60 år med Alice´s Restaurant

Den 26. november 1965 er en slags mærkedag i musikhistorien, for det var den dag, Arlo Guthrie – søn af Woody Guthrie – blev arresteret for at have smidt affald uden for byen Stockbridge i Massachusetts. Arrestationen blev siden udødeliggjort i sangen ”Alice´s Restaurant”, som ud over at blive Arlo Guthries signatursang også blev en form for samlingspunkt for datidens modstandere af Vietnamkrigen, der spiller en vigtig rolle i den godt 18 minutter lange recitation med musikledsagelse.

Selve historien
Historien om Alice´s Restaurant starter dagen efter Thanksgiving, hvor Arlo og en ven besøger Alice og Ray Brock, som holder til i en nedlagt kirke i udkanten af Stockbridge. Som tak for Thanksgiving-middagen tilbyder Arlo Guthrie og hans ven at hjælpe værterne af med deres affald. De stuver affaldet ind i deres folkevognsrugbrød og kører hen til den lokale losseplads, som imidlertid er lukket på grund af helligdagen. I stedet for at tage affaldet med hjem igen begår de to ungersvende nu den lovovertrædelse, at de smider affaldet ned ad en skråning til en anden bunke affald for foden af skråningen – og derfra ruller snebolden!

Arlo og hans ven forventer, at deres forbrydelse højst vil indbringe dem en reprimande og en besked om at fjerne deres affald. Men så let slipper de ikke; de to bliver arresteret og lagt i håndjern og bliver sågar også smidt i fængsel. Dagen efter arrestationen bliver de fremstillet i retten og får en bøde sammen med en ordre om at samle affaldet op igen. Og her skifter fortællingen pludselig gear og lokation, da den forlægger handlingen til en militærbygning i New York, hvor Arlo er indkaldt til session for at få vurderet, om han er egnet til at gøre tjeneste i hæren.

Efter en del slapstick-lignende indslag knyttes tråden tilbage til begivenhederne i forbindelse med Thanksgiving-festen, da det viser sig, at Arlos affaldsforbrydelse bliver en vigtig brik i beslutningen om, at han ikke er egnet til at gøre militærtjeneste. ”We don´t like your kind” får Arlo at vide af sessionsmyndighederne, og han erklæres derefter uegnet til at komme i hæren og blive sendt til Vietnam!

Dette kortfattede referat af indholdet i historien om Alice´s Restaurant yder naturligvis ikke Arlo Guthries (van)vittige recitation nogen form for retfærdighed. Den lange, humoristiske beretning om de fortrædeligheder, Arlo og hans ven bliver udsat for, kan ikke genfortælles – og det ville også være synd at gøre det, for selve Guthries fortællestil er en essentiel del af historien. De mange indskudte bibemærkninger, sidespring og gentagelser er en grundlæggende del af Guthries fortælleteknik, og det er ingredienser, som gør, at lytteren husker de absurde omstændigheder i kølvandet på Arlo Guthries Thanksgiving-fejring meget længe.

Den lange fortælling skal opleves, og det er heller ikke noget problem at komme til, for albummet med sangen ”Alice´s Restaurant” på hele den ene LP-side er i tidens løb blevet solgt i mere end 1 million eksemplarer siden udsendelsen i oktober 1967. Sangen er i øvrigt siden blevet optaget på Library of Congress´ oversigt over værker, der er bevaringsværdige i kraft af deres kulturelle, historiske og æstetiske værdi.

Historiens efterliv   
Sangen ”Alice´s Restaurant” blev til i løbet af 1966 og blev senere bl.a. fremført ved Newport Folk festivalen i juli 1967. Her blev den så populær, at Arlo Guthrie måtte spille den flere gange i løbet af festivalen, hvorefter pladeselskabet Warner Bros. ønskede at udsende sangen på LP. Resultatet af optagelserne var klar i oktober 1967, og LP´en lå efterfølgende på Billboards Top 200-liste i 16 uger i perioden 1967-1968. Da Arthur Penn i 1969 lavede en spillefilm over historien om Alice´s Restaurant, vendte albummet tilbage til Billboards hitliste for en kortere bemærkning.

Men først og fremmest fik sangen ”Alice´s Restaurant” et langt efterliv, fordi Arlo Guthrie fortsatte med at spille den ved sine koncerter op gennem 1960´erne og 1970´erne.  Efter afslutningen af Vietnamkrigen i 1975 blev sangen ganske vist fjernet fra Guthries faste koncertrepertoire, bl.a. fordi den er så lang. Men den blev ikke glemt, og Arlo Guthrie tog den frem og støvede den af ved passende lejligheder, ofte med en lidt ændret tekst, som passede til de specifikke omstændigheder. 

Bl.a. genopfriskede Guthrie sangen omkring dens 20 års jubilæum, hvor Arlo Guthrie støttede George McGoverns præsidentkampagne i 1984, og ved sangens 40 års jubilæum ledsagede Arlo den med nogle kommentarer om George W. Bush´s krig i Irak i 2003. I 2015 kunne Arlo Guthrie fejre 50 års jubilæum med sangen om Alice og hendes restaurant, og i 2018 startede han på en turné bygget op omkring sangen sammen med sin datter Sarah Lee. I 2019 var det imidlertid endegyldigt slut med live-opførelserne af ”Alice´s Restaurant”, da Arlo Guthrie blev ramt af en blodprop, som satte punktum for hans koncertoptrædender.

I forbindelse med 30 års jubilæet for den berømte sang genindspillede Arlo Guthrie hele albummet fra 1967 på sit eget pladeforlag Rising Son Records, primært for derved at få rettighederne til ”Alice´s Restaurant” tilbage fra Warner Bros. Genindspilningen følger originaludgaven meget nøje – bortset fra, at Arlo Guthrie har tilføjet en ny slutning til den lange beretning. I den nye slutning fortæller Guthrie om, hvordan der blandt præsident Nixons efterladte sager blev fundet en indspilning af den 18 minutter lange sang – et tidsrum, som svarer helt nøjagtigt til det uopklarede hul på 18 minutter på Watergate-båndene! Et faktum, der næppe kan være en tilfældighed, som Guthrie spøgefuldt kommenterer sagen på genindspilningen af ”Alice´s Restaurant”.

I virkeligheden er der jo slet ingen grund til at komme med en anbefaling af Arlo Guthries nyklassiske sang her ved 60 års jubilæet for de famøse begivenheder. Guthries herlige recitationsnummer taler aldeles udmærket for sig selv. Når jeg alligevel tillader mig at lægge beslag på læserens kostbare tid, hænger det sammen med, at jeg gerne vil henlede opmærksomheden på den vidunderlige cover-illustration til 30 års genindspilningen fra 1997 af Guthries album.

Albummet kan ikke lånes fra nogen danske biblioteker, så det kan knibe med at komme til at høre Arlo Guthries nytilføjede kommentarer til den oprindelige historie. Men omslagsillustrationen til cd´en kan ses på internettet, og den er stort set hele albummets pris værd (hvis man ellers kan komme til at købe det). Omslagsbilledet er en gentagelse af det oprindelige omslagsbillede – med den forskel, at man på det nye billede møder en 30 år ældre Guthrie, nu med langt gråt, krøllet hår i stedet for det tidligere sorte hår og ditto bowlerhat. Billedet er både sjovt, selvironisk og charmerende – og en perfekt pendant til en sang, der her 60 år efter sin tilblivelse stadig har bevaret al sin satiriske skarphed og sin indholdsmæssige relevans.