60 år med Beatles og "Help!"

The Beatles´ femte album, ”Help!”, blev udsendt d. 6. august 1965 i England (d. 13. august i USA) og fylder altså 60 år i år. Der foreligger allerede 2 omtaler af pladen på Bibzoom, én fra 2015 og én fra 2020, så der er næppe nogen grund til at tilføje endnu en anmeldelse. Til gengæld synes undertegnede, at det kunne være interessant at bruge det runde Beatles-jubilæum som afsæt for nogle overvejelser omkring forskellen mellem datidens engelske og amerikanske pladeudgivelser. I det følgende vil jeg bruge 60 års jubilaren som udgangspunkt for et lille causeri over nogle pudsige forskelle mellem engelsk og amerikansk musikkultur.

Jeg har aldrig været i USA og kommer det nok heller aldrig – specielt ikke så længe det orangefarvede spektakel regerer derovre. Alligevel har jeg et langvarigt og nært forhold til USA, og det skyldes selvfølgelig alle de amerikanske bøger, jeg har læst, alle de amerikanske film, jeg har set, samt ikke mindst al den amerikanske musik, jeg i tidens løb har hørt. På mange måder synes jeg, at jeg kender landet vældig godt i kraft af bl.a. John Steinbecks og Jack Kerouacs bøger; men samtidig er jeg godt klar over, at den form for kendskab til et andet lands kultur kun svarer til at ridse lidt i kulturens overflade.

Selv ikke nok så mange film af Ford eller Coppola kan give betragteren andet end en vag fornemmelse af, hvordan det er at bo i Guds eget land, ligesom hele The Byrds´ eller Bob Dylans samlede pladekatalog kun kan give en antydning af, hvad det vil sige at være amerikaner. Lige siden jeg som ganske ung blev udsat for et par amerikanere, der kunne underholde et selskab i flere timer med at synge amerikanske reklamer (det var før, vi fik reklamer i dansk TV), og lige siden jeg dengang også mødte en ung amerikansk udvekslingsstuderende, der opfattede Danmark som et rabiat kommunistisk land, har jeg opgivet at forstå den amerikanske mentalitet – hvilket ikke betyder, at der ikke er store dele af den, jeg værdsætter højt, ikke mindst inden for musikkens verden.

Amerikanere er formodentlig (næsten) lige så forskellige som europæere pga. landets størrelse, der vel ligner Europas størrelse en del. Ganske vist har amerikanerne sproget til fælles i modsætning til europæerne; men i nogle sammenhænge er der nok alligevel større lighed mellem en dansker og en hollænder eller en spanier, end der er mellem en amerikaner fra Kentucky og én fra Californien. I hvert fald kan man som europæer godt blive noget paf, når man støder på nogle grundlæggende forskelle mellem europæisk kultur og amerikansk kultur.

Jeg vil her bruge The Beatles´ ”Help!” som eksempel på, hvor forskelligt det samme stykke kulturhistorie kan fremtræde i Europa og i USA. Jeg er godt klar over, at mit eksempel er temmelig mikroskopisk i forhold til det omfattende emne – men så kan jeg samtidig bruge eksemplet til et andet formål, nemlig til at hylde The Beatles´ 60 års jubilerende plade.

”Help!” – i England
”Help!” indeholder først og fremmest de 7 sange fra filmen af samme navn, som havde engelsk premiere d. 29. juli. En LP-plade med The Beatles rummede i disse år normalt 14 numre, hvorfor bagsiden på ”Help!”pladen præsenterede 7 sange uden tilknytning til filmen. 5 af sangene på LP-bagsiden var skrevet af Beatles-medlemmerne selv, mens de sidste 2 numre var lånt materiale. Selv om gruppen tidligere havde udsendt en LP udelukkende med egne numre, ”A hard day´s night”, var det ikke usædvanligt at møde andre komponister på en Beatles-plade på dette tidspunkt. Først fra den efterfølgende plade, ”Rubber soul”, blev det fast praksis for gruppen kun at indspille egne sange.

Den engelske udgave af ”Help!” gav altså lytterne lejlighed til at stifte bekendtskab med 14 nye Beatles-indspilninger, og bestemt ikke de dårligste i kataloget. Pladen rummer mange højdepunkter (man kan sagtens argumentere for, at alle Beatles-sange er højdepunkter), og kun et par knap så interessante numre, ikke mindst de 2 lånesange. Titelmelodien, singlehittet ”Ticket to ride” samt selvfølgelig superhittet ”Yesterday” bidrager til indtrykket af (endnu) en højkvalitets-udgivelse, der da også lå 11 uger på førstepladsen på den engelske hitliste – i hård kamp med soundtracket til ”A sound of music”.
  Men i næsten lige så høj grad som højdepunkterne på ”Help!” er det de mange andre iørefaldende sange på pladen, der får den til at fremstå som en ny juvel i en lang række af musikalske ædelstene. The Beatles satte barren særdeles højt for sig selv op igennem 1960´erne, og selv om der er sange i gruppens repertoire, man husker bedre end andre, er det måske i virkeligheden det utroligt høje bundniveau i produktionen, der gør gruppen så enestående.

John Lennon har om en af sangene på bagsiden af ”Help!” – ”It´s only love” – engang udtalt, at det er en ret dårlig sang, som bare skulle tjene til at bringe antallet af numre på pladen op på de ønskede 14. Samtidig kan man dog roligt konstatere, at der er tale om en både melodisk og mindeværdig sang, som andre musikere ville give en mindre formue for at have skrevet. Betegnelsen: ”et højt kvalitetsniveau” afhænger naturligvis af, hvorfra man ser på sagen.

Eller sagt på en anden måde: ”Help!” er en formidabel plade, og det er den bl.a., fordi den rummer en stribe formidable numre, præsenteret som perler på en snor. Efter den dobbeltbundede ”You like me too much” af George Harrison følger en køn sang om kærlighed, “Tell me what you see” af (primært) Paul McCartney, og efter den kommer så den charmerende ”I´ve just seen a face”, som ikke ligner ret meget andet i Beatles-kataloget. ”Help!” er så god en plade, som tilfældet er, fordi den præsenterer en række gode sange i netop den rækkefølge, som vi har lært at kende og holde af – altså i Europa!

”Help!” – i USA
I England (og Europa) ser Beatles-pladerne ud, som de gør, fordi det er sådan, gruppens medlemmer har ønsket, at de skal se ud. Numrene på pladerne følger efter hinanden i den rækkefølge, de gør, fordi Beatles-medlemmerne har bestemt det – man kunne måske kalde pladernes udseende for resultatet af en personlig vision, hvis man var i et højtideligt humør. 

Men i USA var og er situationen en helt anden. Her tager pladeselskaberne ingen smålige hensyn til kunstnernes droit moral, men ser primært på, hvad man mener kan give den største indtjening, og det betyder, at man bytter rundt på LP´ernes sange, hvis man mener, at det vil gavne salget. I The Beatles var man naturligvis ikke imod ideen om at tjene mange penge; men gruppens medlemmer var bestemt heller ikke glade for den amerikanske praksis.

Over for pladeselskabernes dispositioner havde de imidlertid ikke så meget at skulle have sagt, og det betød, at de amerikanske Beatles-albums adskiller sig ganske meget fra de engelske. For ”Help!”´s vedkommende betød den amerikanske model dels, at antallet af numre blev skåret ned fra 14 til 12, som det var almindeligt i USA (ud fra devisen: ”less for more”), og dels  at man i stedet for hele den europæiske album-bagside fyldte den amerikanske LP-version ud med instrumentalmusik fra filmen – til dels musik, som ikke engang var skrevet af The Beatles selv.

Resultatet af redigeringsprocessen blev en slags soundtrack-plade, som skuffer ved kun at indeholde 7 egentlige sange, og som desuden irriterer lytteren ved hele tiden at udsætte ham/hende for ligegyldig underlægningsmusik imellem sangene, så helhedsoplevelsen totalt forsvinder. Instrumentalnumrene trækker simpelt hen tempoet ud af pladen og spolerer dynamikken i musikken. 

Tilbage står en amputeret udgivelse, som både svækker intensiteten i oplevelsen af musikken og samtidig berøver lytteren halvdelen af den musik, man i Europa forbinder med udgivelsen ”Help!”. Man kan næsten undre sig over, at det var muligt at sælge en så skamferet udgave af det oprindelige mesterværk, men amerikanerne vidste jo ikke bedre; og selv om de hverken fik ”Yesterday” eller ”I´ve just seen a face” med ved købet af ”Help!”, fik de trods alt nogle fine sange at glæde sig over.

Og så har jeg endda ikke nævnt den forfærdelige ide, nogen har fået med at lade indledningsnummeret ”Help!” starte med en ustruktureret og larmende kakafoni af lyde, som til dels berøver sangen den gennemslagskraft, den besidder i den ”normale” udgave, hvor John Lennons udbrud: ”Help!” er det første lytteren hører. Måske er lyd-kaosset en reminiscens fra filmens soundtrack; men som en del af den fine sang ”Help!” må den hæslige lydsuppe karakteriseres som en mindre skandale.

At være europæer
Og for at vende tilbage til udgangspunktet for dette lille musikalske causeri: tænk, hvis man var vokset op i USA og forbandt The Beatles´ femte plade med det haltende og halvkedelige produkt, der derovre blev solgt under titlen ”Help!”. Så havde man nok også overlevet det – men det er nu alligevel dejligt at tænke på, at vi her i Europa lige fra starten har fået lov til at opleve den største musikgruppe nogensinde på den måde, det var meningen, den skulle opleves.  Amerikanerne lever simpelt hen i en alternativ og knap så vidunderlig musikverden som den, vi har fået lov til at opleve. Der er måske trods alt en grund til, at amerikanerne er så underlige …