60 år med Beatles og "Please please me"

Kærligheden som vare
Kærligheden kan antage mange former. I den bedste af alle verdener er kærligheden et mirakel, som man bare skal sige ja tak til og tage imod, når den viser sig - uden forbehold og uden overvejelser over, hvad man får ud af den. I denne verden er kærligheden en betingelsesløs gave, som ikke kan eller skal forklares. Det er ikke alle, der er så heldige at opleve denne ideelle form for kærlighed.

Ofte er kærligheden fyldt med forbehold og problemer, som gør den til et mere modsætningsfyldt fænomen. I nogle tilfælde kan kærligheden endda antage karakter af en vare, man kan forhandle om og måske ligefrem kan købe eller sælge (selv om der i sandhedens interesse nok oftere er tale om sex end om kærlighed, når man begynder at tale om køb og salg).

Imellem de ekstreme yderpunkter af kærligheden finder man alle mulige blandingsformer, som nok er dem, de fleste mennesker vil støde på i løbet af deres liv. Det er tilsyneladende en af disse blandingsformer, man møder i The Beatles´ "Please please me".

"Please please me"
"Please please me" blev udsendt i England d. 11. januar 1963 som The Beatles´ anden singleudgivelse (efter "Love me do" fra oktober 1962). Inden pladen nåede ud i pladebutikkerne havde den haft en temmelig omtumlet tilblivelseshistorie, og det var tæt på, at den slet ikke blev udsendt som opfølger til "Love me do". Produceren George Martin ville hellere have, at gruppen udsendte sangen "How do you do it" (som senere blev et stort hit for Gerry and the Pacemakers) som deres single nr. 2; men hertil svarede gruppemedlemmerne, at de kun ville udsende deres egne (dvs. John Lennons og Paul McCartneys) sange som singler, og sådan blev det.

Til gengæld for George Martins indrømmelse med hensyn til valg af singleudspil insisterede han på, at "Please please me" ikke skulle udsendes i den form, sangen oprindelig havde, da gruppen præsenterede den for ham. Martin mente, at den første version var for langsom og for kedelig, så han foreslog, at sangen fik et hurtigere tempo; og da John Lennons mundharmonika derefter blev tilføjet til det oprindelige forslag, var George Martin tilfreds. Singlen kunne udsendes og blev straks en stor salgssucces. I USA opnåede pladen dog kun begrænset succes ved udgivelsen i februar 1963; men da "Please please me" blev genudsendt i januar 1964, strøg pladen straks til tops på hitlisterne.

"Please please me" har siden opnået en placering som nr. 124 på tidsskriftet Rolling Stone´s liste over alle tiders bedste sange, hvilket giver den en placering som den 15.-bedste Beatles-sang på samme liste! Sangen er da også på (næsten) alle måder glimrende og kan med sindsro karakteriseres som en ægte Beatles-klassiker. Sangens usædvanligt høje kvalitet er imidlertid ikke det mest usædvanlige ved den - for de fleste af The Beatles´ sange befinder sig på et usædvanligt højt kvalitetsniveau!

En omstændighed, der derimod adskiller denne sang (samt de øvrige bidrag til LP´en "Please please me") fra de andre sange i Beatles-kataloget er, at sangen er krediteret "McCartney-Lennon", mens alle øvrige Beatles-sange sidenhen er blevet tilskrevet parret "Lennon-McCartney" - uden at den ændrede navnerækkefølge dog tilsyneladende har haft nogen praktisk betydning.

Kærlighed eller sex
Endnu en omstændighed, der til en vis grad adskiller "Please please me" fra flertallet af gruppens øvrige sange, er tekstens noget instrumentelle fortolkning af begrebet kærlighed. Som det tydeligt fremgår hele vejen igennem sangteksten, synes jeg-fortælleren ikke, at hans veninde anstrenger sig lige så meget for at glæde ham, som han (efter eget udsagn) gør for at glæde hende: "I do all the pleasing with you/ it´s so hard to reason with you/ whoa yeah, why do you make me blue?". Derfor kommer hele sangen til at fremstå som en meget direkte opfordring til veninden om at anstrenge sig lidt mere for at gøre ham glad, fordi, som han siger: "I know you never even try, girl".

Målt på tekstens eksplicitte udsagn lyder det beskrevne kærlighedsforhold ganske rigtigt som et noget ulige forhold, i hvert fald hvis man skal vurdere det ud fra et cost-benefit-synspunkt, og derfor kan man nok heller ikke spå forholdet nogen lang levetid. Set ud fra et ideelt perspektiv burde kærligheden jo være en gave og et mirakel, som bringer lykke ved sin blotte eksistens, og som man ikke behøver at opmåle for at vurdere kvaliteten af. Men hvis man derimod ser kærligheden som et arbejdsforhold, hvor begge parter skal levere lige meget, for at forholdet kan fungere, duer det naturligvis ikke, hvis den ene part ikke yder noget til forholdet.

En lang række skribenter på diverse hjemmesider, hvor The Beatles´ sangtekster udlægges og fortolkes, mener, at "Please please me" udelukkende handler om sex. Det er da også en mulig fortolkning, som oven i købet ville gøre teksten meget enkel at forstå. Men samtidig er denne fortolkning unødvendigt amputerende og decimerende. Masser af rocksange kan høres og fortolkes ud fra en sex-synsvinkel; men disse fortolkninger yder kun sjældent tekstforfatterne retfærdighed og formår som regel kun at gøre sangenes udsagn mere entydige og i den sidste ende uinteressante. Således også med "Please please me". Sangen kan handle om et forhold, hvor den ene part giver den anden for lidt sex; men det ville både være reducerende og lidt trist at afskære sig fra at høre teksten som et bredere orienteret udsagn om relationer mellem mennesker. Livet består trods alt af mere end sex.

"Det var en anden tid"
Teksten til "Please please me" lyder for denne lytter som en udmelding fra et forhold, hvor kærligheden desværre har antaget (eller er på vej til at antage) varekarakter, og hvor de to parter i forholdet primært ser det som en give-and-take-relation. Sådan et forhold kan man jo ikke leve i ret længe (selv om mange nok gør det), og når man støder på beskrivelsen af et sådant følelelseskoldt og instrumentelt styret kærlighedsforhold i en klassisk Beatles-sang, er der sikkert flere grunde til det. For det første må man vel konstatere, at noget-for-noget-holdningen har været (og stadig er) ganske udbredt i samfundet, også i menneskelige kærlighedsrelationer, hvorfor indstillingen ikke har forekommet særlig fremmed eller mærkelig for John Lennon, da han skrev sin sangtekst om et skævvredet kærlighedsforhold.

Desuden er der vel den forklaring på den - måske - noget følelsesforladte tilgang til kærligheden i "Please please me", at "det var en anden tid dengang". Udtrykket er, til dels berettiget, blevet lagt for had i nyere tid - men på den anden side kan man vel ikke benægte, at det var en anden tid dengang i 1960´erne, med en anden moral og andre værdier end dem, vi normalt hylder i dag.

Som en slags dokumentation for, at synet på kærligheden som en handelsvare man kan købslå om, ikke var helt ukendt i datiden, kan man pege på en anden Beatles-sang, hvor det instrumentelle syn på kærligheden ligeledes ligger tæt på overfladen: "If I fell" (1964). Her lyder det bl.a.: "If I give my heart to you/ I must be sure from the very start/ that you would love me more than her"(!). Det kan man da kalde et købmandsagtigt forhold til kærligheden! Hvis man altså vælger at høre "Please please me" og "If I fell" som udsagn fra en tid, hvor man tilsyneladende uden de store indvendinger kunne tillade sig at betragte kærligheden som en handelsvare, skal det dog straks tilføjes, at sangteksterne er ret uskyldige i forhold til, hvad tidligere tiders sangskrivere ellers kunne slippe afsted med.

F.eks. har The Rolling Stones i adskillige sange fra 1960´erne sunget om uskønne kærlighedsforhold, der måske snarere burde betegnes som magtforhold, og hvor kærligheden i hvert fald ikke har meget til fælles med det ideal om gensidig tillid og uselviskhed, man kan håbe på og drømme om, når man indleder et forhold til et andet menneske. Sange som "Under my thumb", "Stupid girl" og "Out of time" er tre udspil fra LP´en "Aftermath" (1966), som alle demonstrerer et mildest talt noget ufølsomt forhold til kærligheden - og som vel ret beset blot er groft mandschauvinistiske sange, uden forsonende elementer (bortset fra musikken).

Men sexistiske sange har der jo altid været rigeligt af, selv om de værste eksempler i dag nok kun trives inden for hip-hop-universet og rapmusikken. Sange som "Please please me" og "If I fell", hvor kærligheden er reduceret til et noget-for-noget-forhold, hører til i en anden og mere ureflekteret sammenhæng end de eksplicit mandschauvinistiske sange, der for størstepartens vedkommende blot må karakteriseres som ubegavede.

I tilfældet med Beatles-sangene har sangskriverne formentlig ikke selv været klar over, at de sagde noget, der kunne opfattes som uheldigt - for så ville de ikke have sagt det. Beatles-sangskriverne var jo ikke dumme, da de skrev deres hits - de levede blot i en anden tid.