60 år med ”Dansevise”

Den 23. marts i år er det 60 år siden, Grethe og Jørgen Ingmann vandt det europæiske Melodi Grand Prix med Volmer-Sørensens og Otto Franckers ”Dansevise”. Siden dengang har Danmark vundet konkurrencen to gange, senest for 10 år siden med Emmelie de Forests ”Only teardrops”. Sidstnævnte er ligesom ”Dansevise” en sang om ulykkelig kærlighed, men fortæller til forskel fra denne om to personer, der bruger tiden på at slås og skændes i stedet for at elske hinanden, hvor ”Dansevise” kun beretter om én person, der er blevet forladt af en anden.

For begge sange gælder det, at ulykkelig kærlighed er et godt udgangspunkt for et hit, fordi den skaber mere dynamik i en tekst, end den lykkelige lovprisning af den udkårnes fortrin gør det. Men ulykkelig kærlighed er naturligvis ikke nok til at skabe en langtidsholdbar klassiker som ”Dansevise” eller ”Only teardrops”. Hertil kræves både en god og original tekst og en iørefaldende melodi.

Et krav til en god MGP-tekst må være, at den fortæller en forståelig historie i et ordentligt formuleret sprog. Det gør ”Dansevise”, som jeg vil komme tilbage til senere, og det gør Lise Cabble med fleres ”Only teardrops”, hvis historie minder en del om historien i dette års MGP-vindersang, ”Breaking my heart”, men som gør det klarere og også uden den nyere sangs lidt ubehjælpsomme sprog i flere passager. Bl.a. lyder det mærkværdigt i denne lytters ører, at sangtekstens jeg er bange for at ”briste sit hjerte”: ”I´m not scared to love you/ but I´m scared of breaking my heart”.

Normalt plejer man vel at ”få sit hjerte knust”, altså ”get your heart broken”, og ikke om selv at ”knuse sit hjerte”, ”break my heart”. Ligeledes er det lidt svært at gennemskue, hvad forholdet mellem sangens to personer egentlig er: vil jeg´et gerne have den udkårne igen, fordi han elsker hende, eller mener han, at det faktisk kan være lige meget at prøve igen, fordi forholdet alligevel er dømt til at gå i stykker: ”If we could go back to the start/ bet we´d still be falling apart”. Jamen, hvad er det, han vil?

I ”Only teardrops” er der ingen problemer med at forstå indholdet, selv om teksten ikke fortæller, hvorfor de to elskende har så svært ved at finde ud af det sammen. Men det betyder ikke, at sangteksten af den grund er uklar eller utilstrækkelig; teksten fortæller om en situation, mange elskende formentlig kan genkende fra deres egne forhold, hvor parterne ofte kommer til at såre hinanden, selv om de ikke ønsker det. Kærlighed er en svær størrelse, som mange gange kræver både blod, sved og tårer for at lykkes: ”Eye for an eye, why tear each other apart?/ Please tell me why, why do we make it so hard?/ Look at us now, we only got ourselves to blame/ it´s such a shame”. Det er måske ikke dybt originale formuleringer, men de er i hvert fald umiddelbart forståelige og genkendelige, og det er de bl.a., fordi sangskriverne har gjort sig den umage med formuleringerne, man som et minimum må kunne forlange af et seriøst konkurrencebidrag.

Dansevise
Og så er der Volmer-Sørensens ”Dansevise” fra 1963, der på mange måder lyder præcis lige så frisk og ”Puk-kåd” i dag, som da sangteksten blev skrevet. Hvis man kan kræve af en god MGP-sang, at den har en original tekst, kan man roligt konstatere, at ”Dansevise” er en god sang. Ikke mindst de opfindsomme ordsammensætninger leder tankerne i retning af digtere som Marianne Larsen eller de yngre modernister, og har man én gang hæftet sig ved sangens sjove og nyskabende formuleringer, glemmer man dem med garanti ikke igen: ”et sølvfløjt fra en trætop”, ”en svag tagfat-lyd af en kat” og ”dagen står Puk-kåd ud af sengen” (sidstnævnte formulering med et flot rim på ”dugvåd”).

”Dansevise” er medtaget i Højskolesangbogen (som den eneste MGP-sang), og det er den med god grund. Til gengæld er Højskolesangbogens kommentarer til sangen ret uforståelige, i hvert fald for denne læser. Det siges, at teksten ”udfolder en del klichéer fra den naturlyriske tradition”, hvor jeg snarere vil mene, at sangtekstens helt originale formuleringer netop undgår diverse naturlyriske klichéer og i stedet skaber sine egne billeder og metaforer. Hvilket formentlig også er en af årsagerne til, at sangen er fundet værdig til optagelse i en sammenhæng, hvor klichéer og stereotyper snarere diskvalificerer, end de kvalificerer. Af samme grund forekommer det undertegnede en smule malplaceret at skrive, at ”det er let at more sig over de lyriske krumspring, Sejr Volmer-Sørensen gør i denne veloplagte tekst”. Men hvorfor more sig over opfindsomhed og originalitet? Ville det ikke være mere naturligt at glæde sig over sangtekstens ”lyriske krumspring”, som da også har klaret tidens tand på fornemste vis?

Endnu en af kommentarerne til ”Dansevise” i Højskolesangbogen undrer denne læser en del, nemlig hvor det hedder, at ”sangen er en lys, lyrisk kærlighedssang” med et langt ”jublende omkvæd i lys dur”. Det virker, som om forfatteren til kommentarerne har glemt eller har overset, at sangteksten faktisk fortæller en ulykkelig kærlighedshistorie, hvor den elskede er stukket af fra sangens jeg-person, som af samme grund trygler ham om at komme tilbage. Ikke megen jublende lykke her – og heller ikke megen glæde at spore i jeg-personens fortvivlede spørgsmål: ”Ja, hvad med os to, dig og mig?”. Sangen er, trods de mange indslag af positive naturindslag, en sang om forsvunden kærlighed, og det er der ikke noget lykkeligt ved. Jeg opfatter da også jeg-personens hektiske og overgearede dans som et udtryk for choktilstand, efter at hun er blevet forladt. Den desperate, nærmest trance-agtige dans er ikke en pardans, men derimod en dans alene - altså som jeg læser teksten: ”Jeg danser og danser/ og standser og sanser/ kun dig./ Hvorfor løb du dog din vej?”

Sidstnævnte formulering er nok det eneste sted i sangen, hvor et lidt spøjst udtryk afslører, at ”Dansevise” ikke er skrevet i går. I vore dage ville man nok ikke sige, at ens partner er ”løbet sin vej”, fordi det leder tankerne i retning af børn og børns leg. Hvis sangen var skrevet i dag, ville linjen nok lyde: ”Hvorfor skred du dog fra mig?”, eller noget lignende. Men det er stort set også det eneste sted i Volmer-Sørensens tekst, hvor formuleringerne afslører, at sangen har 60 år på bagen. Grethe Ingmanns meget mørke a´er i ”danse” et par steder i sangen peger i samme retning; men bortset fra disse detaljer kan man konstatere, at 60 års jubilaren holder sig glimrende og formentlig vil blive sunget i mange år endnu; hvilket nok er mere end man kan sige om de fleste af MGP-vinderens senere danske modstykker. Ingen nævnt, ingen glemt.