60 år med surfmusik

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg engang sidst i 1960´erne lå på en sofa og lyttede til Jimi Hendrix´ ”Third stone from the sun”. Som de fleste andre musikglade unge mennesker på denne tid var jeg ret optaget af Hendrix´ nyskabende guitarspil og hans stærkt personlige sangforedrag, og det gjaldt også i forbindelse med denne sang. Hendrix´ musikunivers havde meget at byde på; men alligevel husker jeg fra denne eftermiddag, at jeg blev noget overrasket, da sangeren undervejs i sangen pludselig mumlede: ”You will never hear surf music again”.

Jeg har siden forstået, at bemærkningen indgår i en bestemt tekstmæssig sammenhæng i sangen; men på det tidspunkt forekom det mig unfair og upassende, at en udøver af én form for musik udtalte sig potentielt nedladende om en anden form for musik. Det burde være nok at lade musikken tale for sig selv.

Og jeg kan da også her, mange år senere, betro læseren, at det jeg opfattede som Hendrix´ nedgøring af surfmusikken ikke kom til at få nogen betydning for min musiklytning. Jeg lyttede til surfmusik både før og efter Hendrix´ 1967-sang – og gør det faktisk stadig, hvis sandheden skal frem.

”Surfin´” i 1961
Første gang jeg – og alle andre med, for den sags skyld – fik mulighed for at lytte til surfmusik, var i november 1961, hvor Beach Boys-singlen ”Surfin´” blev udsendt. Dog var det ikke oprindeligt tanken, at pladen skulle udsendes under gruppenavnet The Beach Boys. Da de tre brødre Wilson, deres fætter Mike og vennen Al gik i indspilningsstudiet i sommeren 1961, var det under navnet The Pendletones.

Men en af de ansatte på pladeselskabet Candix Records, som stod bag udgivelsen, syntes, at navnet The Beach Boys knyttede bedre an til det californiske surfermiljø, som Dennis Wilson var en del af, og som var emnet for sangteksten. Derfor ændrede han for egen regning gruppens navn fra The Pendletones til det mere mundrette The Beach Boys på pladeetiketten – og det navn blev hængende ved gruppen. Medarbejderen har efterfølgende formentlig ikke fået utak for sin lidt nævenyttige indsats.

Sangen ”Surfin´” blev ligesom hovedparten af The Beach Boys´ øvrige materiale skabt af Brian Wilson, som fandt frem til melodien efter nogle timer ved klaveret. Mike Love bidrog med noget af teksten samt med det karakteristiske ”bom-bom-dip-di-dip”-tema, der løber som en rød tråd gennem hele sangen. Derefter lykkedes det efter tolv optagelser i indspilningsstudiet at få sangen til at lyde sådan, at Brian Wilson kunne erklære sig tilfreds med resultatet, og i november 1961 var ”Surfin´” klar til at blive masseproduceret til pladebutikkerne i Los Angeles og omegn.

Inden året var omme, havde pladen solgt mere end 40.000 eksemplarer (flest i Los Angeles), og selv om det ”kun” var nok til at skaffe ”Surfin´” en plads som nr. 75 på den landsdækkende hitliste US Billboard Hot 100, var det mere end rigeligt til at skyde The Beach Boys´ karriere i gang med brask og bram.

I dag er det måske svært at falde i svime over ”Surfin´”. De vellydende Beach Boys-harmonier er ganske vist på plads i sangen, og melodien er ret iørefaldende; men teksten til sangen er mindre end epokegørende: ”Surfin´ is the only life/ the only way for me”, og Mike Loves karakteristiske hook, ”bom-bom-dip-di-dip”, der måske var med til at give sangen dens gennembrud i samtiden, bliver hurtigt trættende at høre på.

Alligevel: ved udsendelsen af ”Surfin´” var surfmusikken med sangledsagelse en realitet, og der skulle kun gå et halvt år mere, før The Beach Boys igen var tilbage i butikkerne med et nyt udspil inden for surfgenren: ”Surfin´ safari” – og denne gang var der tale om et kvalitetsmæssigt kvantespring i forhold til den noget ujævne debutudgivelse.

Surfin´ safari i 1962
”Surfin´ safari” blev indspillet i Western studierne i Los Angeles og blev efterfølgende sendt til det etablerede pladeselskab Capitol Records, som straks kunne høre potentialet i The Beach Boys´ musik og derfor øjeblikkeligt skrev kontrakt med gruppen. ”Surfin´ safari” blev udsendt i foråret 1962 som The Beach Boys´ første single på Capitol med bilsangen ”409” som bagside, og udgivelsen skaffede snart gruppen en dobbelt singlesucces i USA – samt i Sverige, hvor pladen blev nr. 1 på hitlisten! De har jo altid haft øre for god musik hinsidan.

Surfmusikken var nu for alvor sat i søen og fejrede i de følgende år store salgsmæssige succeser med The Beach Boys og duoen Jan & Dean som frontfigurer inden for musikgenren.
Brian Wilsons pas-de-deux med surfmusikken kastede adskillige udødelige og stærkt iørefaldende klassikere af sig, og alene disse sange ville være mere end nok til at sikre Wilson og hans gruppe en plads i rockmusikkens Hall of Fame. Men i midten af 1960´erne blev surfmusikken en for snæver spændetrøje for Brian Wilson, som allerede på dette tidspunkt havde udviklet sin musik i mange forskellige retninger, med store resultater til følge.

Der er næppe nogen grund til her at gå i dybden med Brian Wilsons betydning for rockmusikken; men det hele startede altså i november 1961 med singlen ”Surfin´”, som stadig lader sig høre i dag med fornøjelse – selv om det nok kan anbefales at starte et andet sted, hvis man for alvor vil have et indtryk af surfmusikkens afhængighedsskabende karakter, i hvert fald i The Beach Boys´ regi.