Genrer


7 Years
Igennem hele efteråret sætter Bibzoom i samarbejde med Spil Dansk og Højskolerne fokus på den danske sang og opfordrer dig til at synge. I 16 uger - fra uge 35 og frem til uge 50 - er det en ny sang fra den danske sangskat der sættes under lup.
7 Years
Komponister & Tekstforfattere: Lukas Forchammer, Stefan Forrest, Morten Ristorp og Morten Pilegaard.Produktionsår: 2015 Denne uges sang er Lukas Graham’s ”7 years”. En sang vi første gang hørte i 2015, hvor den var indeholdt på albummet Lukas Graham (blue album). ”7 years” beskriver de forskellige stadier og oplevelser, de tildragelser og erfaringer livet bringer. I sig selv er sangen en mere eller mindre selvbiografisk fortælling om de gode råd en ung mand får med i livet af mor og far; de forventninger til livet han har og de erfaringer han selv gør sig . Om vigtigheden af at få venner og familie, afprøvningen af grænser i ungdomsårene, drømmen om at blive noget ved musikken, og senere håbet om at børnene kommer besøg, i hvert fald en gang om måneden. Sangens opbygning er relativt dramatisk. En beretning om hvad der skete da ”jeg” var 7 år, 11 år, 20 år osv. Den starter i det stille med afdæmpet piano og klokkespil - børnemusik måske? - for efterhånden at bygge op med bas, strygere, trommer – i takt med livet folder sig ud. Med klimaks når ”I am 60 years old”… for så at fade ned igen… minderne om da jeg’et i fortællingen var 7 år gammel. I 2016 indspillede Lukas Graham en anden fornem version af sangen på en af de såkaldte Spotify Sessions. Også 2016 har den engelske singer/songwriter Jasmine Thompson lavet sin version af sangen. Den ligger tæt op ad originalen, dog alene med piano-akkompagnement. Lukas Graham, som både er sangerens og bandets navn har haft en endog meget succesfuld karriere siden deres albumdebut i 2012. Alene ”7 years” har haft mere end 200 mio. aflytninger på Spotify. Genren er soulbaseret pop, med elementer af hip hop. Lukas Graham har selv kaldt det ”Ghettopop”. Det har været et band og en stil der har ramt bredt og godt, og har som et af de eneste danske navne turneret, været på tv og hitlister i USA – nummer 2 på den prestigefyldte Billboard-liste. Ganske godt gået.