Genrer


Aarhus Jazz Festival 2015 - pt.1
Så er jazz-festivallen igang i Aarhus. Dårligt er den i København slut, før festlighederne fortsætter i det jyske. Mandag eftermiddag fik jeg de første indtryk for i år - og da havde festivallen været igang et par dage. Musikken lyder rundt omkring i byen. Fra torve, pladser og diverse udskænkningssteder.
Det første jeg mødte, var de sidste par numre fra ungdomsprojektet Play!Ground Live under ledelse af veteranen Bo Stief. Jeg skal blankt erkende, at det ikke var noget jeg kendte til i forvejen. Men hvis det, som denne gruppe unge mennesker leverede, står som pejlemærke for hvor de nye jazzgenerationer er på vej hen, kan det kun blive godt. Der var solidt sejt funky groove, der var imponerende tromme- og alt muligt andet, der kan slås på -soli, og energibundet, der havde rollen som forsanger - jeg fik ikke fat i navnet desværre - fik flettet rap ind i det også. Det var helt bestemt et spændende tiltag, og bevis på, at der er en stor talentmasse ude omkring.
Næste stop var også en forsamling af talentmasse, men det vil nok være decideret forkert at bruge begrebet ungt her. Det var big-bandet Skt. Pauls Band, jeg stødte på. Bandet består af en samling modne herrer - og en enkelt kvinde, der leverer traditionel big-band musik. Og gør det godt. Men de har da også noget at have det i. Ifølge dirigent og leder H.C. Vartenberg var der tale om intet ringere end "det levende århusianske jazzmuseum", idet bandet tæller medlemmer fra stort set alle jazzbands fra Aarhus gennem de seneste ca. 60 år. Og det er da alligevel noget... Bandet leverede flotte versioner af numre fra big-bandsenes gyldne tid, krydret med kommentarer og anekdoter fra Vartenberg. Måske til tider lidt for indforståede - men altsammen i en god stemning, der på samme tid var både afslappet og professionel.
Sidste stop denne eftermiddag var hos Jesper Thilos Quartet. Ved denne lejlighed bestod kvartetten af foruden Thilo selv af Jørn Okbo på trommer, Søren Kristiansen på piano og Morten Ramsbøl på bas. Der blev leveret swingende jazzmusik i oplagt stil. Set-up'et er selvfølgelig mindre end ved førnævnte big-band, men derfor kan det sagtens swinge. Og det gjorde det også - i hvert fald i det første set, som jeg hørte. Jeg måtte desværre skippe resten, men med et tætpakket telt og publikum i højt humør, er jeg sikker på at jazz-festen er fortsat.
Og den fortsætter også de kommende dage, med masser af spændende ting på programmet. Benyt lejligheden til at opkleve noget god musik live - eller find noget spændende jazz her på Bibzoom