Genrer
AC/DC: Highway to hell
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 199
Nogle bands har skrevet sig ind i historiebøgerne ved at lave banebrydende, nytænkende musik. Navne som Pink Floyd, Led Zeppelin og Queen springer straks frem. Så er der også de bands, der bare er blevet rost for at lave rå, vild rockmusik. Jeg tror, få bands passer så perfekt til denne definition som australske AC/DC, især i årene med deres oprindelige forsanger, Bon Scott. Han døde desværre i 1980, men han efterlod verden en af gruppens mest populære plader, nemlig Highway to hell fra 1979. Her oplever man som det første det klassiske titelnummer. Og det er påfaldende, hvor lidt der i grunden er at sige om det nummer. Det er blevet en rockklassiker gennem et simpelt arrangement, et simpelt riff og et omkvæd, alle kan synge med på. Og så også en mærkbar attitude. Bon Scott såvel som resten af bandet er meget frembrusende. De angriber dig altid med fuld kraft.
Når man har hørt én AC/DC-sang efterlader det et enormt indtryk, og man har øjeblikkeligt lyst til at høre mere. Og bandet leverer ti virkelig solide numre i løbet af pladen, så der er næsten ikke noget at klage over. Den er oven i købet bygget op sådan, at de helt store højdepunkter er i hver sin ende i form af "Highway to hell" og "Night prowler". Når man har sat pladen på, får man bare track efter track, man nyder fuldt ud, og så begynder det lidt at blive kedeligt. De første to numre er ustoppelige rocknumre af slagsen, man kender AC/DC bedst for, det tredje, "Walk all over you" er lidt mere progressivt, minder egentlig lidt om "Tom Sawyer" af Rush. Det fjerde nummer, "Touch too much" arbejder også ret flot med dynamik, og det har en sensualitet, man ellers ikke ser så meget af på pladen. Siden begynder numrene at føles trivielle. Der er en vis AC/DC-formel, der bliver brugt meget på denne plade. Hav et simpelt riff og et omkvæd, der er let at synge med på og føles stort. Mod slutningen må det gerne føles endnu større. Formlen virker, men det ender med at blive ret forudsigeligt.
Lad mig lige slå fast, at alle sangene på Highway to hell er rigtig gode på egen hånd. Intet ondt ord om nogen af dem. Det store problem ender faktisk ikke med at være forudsigeligheden, det er lidt noget, man forventer, når man sætter pladen på. Nej, hvis vi ignorerer ironien ved at forudsigeligheden selv er forudsigelig, så er det bare virkelig højlydt konstant. Det er da meget tiltalende i starten, men som pladen går fremad bliver det mere og mere trivielt. Jeg snakker konstant om albumdynamik, fordi det er vigtigt; det sørger for at gøre en plade med dårlige sange udholdelig, en med middelmådige sange solid og en med gode sange til et mesterværk. Albumdynamik har der stort set ikke været tænkt på på Highway to hell, så vidt jeg kan høre. Der er kun fokuseret på at skrive ti bundsolide sange, og de er alle af enormt høj kvalitet, og de hører nok til blandt gruppens bedste. Så jeg er lidt splittet. Pladen er uden tvivl god, men ikke den mest langtidsholdbare i verden. Den kan godt anbefales.