Aerosmith: Pump

Nu er det tid til november måneds bidrag i min serie med plader, der er 25 år gamle. Pladen er Pump, det 10. studiealbum fra Aerosmith. Hvis man skal sætte en genre på Aerosmith, så er det bundsolid bluesrock.

Gruppen havde deres første storhedstid i 1970'erne og forsvandt langsomt ud i glemslen p.g.a. interne problemer i bandet. Turen tilbage til toppen begyndte, da de sammen med Run-DMC lavede den moderne udgave af "Walk this way" i 1986. De havde lavet to albums i 1980'erne inden samarbejdet med Run-DMC, som ikke blev nogen succeser. Men med Permanent vacation fra 1987 fik de en opblomstring. En vigtig ting i deres optur var et tæt parløb med MTV, som kunne lide bandets videoer og råspillede dem.

Pump blev kendt for sit cover, som er meget tydeligt. Pladen er produceret af Bruce Fairbairn, som var populær på dette tidspunkt. Han brugte meget keyboard på de plader, han producerede, hvilket der også er en del af på Pump. Steven Tyler og Joe Perry har skrevet alle sange, men der er flere bidragydere til alle sange.

Albummet blev, som alle store albums i denne periode, malket for singler. Der kom seks fra albummet. Det var dog kun de fire, som kom til Danmark. Men de blev alle sammen spillet i radioen. Pladen har små instrumentale numre, der binder sangene sammen.

Aerosmith var mest kendt for sjov og ballade-tekster. Men det ændrede sig på dette album. Den vigtigste single er "Janie's got a gun", som behandler det tunge emne incest og at ofret vil hævne det. Melodien giver ikke indtryk af, at teksten er tung. Videoen til sangen præsenterede temaet i sangen.

Første single fra albummet var "Love in an elevator", som er klassisk Aerosmith-skæg og ballade og med en tekst fyldt med symboler. Sangen blev også støttet af en video, som er en klassiker i MTV-sammenhæng. I det nypuritanske 2014 ved jeg ikke, om MTV vil spille den i dag, men du kan finde den på YouTube.

"The other side" er umiddelbart en klassisk Aerosmith-bluesrock-sang. Men der er en hornsektion med på numret, hvilket er nyt i deres univers. Den sidste single "What it takes" er en power-ballade, en type rocknummer, der var meget populært på dette tidspunkt.

Min favorit på pladen er ikke nogen af singlerne, men derimod sangen "My girl" som er klassisk Aerosmith-bluesrock, som ruller stille og roligt derudaf. En anden sang, med den fantastiske titel "Don't get mad, get even", er også et rigtig godt bluesrock-nummer.

Pladen binder 1970'er- og 1980'er-Aerosmith sammen, så pladen er et godt sted at starte, hvis man vil lytte til Aerosmith. Jeg har sunget med på singlerne, men jeg kan bedre lide den klassiske bluesrockende Aerosmith.

Jeg kan godt lide denne plade, da den har de hits, der gjorde at Aerosmith kunne komme i radioen. Men de havde ikke glemt deres fortid, derfor præsterer den at dele sol og vind lige, så de ikke ender med at miste deres gamle publikum.