Genrer
Al Green: Greatest hits
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 52
Greatest hits-plader er en tricky kunst. Det er svært at få dem til at lyde sammenhængende, og det slår i de færreste tilfælde at høre et album, hvor sangene fra starten af er udviklet med henblik på, at man skal høre sangene i hinandens kontekst. En undtagelse fra denne regel er soulsangeren Al Greens Greatest hits fra 1975. Al Green udgav sit debutalbum i 1967, men denne opsamling strækker sig ikke længere tilbage end til 1970. Samtidig er de yngste tracks på udgivelsen blot fra 1973. Pladen dækker derfor over en spinkel tidslomme på knap fire år, og heri ligger en stor del af styrken ved Al Greens Greatest hits. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at alle albummets ti sange var indspillet den samme måned. De to første, lidt mere rå, bluesede album bliver sprunget over, så vi ikke hører ham mens han er i gang med at finde fodfæstet. I stedet kører vi gnidningsfrit igennem ti smooth, sensuelle og til tider lettere funky soultracks, hvor Al Green-lyden for alvor er blevet fundet. Og siden vi jo har at gøre med de største hits fra den periode, er niveauet virkelig højt.
Det er kun få af Greens bedste sange, der bliver forbigået. Til trods for at albummet med nær nøjagtig timing blev udgivet som hans storhedstid var ved at være overstået, har det ramt vældig præcist i forhold til hvad der i eftertiden ville blive husket bedst. Det magelige afslutningsnummer "Let’s get married" fra 1973 er nok det eneste, der lidt er gået i glemmebogen, og mens jeg ikke vil kalde det et højdepunkt, er det faktisk en ganske tilfredsstillende sang til at afslutte et album, der fører lytteren rundt i kærlighedens op- og nedture. Man kunne savne "Take me to the river" fra 1974-albummet Al Green explores your mind – et album, der ikke er repræsenteret med nogen sange. Men nuvel, sangen var end ikke udgivet som single, og den fik ikke rigtig hitstatus før Talking Heads’ fantastiske coverversion fra 1978. Så er der selvfølgelig også 1972-sangen "Love and happiness", muligvis Greens bedste skæring nogensinde. Den blev først udgivet som single i USA i 1977, men dette år sørgede pladeselskabet for at genudgive Greatest hits i den version, der nok er mest almindelig i dag, nemlig hvor hans cover af Bee Gees-sangen "How can you mend a broken heart" er erstattet af "Love and happiness".
Opsamlingen er ikke lang. Med sine ti sange varer den 36 minutter, så der er plads til, at begge sange kunne have været der. Jeg skal dog ikke klage over, at "How can you mend a broken heart" blev fjernet – det er i mine øjne klart originaludgavens svageste punkt, selv om den stadig overhaler Bee Gees-originalen med meter. Men jeg er også glad for at vi får en erstatning i stedet for et supplement, da albummets flow kun bliver gjort mere elegant, og da 36 minutter er rigeligt til at skabe en solid Al Green-skive. Hans lyd er meget konsekvent med de blide strygere, sprøde guitarlicks, diskrete trommer, diabolske orgelpassager, sjælfulde blæsere og groovy basgange. Mange bandmedlemmer går igen på tværs af hans album, og det hjælper så absolut på helhedsoplevelsen. Vi har at gøre med noget så sjældent som en opsamling, hvor sangene ikke blot tankeløst bliver smidt i kronologisk rækkefølge – i stedet er de ordnet, så de rent faktisk understøtter hinanden dynamisk og sørger for at gøre Greatest hits til en helstøbt gennemlytning. Med kun ti sange får vi en effektiv bouillonterning, der mætter ethvert soulhungrende øre uden at spilde tiden på overflødigheder – på alle måder den ideelle Al Green-oplevelse.