Genrer
Alban Berg: Lyrisk suite
Fleming mestrer de svære intervaller, og Emerson bidrager til den luksuriøse klangverden
Det må have været spændende at bo i Wien i de første årtier af det 20. århundrede. På snart sagt hvert gadehjørne eller kaffehus har man kunnet træffe store forfattere, malere og komponister, som ikke var bange for at gå nye og aldrig tidligere betrådte veje. I de kredse gik man ikke op i seertal, og "elitær" var en hædersbetegnelse. På denne cd møder vi to af komponisterne, begge elever af Arnold Schönberg, med musik, der stadig udfordrer lytteren, og som giver dyb tilfredsstillelse ved nærmere bekendtskab, her i fremragende udgaver med Emerson String Quartet og Renée Fleming.
Alban Bergs Lyrisk suite for strygekvartet er mesterværket på cd’en, og den bliver spillet suverænt, klangprægtigt og engageret af Emerson String Quartet. Den følges af en overraskelse: sidste sats, den depressive Largo desolato, kommer én gang til, denne gang med tilføjet sang. Bagved ligger et stykke selvbiografi fra Alban Bergs side, nemlig hans forelskelse i en gift kvinde, som også affødte operaen Lulu. Musikken indeholder en række både skjulte og åbenlyse symboler og private budskaber. Blandt de umiddelbart genkendelige er et citat fra Wagners Tristan og Isolde; blandt dem, som først blev afsløret længe efter komponistens død, er, at sidstesatsen har en skjult tekst, der kunne synges sammen med musikken. Her kan man så høre gådens løsning. Digtet "De profundis" af Baudelaire, oversat til tysk af Stefan George, om uforløst kærlighed passer smukt ind i musikken, og tilføjer et nyt lag af betydning oven på alle de andre.
Egon Wellesz (1885-1975) var studiekammerat med Berg. Hans fem sonetter til tekster af Elisabeth Barrett Browning for sopran og strygekvartet er højekspressive, tonalt avancerede, omend ikke i tolvtoneteknik som Bergs til dels er. De blev skrevet i 1934, inden han måtte emigrere til England i forbindelse med Hitlers Anschluss af Østrig. Det er stærk og sjældent opført musik, der ligger fint for Renée Flemings sopran. Hun mestrer de svære intervaller og den ekspressive diktion med uforstyrret stemmebalance og gylden klang. Også Emerson-folkene bidrager til den luksuriøse klangverden - man får næppe smukkere gengivelse af musikken end her.
Den mindre kendte Erik Zeisl (1905-59), endnu en komponist, der forlod Østrig og emigrerede til USA, får lov til at runde cd'en af med en lied i senromantisk stil over den fra Bach kendte tekst "Komm, süsser Tod". Her er vi på helt igennem velkendt grund. Igen skønt sunget og spillet, og det tonale tonesprog falder beroligende på ørerne.