Allan Olsen – nu med dronning

Århus Festuges Gallaåbning 27.8.2010, Musikhuset Århus

Musikken til årets gallaåbning var lagt i hænderne på troubaduren Allan Olsen, som er kendt for sin bramfrie optræden. Så det var med spændt forventning, vi indfandt os i Store Sal til denne unikke konstellation, der foruden Allan Olsen bestod af jazzorkestret Torben Westergaard/Oktober og 12 strygere fra Århus Symfoniorkester – hele ensemblet dirigeret af Rasmus Hansen.

Naturligvis modtog vi først stående Hendes Majestæt Dronning Margrethe med følge, hørte borgmester Nicolai Wammens tale om ”nationens største nabofest” og dronningens, som var dejlig kort og koncis. Hendes konklusion ”Tag godt imod din nabo. Man får ikke en bedre nabo, end man selv er” kunne vi alle nikke pænt til.

Og så blev det musikkens tur. Tolv strygere og seks jazzmusikere kom på scenen, derefter dirigenten og sidst Allan Olsen. En grundakkord blev startet i strygerne, og den eminente trompetist Flemming Agerskov spillede en luftig trompetouverture. Nummeret var ”Lille gråspuv”, som Allan Olsen sang/reciterede indfølt henover den instrumentale vellyd. Uden kommentarer (!) startede andet nummer ”Lorna”, som sør’me også er en hyldest til tv-serien ”Matador”! Virkelig en anden Olsen end ham, der stod på scenen med kammersjukkerne i Dalton i Randers Ugen i tirsdags!

En rigtig flot vellyd fyldte salen – og troubaduren begyndte at kommentere sine finurlige numre med gode historier. Men med en større ydmyghed og afdæmpethed, end vi er vant til. Og det klædte faktisk Olsen, da hans sange i sig selv rummer så meget, at de ikke nødvendigvis behøver mange forklaringer.

Jazzorkestret lagde en kompetent backing, som måske ikke var udpræget jazzet, men swingede som rigtig rock. Allan Olsen ændrede på sætlisten, så vi også fik nummeret ”En der er grim”. En gevinst; et tæt nummer med skæve betragtninger om grimme kvinder.

Dette nummer var ikke arrangeret for fuldt orkester, så strygerne fik en velfortjent pause. Strygernes rolle var mest den traditionelle: De brede Mantovani-strygerklange som honning til øret - der var dog enkelte tiltag til mere spændende modstemmer.

Sidste nummer, som kan kaldes ekstranummeret i denne stramt komponerede koncert, var den 30 år gamle Allan Olsen klassiker ”Op til Alaska”. Et pompøst epos, som passede perfekt til aftenens orkester. Jeg associerede øjeblikkeligt til Beatles’ ”Let it be”, et af verdens største numre. Samme toneart (C-dur) og minsandten også med en guitarsolo, der var tæt på George Harrisons i ”Let it be”.

Nærmest også aftenens enenste guitarsolo fra Mika Vandborg, som ellers ikke plejer at være så langt tilbage på scenen i andre sammenhænge …

Pænt, langt og fortjent bifald for denne vellydige koncert. Men aftenen var jo ikke forbi endnu …

[Rasmus Elmelund]   Troubadouren leverede sine ni sange med balanceret professionalisme, og mellem dem fortalte han røverhistorier. Veloplagt, bramfrit og mest kredsende om hans opvækst i Sydbyen i Frederikshavn. Romantiske hverdagshistorier og små refleksioner over svære emner som alder og udlængsel. Lidt ligesom hans tekster.er en stor sangskriver. Og det blev samtidig bevist, at hans sange og stemme kan klare et så storslået arrangement. Til UG.

[Peter Elmelund]   Og den Leonard Cohen-agtige lyrik og stemning, der undertiden er i Olsens sange, kom til sin ret under aftenens omstændigheder. Højdepunktet var for mig det magiske nummer ”En der er grim”, en hyldest til den grimme kvinde, som blev endnu mere magisk med hjælp fra Torben Westergaard/Oktober og Aarhus Symfoniorkester (og ikke mindst en fortryllende trompetsolo). Lydbilledet var pompøst, og generelt var der god lyd, selvom Olsens egen guitar desværre druknede i strygerhavet det meste af tiden.

[Peter Elmelund]   I år havde man valgt at lave en gentagelse af gallaåbningen i umiddelbar forlængelse af ”den rigtige” – og med flere numre. Så henimod kl. 21.30 blev Store Sal 2/3 fyldt med publikum, som nu var ”hvermand”. Allan Olsen kom ene på scenen og bød velkommen til Folket – ”Nu har jeg spillet for De Rigtige Mennesker, nu er det jeres tur!” Brølende bifald. Første nummer var en lille, fin sang, ”Vor dronning”, som var en lidt tvetydig hyldest til Dronning Margrethe. Ikke for at score billige point; Olsen har tidligere udtalt sin oprigtige, positive holdning til monarken. Han var nu mere afslappet og rund i sin fremtoning – go’e gamle Olsen. Efter nogle solonumre, som det officielle publikum altså gik glip af, kom hele ensemblet på scenen. Og vi fik de flotte numre igen, nu med lidt længere – og bramfri – forklaringer. ”Miss Pachoulia” fik en lidt mere saftig kommentar med på vejen. I øvrigt et nummer, som havde en fantastisk smuk introduktion i strygerne; det ville jeg gerne have mere af, når nu instrumenterne var der! Generelt var denne 2. koncert tættere – en sublim lyd fra scenen og et aktivt, nærværende publikum.

Dette var en rigtig koncert med rigtige ekstranumre; først Olsen solo på banjo med de fine erindringsglimt i nummeret ”Inden Bay City Rollers kom frem” og sluttelig (igen) den storladne ”Op til Alaska” – vi havde næsten lighterne fremme …

Selv om det officielle program mener, at det formentlig er eneste gang, vi kan opleve dette ganske særlige naboskab, kan vi da håbe på at møde Allan Olsen i sådanne rammer igen – det giver en stor oplevelse!