Aloha from Hawaii - 40 år

Året er 1973. Elvis kommer. Ud til hele verden - via satellit. Ovenpå comeback både på scenen,  i pladestudiet og gennem et par koncertfilm var tiden nu inde til at bringe Elvis ud live til hele verden. Selvom det ikke var allerførste gang overhovedet, at der blev tv-transmitteret via satellit, har netop dette show fået nærmest ikon-status.

Showet

Hvad var det så verden fik at se dengang i 1973? Elvis var et stort navn - ingen tvivl om det. Husk på:  det var en tid før internet og hurtige medier. Der blev ikke lige uploadet et klip fra en koncert nærmest samme øjeblik som det var fremført, så det her var spændende. Herhjemme kendte man jo kun til Elvis fra plader, film og skriverier. Nu fik man ham endelig - næsten - live.

Selve showet fandt sted i Honolulu, Hawaii og  skulle transmitteres den 14. januar 1973 kl. 12.30 am. Selvom det hed sig at det var world-wide, skal det tages med et gran salt. Det var især de fjernøstlige lande som Japan, Filippinerne og Australien der så det live. På grund af tidsforskellen blev det i visse europæiske lande først vist den efterfølgende dag og i England og USA endda senere endnu. Men ikke desto mindre regnes det stadig for at være den meste sete tv-optræden med en entertainer, med anslåede seertal på omkring 1 -1,5 mia. Flere end der så den første månelanding. Dertil kommer så alle genudsendelser, video- og dvdudgaver osv. Showets instruktør var Marty Pasetta, som på den tid var kendt for at stå for bl.a. Oscaruddelingsshows.

Og det man fik at se var imponerende. Ikke mindst efter datidens forhold. Den fattige dreng fra sydstaterne, den hofteswingende rock'n'roller, den 'pæne' all-american good-guy fra de tamme film fra 1960'erne entrede nu scenen til tonerne  af 'Also Sprach Zarathustra'... . Den går over i 'See See Rider' og Elvis træder ind på scenen. Han bærer en af de dragter der er blevet symbol på den 'sene' Elvis...Skinnende hvid, høj krave, besat med glitrende sten og 'guld og sølv'. Men netop denne dragt har et specielt motiv. Det er den amerikanske ørn. Efter Elvis egen idé ville han gerne med dette show også signalere 'Amerika' og mente at netop ørnen var perfekt til dette. Det skal nok ikke så meget ses som et politisk statement. Mere som hans måde at udtrykke en form for stolthed eller taknemmelighed over at han var nået dertil. Den amerikansk drøm udlevet. Og nu udsendt til hele verden via satellit. 'Phew, it's hard to comprehend', havde han sagt i et interview forinden, da showet første gang blev præsenteret og hvor alle modtager-landende var linet op. Efter to sange byder han velkommen - og med let bævende stemme bekendtgør at 'We're gonna try to do all the songs you wanna hear'... Han er forståeligt nok nervøs...Det er MANGE der sidder der og kigger på...

Koncerten

Som nævnt entrede Elvis scenen til tonerne af 'Also spach Zarathustra'.  I og for sig er set-listen den samme, som ved hans andre koncerter på denne tid. Og så endda ikke helt. Ved generalprøven et par dage før havde man konstateret, at showet blev lige lovlig kort, hvorfor man i hast tog et par ekstra numre på repertoiret. Det blev numre som 'I Can't Stop Loving You' og 'I'm So Lonesome I Could Cry'.

Og han kaster sig ud i en bred vifte af sange. Der er hans egne sange, der er fortolkninger af andres, der er country, rock - og der modne sange. Verden bliver præsenteret for en sanger, der kan andet og mere end 'Hound Dog'. Han leverer en fin fortolkning af Beatles' 'Something' og  flotte vokal præstationer  i  sange som  'What now My Love', 'You Gave Me a Mountain' og 'It's Over'. Elvis var på dette tidspunkt nyskilt, og det er gennem tiden ikke gået upåagtet hen, at netop disse  sange kan tillægges et vist selvbiografisk indhold.  Selvfølgelig får vi også Elvis-klassikere som 'Hound Dog' 'Suspicious Minds' og 'Love Me', men det er som om, at han meget bevidst vil vise verden den anden side også.

Han holder også fast i 'Amerika-tanken'. Gennem nogen tid har han haft 'An Amrican Trilogy' på repertoiret - en sammensætning af 'Dixie',' All My Trials' og 'Battle hymn of the Republic' og giver her en fantastisk version til hele verden. Man kan næppe forestile sig noget længere væk fra den generte unge fyr, der 20 år tidligere havde kæmpet for overhovedet at blive hørt på Sun-studiet i Memphis...

Musikalsk bakkes Elvis op af sit sædvanlige orkester. Rytmegruppen bestående af det band, der senre blev kendt som 'The TCB (Taking Care of Business) Band, med James Burton, Ronnie Tutt, Jerry Scheff og Glen Hardin og Charlie Hodge. Dertil kom back-up sangerne J.D. Sumner & The Stamps, The Sweet Inspirations og Kathy Westmoreland samt The Joe Guercio Orchestra.

Holder den idag?

Ja. Som fænomen holder koncerten. Godt nok er der i årene efter Elvis' død dukket tonsvis af andre koncerter op, og især mange samlere eller Elvis-fans vil sige, at Aloha ikke som koncert isoleret betragtet nødvendigvis er den bedste. Elvis kan forekomme nervøs og afmålt, men stemmen er der. Igen er det vigtigt at holde sig det historiske aspekt for øje. Det var for så vidt første gang man så Elvis live uden for USA. Albummet fra koncerten blev et hit. Samtiden blev præsenteret for en modnet kunstner, og idag ser vi stadig en Elvis på toppen. Nogle vil hævde, at det var sidste glimt af 'Kongen på toppen', hvilket også til dels er rigtigt. I hvert fald kom Elvis aldrig til Europa eller Asien i levende live. Og det næste nye man så fra Elvis var koncerter filmet kort før hans død i 1977. Og det var en anden Elvis - og en anden historie.

Men hvorfor?

Men hvorfor et sattelit-transmitteret tv-show? Hvorfor ikke en verdensturné? Baggrunden var at Elvis Presleys manager, 'Colonel' Tom Parker havde set en tv-transmission fra et besøg den daværende præsident Nixon aflagde i Kina. Samtidig var der enorm efterspørgsel fra hele verden for at få Elvis til at give koncerter, så den model måtte da kunne bruges, mente Parker.  Der var bud fra England, Australien, Japan - ja, selv Danmark. I en mindebog der udkom kort efter Elvis' død i 1977 udtalte speedwaystjernen og ejeren af Vojens Speedwaycenter Ole Olsen, at han på et tidspunkt havde fået følere på, om man mon evt. kunne være interesseret... Men Elvis gav aldrig oversøiske koncerter. Iflg. visse antagelser fordi  førnævnte manager var illegal indvandrer til USA fra Holland, og ikke turde satse sit gode liv i USA... Resultatet blev altså, at man valgte at sende denne koncert "world-wide".

Lidt nørderier her til sidst

Oprindeligt var det tanken, at selve scenen skulle udformes således, at Elvis så at sige var alene på scenen og musikerne sad gemt. Men både fordi Elvis havde en tæt interageren med sine musikere - og vel også var en kende nervøs - blev det ændret. Han havde som vanligt sine musikere lige bag sig.

Showet var et velgørenhedsarrangement, hvor der blev samlet ind til 'The Kui Lee Cancer Fund'. Der blev indsamlet 75.000 USD. Kui Lee havde i øvrrigt skrevet sangen 'I'll Remember You', som Elvis bl.a. sang ved showet

Satellitteknikken var stadig fhv. ny dengang i 1973, og det var vigtigt at man var 'på' og fangede signalet i rette øjeblik. Derfor havde man i forvejen optaget generalprøven to dage før, så den kunne sendes, hvis det skulle glippe med at gå på live.

Da publikum havde forladt salen efter showet d. 14 gik Elvis og musikerne på scenen igen. Her indspillede de en håndfuld bonusnumre, primært fra filmen 'Blue Hawaii'. Disse blev brugt i den amerikanske udgave af showet

Du kan låne dvd'en  'Elvis - Aloha From Hawaii, de-luxe edition' på dit lokale bibliotek. På youtube findes der også masser af klip fra de to shows.