And the Oscar goes to ... 2011

Årets Oscar-uddeling finder sted natten mellem søndag den 27. og mandag den 28. februar 2011. Prisen for bedste "original score" kan i år tages hjem af enten A. R. Rahman, som har skrevet musik til 127 hours, John Powell for musikken til How to train your dragon/Sådan træner du din drage, Hans Zimmer, som er ansvarlig for Inception-soundtracket, Alexandre Desplat for soundtracket til nomineringsslugeren The king’s speech/Kongens store tale, eller Nine Inch Nails-bagmanden Trent Reznor og Atticus Ross, som stod bag det musikalske rat på dette års bebudede favorit til prisen for bedste film, Facebook-filmen The social network. Musikbibliotekar Katrine Nordland bringer her – i lighed med sidste år - en gennemgang af årets nominerede scores.

127 hours: Musik af A. R. Rahman

127 hours er nomineret til seks Oscar-statuetter, heraf både for bedste film og bedste mandlige hovedrolle. Udover for sit ’score’ er A. R. Rahman også nomineret for bedste originale sang: ”If I rise”, som han har skrevet til 127 hours i samarbejde med sangerinden Dido og hendes producer (og storebror) Rollo Armstrong. Denne sang er næsten lige så monoton og kedelig som   Annie Lennox’ Oscar-vindende sang Into the west” fra The lord of the rings: The return of the king (som vandt i 2004), men ar den eksistensberettigelse, at den fungerer som signatursang til en film, der handler om en bjergbestiger, der er fanget under en stor klippe i 127 timer og ender med at… ja, lad os ikke spolere noget for nogen, men tage ganske desperate midler i brug for at slippe fri. En del af filmens idé er netop at vise kontrasten mellem den selvfede daredevils liv i overhalingsbanen og så den bratte, komplette stilstand, da han sidder fanget helt alene i ørkenen. Og hertil er en sang, der emmer af monotoni og røstesløshed, måske på sin plads.

Den indiske komponist A. R. Rahman vandt min livslange respekt, da han i 2009 modtog samtlige store filmpriser for edste musik til filmen Slumdog millionaire (herunder også for sangen ”Jai ho”). Rahman er kendt som ”The Mozart of Madras” og har været professionel musiker fra barnsben. Han er for indisk film, hvad John Williams er for Hollywood, men har været i den vestlige filmindustris søgelys, siden han i 2001 skrev musik til filmen Lagaan: Once Upon a Time in India, som året efter blev nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. Rahman har skrevet musik til 116 film og et svimlende antal indiske tv-reklamer. I 2002 samarbejdede han med Sir Andrew Lloyd Webber om opsætningen af en Bollywood-musicalversion af Romeo og Julie med titlen Bombay dreams (som vi kan forvente en filmversion af i 2013).

Og hvordan illustrerer man så i musik en ellers optimistisk og selvsikker mands lidelser, mens han i over fem døgn fastklemt i Utahs stegende hede kæmper mod tørst, sult, hedeslag, angst og i sidste ende ubeskrivelige smerter? Well, i instruktøren Danny Boyles og Rahmans vision slår man en ørken-’setting’ an, benytter sig af førnævnte monotoni og undlader at forfalde til selvmedlidende patos eller sentimentalitetsleflende violiner, der skal forcere følelser frem i publikum.

Soundtracket til 127 hours kan lånes på bibliotekerne fra den 22. marts 2011, men findes allerede nu i Bibzooms katalog.

How to train your dragon: Musik af John Powell

Ikke overraskende har instruktørerne af den animerede eventyrfilm, How to train your dragon, ringet til John Powell, da de skulle have besat filmens musikside. Powell er nemlig i sandhed ikke fremmed for animationsfilmen: Han står bag musikken til gigantsucceser som Antz, Vejen til El Dorado, Flugten fra hønsegården, Shrek, Ice age 2 og 3, Happy feet, Bolt og Kung fu panda – sidstnævnte, mind you, sammen med min helt, Hans Zimmer (og en opfølgning, igen med begge d’herrer i komponiststolen, forventes senere på året). How to train your dragon er – selvfølgelig – nomineret i kategorien “Bedste animerede film”, hvor den – selvfølgelig – vil få baghjul af Disney/Pixars Toy Story 3. Men på musiksiden er den altså den eneste animerede film, der har fået en nomination for sit ’score’, og det må unægtelig siges at være velfortjent.

How to train your dragon har ligget til højrebenet for Powell allerede på tegnebordet. Der er vikinger, der er drager, kærlighed og eventyr, alt sammen med massivt potentiale for storladen, tematisk bredtfavnende musik. Powell udnytter en oplagt mulighed for at skabe ledemotiver (temaer, der ’hører til’ eller karakteriserer en bestemt figur, følelse eller begivenhed i filmen) og musik, der ikke – som det ellers er typisk for tiden – er bange for at stå for tydeligt frem med stærke melodier og brug af hele orkestrets farvepalet. Man bemærker, at “nu spilles heltetemaet sørme på klarinet”, eller “dragekampen illustrerer Powell med militant slagtøj og ekstremt dybtliggende messingblæsere”. Og det er jo ellers en stikken-snuden-frem, som de fleste filmkomponister er bange for, fordi det jo sådan set ikke er meningen, at man som filmpublikum skal bemærke filmmusikken. Hvis man ikke lægger mærke til den, så har det virket!

Med sine svulstige orkestreringer og klare ledemotiver er Powell derfor en smule old-school og lægger sig i den tradition, som John Williams (Star wars, Indiana Jones) og Alan Silvestri (Back to the future-trilogien) er klare eksponenter for. Der er ikke tale om den drone-agtige, melodifattige baggrundsmusik, der underbygger stemninger, uden at vi bemærker, at der er musik. Men til gengæld lader musikken til at have en mission: At understøtte eventyret og illustrere filmens enorme, følelsesmæssige spændvidde: Harmoni, uhygge, skræk, tvivl, forundring, venskab, kærlighed, sorg, optimisme og frem for alt sjov. Det må simpelthen have været sjovt for Powell at skrive musik til denne film – sådan lyder det i hvert fald. Fra det stærke og til tider keltisk-inspirerede hovedtema i ”This is Berk” over de smukke, stille “Romantic Flight” og ”Forbidden friendship” til den fremturende ”Test Drive” og gruopvækkende ”Dragon battle” får vi simpelthen serveret hele spektret på en måde, så man ikke keder sig i ét sekund. Og skal Hans Zimmer igen forbigås, så vil jeg – med fare for at gentage mig selv i forhold til sidste år, hvor jeg også anbefalede en animeret film som ’runner-up’ – håbe på, at John Powell tager prisen i år.

Inception: Musik af Hans Zimmer

Jeg har sagt det før, og jeg gør det hjertens gerne igen: Tyskfødte Hans Zimmers ubeskrivelige geni fortjener mange flere Oscars, og det hører ingen steder hjemme, at manden kun har vundet én gang (for sit hårrejsende score til Disney-filmen The lion king fra 1994). Denne er hans niende nominering (to i 1999), og hvis du ikke kender Zimmers musik, så kan det kun gå for langsomt med at få stiftet bekendtskab med de fantastiske scores fra film som Rain man, Crimson tide, The rock, The thin red line, Gladiator, Mission: impossible 2, Pearl Harbor, Black hawk down, The last samurai, Christopher Nolans to Batman-film, The Da Vinci code, Angels & demons, sidste års Sherlock Holmes og de to sidste film i Pirates of the Caribbean-trilogien. Og disse er endda kun 16 ud af de 134 film, der har Zimmers navn på plakaten, og hvis soundtracks i vidt omfang haves på de danske biblioteker. Sidste år var Zimmer nomineret for Sherlock Holmes, og jeg slikker stadig sår over, at han ikke vandt, men blev forbigået af Michael Giacchinos tematisk velbearbejdede, men også lidt ensformige, score til Disney/Pixar-hittet Up.

Med Inception returnerer Zimmer fra en tur i actionkomediegenren – som Sherlock repræsenterede - til det, som er hans varemærke: Et symfonisk actionscore med masser af elguitar og emfase på det ’maskuline’ (dog mindre percussion, end vi er vant til fra ham), elektronisk bearbejdning af de fleste lyde og et tema, der typisk for Zimmer reelt kun består af to toner, der gentages (hvilket vi også så i Batman-filmene). Simpelt på den melodiske side, altså, men med hele arsenalet af lydgivere trukket ud, og en evne til på Bolero-vis at bygge sin musik op i et emotionelt crescendo, så de små hår på armene rejser sig. Dette demonstreres tydeligst i tracket ”Dream is collapsing”, som reelt er filmens hovedtema.

I skæringerne ”Old souls” og ”Waiting for a train” går der Blade runner i den med en nostalgisk og svært 80’er-agtig elektronisk tremolo-baggrund, på hvilken et stille klavertema illustrerer vor helts savn af sin afdøde hustru. Helt anderledes er udtrykket i ”Mombasa”, der som soundtrackets eneste track er domineret af rytmen og dermed spækket med slagtøj. Denne skæring er også et klassisk eksempel på Zimmer som ”lyd-ingeniør”; han elsker at eksperimentere med og dissekere lyde for at skabe nye og – passende til Inceptions handling – på denne måde lege med publikums underbevidsthed og følelser. Tracket ”Time” bliver – sammen med ”Dream is collapsing” – det tema, som folk vil tage til sig som Inceptions ”Chevaliers de Sangreal” (fra The Da Vinci code) – et storladent, emotionelt tema, der gradvist bygges op og giver den klang af monumentalitet og dramatisk overskud, som instruktøren Christopher Nolans visuelle mesterværk fortjener.

Et så stemningsvækkende og dramatisk, stilsikkert og tematisk idérigt soundtrack skal bare Oscar-præmieres, og mor bliver sur, hvis Hans Zimmer ikke snart får, hvad han fortjener!

The king’s speech: Musik af Alexandre Desplat

The king’s speech er nomineret i overvældende 12 kategorier, heriblandt for bedste instruktion (Tom Hooper), bedste manuskript, bedste fotografering, bedste mandlige hovedrolle (Colin Firth), begge birollekategorier og den eftertragtede pris for bedste film. Den har ikke haft dansk premiere endnu (sker først den 3. marts 2011), hvilket unægtelig gør det svært at sige noget om musikkens styrke i forhold til den film, den akkompagnerer. Men den fransk/græske komponist Alexandre Desplat er ingen Mr. Nobody for din soundtrack-anmelder, og derfor kan der sagtens siges ét og andet om hans soundtrack til The king’s speech alligevel.

For det første er Desplat én af de komponister, som også var at finde i The Kodak Theatre sidste år, med samme nominering under vesten. I 2010 var det for den animerede Fantastic Mr. Fox, og derudover har Desplat været nomineret til en Oscar to gange tidligere, i 2007 for musikken til Stephen Frears' The queen og i 2009 for soundtracket til David Finchers The curious case of Benjamin Button. Bortset fra i 2008 har han altså været nomineret ved Oscaruddelingen uafbrudt siden 2007! Han har så ikke vundet endnu, men fik i 2007 en Golden Globe for sit subtilt stærke score til John Currans The painted veil. Også i år var Desplat nomineret til en Golden Globe for netop The king’s speech, men vandt altså ikke. Derudover er Desplat ansvarlig for musikken til film som Girl with a pearl earring, Syriana, The golden compass, Coco avant Chanel, Julie & Julia og begge Harry Potter and the deathly hallows-film, hvoraf del 1 er repræsenteret ved Oscaruddelingen med nomineringer for visuelle effekter og kulisser, og del 2 har dansk premiere i juli 2011.

Filmens smukke klaver-hovedtema høres i samme version både i skæringerne ”The king’s speech”, ”The royal household” og ”My kingdom, my rules” og er nuttekært, men efter min mening i betragtning af sin hyppige, ubearbejdede eksponering ikke nok til at skulle udløse en Oscar. Det var lidt det problem, jeg havde med Michael Giacchinos vindende ’score’ til Up sidste år, men i det mindste præsenterede Giacchino sit tema i mange forskellige versioner afhængig af, hvilken stemning, filmen på et givent tidspunkt ville formidle. Et andet problem, jeg har med The king’s speech’s soundtrack, er det faktum, at Desplat til tider decideret låner fra Patrick Doyles score til Ang Lees Sense and sensibility (skæringerne “Queen Elizabeth” og ”My kingdom, my rules”). Og mens inspiration fra og stilistisk samhørighed med andre efter min mening er ganske i orden og ikke i sig selv bør diskvalificere én fra at få en Oscar, bør man nok ikke i den grad lægge sig direkte op ad et forlæg.

The social network: Musik af Trent Reznor og Atticus Ross

The social network ligger side om side med Inception fsva. antallet af nomineringer med 8 hver. David Finchers The social network er nomineret i de fleste ’tunge’ kategorier og er ubestrideligt udråbt til favoritten til at tage prisen for bedste film. Musiksiden – der tidligere på året tog en Golden Globe hjem – sørger Trent Reznor og Atticus Ross for. Og her er Katrine på udebane, thi Trent Reznor er ikke en komponist, som har dusinvis af symfoniske filmscores på samvittigheden. Faktisk har han nul. Han er stifter og leder af industrial-bandet Nine Inch Nails, og mens dette band har leveret musik til masser af film og tv-serier, er Reznor her komponist på sin første spillefilm. Atticus Ross har skrevet musik til tv-serien Touching evil og spillefilmen The book of Eli, men er derudover også et relativt ubeskrevet blad i Hollywood. De to har haft så god en oplevelse af at samarbejde med David Fincher om The social network, at de nu skriver musik til endnu én af hans film, nemlig den længe ventede amerikanske udgave af Mænd der hader kvinder: The girl with the dragon tattoo, som forventes af få dansk premiere ved juletid 2011.

Soundtracket til The social network er blevet bredt udskældt for at være ulideligt monotont, repetitivt, støjende og uopfindsomt. Hør f.eks. tracket “Hand covers bruise”, som i over fire minutter udelukkende består af en violin-”summen” tilsat omgivende, elektroniske effekter, over hvilket man hører et seks-toners klavermotiv igen og igen. Der er intet episk her, et symfoniorkester ville ikke ane, hvad det skulle stille op, og de følelsesmæssige udsving er snart sagt ikke-eksisterende. Folk, der argumenterer for, at dette gør Reznor og Ross’s score uværdigt som Oscar-materiale, har dog tilsyneladende misforstået eller overset pointen ved filmen The social network. Musikalsk er her leveret præcis, hvad filmen kræver: Minimalistisk, organisk men stadig teknologisk, ensom musik. IT-übernørdernes signaturmusik. Svært at forestille sig vores unge sociopat-agtige computer-whiz Mark Zuckerberg taste løs på sin bærbare til en anden baggrundsmusik.

Det siger efter min mening sig selv, at musikken til en film om computernørderi, programmeringshistorie og fraværet af kød-og-blod-venskaber skal have sin base i elektronisk musik. Det har Reznor og Ross taget konsekvensen af og strakt idéen så langt, at de også i deres soundtrack inkluderer masser af såkaldt 8-bit-musik (lyt f.eks. til skæringerne “Intriguing possibilities” og “In motion”). 8-bit-musik kan bedst beskrives som 80’er-videospilsmusik á la Pacman, og selvom Facebook som bekendt ikke er et opfindelse, der hører til i 80’erne, fungerer denne type musik (som f.eks. fik min 9-årige, Nintendo-elskende søn til at juble, at mor endelig havde fundet noget fornuftig musik at lytte til) forbilledligt i placeringen af os blandt uhelbredelige IT-nørder.

Der er altså ingen virtuositets- eller emotionel wow-faktor i dette score, og det er nok at betragte det som, at det blev ”den lille indsats”, der vandt, hvis Reznor og Ross vinder i år. Der har ikke været brugt nær så mange hænder, timer og dollars på at udvikle musikken her, som der f.eks. har i tilfældene Inception eller How to train your dragon. Jeg synes, at Oscaruddelingen lægger op til at belønne ”den store indsats”, og mener derfor, at The social network på musiksiden skal være ganske stolt og tilfreds med at have fået en velfortjent nominering.