dummy

András Schiff og Beethoven

29-05-2013
Kjeld Kirk Thøgersen

Den ungarske pianist András Schiff har i mange år haft et nært forhold til Danmark, og han har ved talrige koncerter - især i Tivoli - givet prøver på sit musikalske geni.

I 1997 modtog han Léonie Sonnings musikpris ved en koncert, hvor han spillede værker af Schubert. Og Schubert - og især Mozart - er nok de komponister, man i første omgang forbinder med Schiff, men også bl.a. Bach, Haydn, Chopin og Bartok har han i perioder gået i dybden med.

I 2004 påbegyndte han en kronologisk indspilning af Beethovens 32 klaversonater, og parallelt med indspilningerne gav han i årene indtil 2007 en række koncerter i Tivoli, hvor Beethoven-sonaterne var på programmet - ligeledes i kronologisk rækkefølge.

András Schiff er musiker i renkultur. Her er ingen ydre falbelader, han kommer ind, sætter sig ved flygelet og begynder at spille - og på få øjeblikke er tid og sted underordnet, og man er en del af det musikalske univers, Schiff befinder sig i. Følsom, men aldrig sentimental, dramatisk, men aldrig bombastisk, raffineret, men uden den mindste leflen for publikum. Men først og fremmest musik - musik, hvor alle nuancer og stemninger bliver tydeliggjort og nye verdener åbner sig

András Schiff blev født i Budapest i 1953, begyndte at gå til klaverspil som 5-årig og uddannede sig senere i både hjemlandet og i London.

Han har spillet med de fleste internationale orkestre og givet et utal af soloaftener. Også kammermusik har han dyrket intenst og i enkelte tilfælde har han bevæget sig op på dirigentpodiet - bl.a. dirigerede han i 2001 DRSymfoniorkestret i alle Beethovens klaverkoncerter, dog siddende ved flygelet.

Endelig har han ved adskillige lejligheder akkompagneret flere af tidens kendteste liedsangere.

Lyt til András Schiff på Bibzoom