Anmeldelse af Taake, Copenhell

En tordnende, skinger stemme akkompagneret af tre benhårde fyre på strengeinstrumenter, sætter gang i det brag af en koncert, som Taake i 45 minutter fodrede det dystre og metallystne publikum på Copenhell med.

Man ænsede dårligt nok deres ankomst, klokken var 11, de var klædt i sort, med den lille, mørke Pandæmonium scene som venue, forsvandt de godt ind hele det dunkle scenarie, kun deres corpse-paintede ansigter lyste op og gave en fornemmelse af, at noget menneskeligt tog sin gang på scenen.
Da slaget begynder og instrumenterne får deres melodiske tæsk, bades scenen i epilepsifjendsk blinklys og der lyses derpå op, for Taake, - der ses hurtigt at de ikke går op i prangende udsmykning – et lille banner med deres våbenskjold, samt t-shirts og ansigtsmaling til crewet viste på bedste vis at musikken var hvad de var kommet for at fremvise os, kun Hoest var en smule dullet op, med sin kutte og langærmede dragt, men det er jo også så normalt at forsangeren skal skille sig ud.

Musikmæssigt var det en stærk succes. For nogle tilhørere der var nye til Taakes musik, syntes det var lidt for folkeligt, mange af deres sange havde et stærkt præg af vikingetoner, men da de fleste af deres tekster har en nordisk, vikinge- eller nationalistisk tekst, er det mere en smagssag, end reel kritik, da instrumenter, vokaler og sangtekster passede sammen tematisk.
Det var mere beundringsværdigt at der faktisk var en relativ stor variation i deres show og spillestile. De skiftede konstant mellem halvmelodiske middelaldertoner til den skingreste, tungeste og mørkeste Black Metal, hvilket var et stort plus i min bog, det gjorde at man, som lytter, fastholdt en stærk interesse og opmærksomhed gennem hele koncerten.

Generelt set var vokalerne meget lyse, næsten Mayhem-agtige tonmæssigt, dog ikke stilmæssigt, imens var instrumenterne intense og bragende gennem hele showet – variationen fandt sted i niveauer af tunghed, ekspertise, udførsel og dystehed, - de nåede dog aldrig rigtig op på de psykopat-højder af speedful, blasting destruktion der er at finde i Marduk, så selvom koncerten lagde op til et fint lille mosh-pit, var fornøjelighederne i den rolige afdeling.
Ensemblet fik ikke folk til at gå helt bersærk og sendte dem ej heller på viking til Asgaard – hvilket var helt fint, da man kunne gå amok til så mange andre koncerter på Copenhell, hvis man er af den støbning.
Kort og godt var det en meget veludført koncert, med en god variation af power og teknisk kunden, samt en virkelig fed fremvisning fra en entusiastisk frontman, som både nåede at flashe sin tattoo – og sin six-pack og at tilføje en spydig, samfundsrelevant kommentar, ”Lad os alle tegne Muhammed”. Det var et kraftfuldt sjovt, fra et formidabelt band, der i allerhøjeste grad ikke skuffede.

Lyt til Taakes albums på Bibzoom:

Helnorsk Svartmetall
Noregs Vaapen
Gravkamre, Kroner og Troner
Taake
Doedskvad
Kveld
Svartekunst
Nekro