Anmeldelse: Atoms For Peace – Amok

Atoms For Peace er en såkaldt supergruppe, hvor alle medlemmer er kendt i en anden musikalsk sammenhæng. Denne gruppe består af Thom Yorke (Radiohead), Flea (Red Hot Chili Peppers), Nigel Godrich (producer for Radiohead siden 1994) og en gut som hedder Joey Waronker, som har spillet med blandet andet Beck. En brasiliansk musiker som hedder Mauro Refosco har også bidraget til denne plade.

Bandet skulle være samlet, så Thom Yorke havde mulighed for at spille hans første soloalbum The Eraser live, de fik deres livedebut i 2009. Thom Yorke er aktiv i mange forskellige sammenhænge rent musikalsk, og virker på mig som en mand der gerne vil udfordre sig selv.

Nigel Godrich spillede en meget vigtig rolle på Thom Yorkes første plade, og Godrich har også haft en vigtig rolle i Radioheads udvikling og eksperimenter med elektronisk musik. Resultaterne kan især høres på de fantastiske plader OK computer fra 1997 og Kid A fra 2000.

Hvis du kan lide Radioheads eksperimenter med elektronisk musik, så vil du elske dette her. Som Red Hot Chili Pepper fan vil du være meget på udebane, hvis du ikke lide elektronisk musik. Jeg har svært ved at høre Fleas bidrag til musikken.

Lyden, som er på dette album, er de lettere klaustrofobiske stille pumpende elektroniske beats i flere lag, som også var på Thom Yorkes soloplade The Eraser fra 2006. Så titlen Amok virker noget ironisk. Hvis man skal være lidt grov, så kunne det lige godt være en soloplade for Thom Yorke, da det virker til, at han har styret festen fuldstændig. Den skal høres nogle gange, før den sætter sig, så blev jeg også suget ind. Jeg vil ikke ud i en længere diskussion af, hvilken genre det er inden for den elektroniske musik, den debat kan jo køre under denne tekst.

Denne plade bliver båret af Thom Yorkes meget karakteristiske stemme og ikke mindst hans tekster. Bare rolig: Jeg vil ikke ud i en dybere tekstanalyse, men teksterne er som altid hver at lytte til fra Hr.Yorke.

Det er svært at tage de enkelte sange/stykker ud og fremhæve dem, da pladen skal opleves og nydes i sin helhed. Men numrene Default og Judge Jury and Executioner har været ude som en forløber til pladen og er meget sigende for pladen i sin helhed.

Denne plade er ikke for alle, hvis du ikke er inde i Thom Yorke og Nigel Godrichs lydunivers, kræver den meget tilvænning. Hvis du ikke er kendt i universet, vil jeg anbefale dig at starte med OK computer eller Kid A med Radiohead og så arbejde dig fremad.

Jeg er stor fan af både Thom Yorke solo og Radiohead, så jeg er fuldstændig pjattet med det her.