Anmeldelse: Bob Mould - Silver age

Hittene sidder lige i skabet, guitaren er taktfast og vellydende, og Bob Mould får det maksimale ud af minimale elementer på gennemarbejdet udspil.

Han har haft en karrieremæssig rutsjetur. Han startede i hardcore-rock med Hüsker Dü, og vandrede siden målløst rundt som soloartist, før Sugar stoppede hans slingrekurs. Siden 1996 har han stået alene, men det er først nu, at Bob Mould for alvor laver et album, der kan overleve tiden.

Lyden på Silver Age er amerikansk alternativ rock ala Foo Fighters, der vælter ud af højttalerne fra første hæsblæsende hit til sidste sejlivede strofe på den 52-åriges solosejr. Formen er klassisk rocket, akkordskiftene sjældent overraskende og der sker ingen musikalske revolutioner på pladen.

Når den alligevel mejsler sig ind med kraft, skyldes det vitaliteten og den forfriskende energi, der er på hver eneste skæring. Der er livskraft nok til at Bob Mould med rette kan føle sig udødelig i de bedste øjeblikke.

Det eneste åbenbare problem med pladen er, at vokalen ligger langt tilbage i lydbilledet. Moulds stemme får simpelthen hverken plads eller diskant nok til at brænde igennem støjrockens gardin af lyd. Derfor bliver de lyriske kvaliteter unødigt svære at få øje på, og numrene bliver sværere at skille fra hinanden.

Derudover kan man måske indvende, at pladen kommer et tiår for sent i forhold til stilarten, men med den høje musiske kvalitet skal plade nok overleve, indtil genren bliver populær igen.