Anmeldelse: Iceage – You’re Nothing

Anmeldelse: Iceage – You’re Nothing

Der er vanvittige trommerundgange, overlegne guitarriffs og tårnhøjt tempo på energiudladningen fra Iceage, men trods højenergi kan de ikke genoplive punkens guldalder.

Det er i sagens natur svært at lave en kedelig plade, når den længste skæring er tre minutter og enogtyve sekunder. Der er fuld fart over feltet ind til det tredje nummer, der hedder Interlude og er designet for at få pulsen ned på jorden. Så man kan få et ordentligt spark i røven lige bagefter.

Iceage sendte deres debutplade på gaden til anmeldernes jubel i 2011, og opfølgeren lægger sig i samme solide spor. De unge mænd har pigtråden i plovfugen, og på nummeret In Haze spiller både temposkift, trommefill og guitarriff glimrende sammen med den modløse mandsstemme, der er fyldt med frustration og fandenivoldskhed.

På pladens næste skæring bliver tempoet sænket til noget, der nærmest kan minde om en punkballade, hvor klaverakkorder og en distortet guitar udgør bunden i en sørgmodig sang. Den mere eftertænksomme stemning bliver dog visket væk af dobbelttakttrommer og fuld tråd i omkvæd, der klæder kvartetten langt bedre end de stille vers.

Det største minus ved pladens første halvdel er den uklare og grumsede lyd. Der er simpelthen for meget støj til at sætte ordentlig pris på larmen. Den rodede æstetik kræver mere distinkt lyd og bedre produktion.

Everything Drifts præsenterer et mere klart lydbillede, hvor både guitar og sang træder klarer frem. Det ville glæde pladen, hvis flere numre havde så velproduceret udtryk. Det bliver det ikke mindre punket af. Tværtimod. Omvendt er det nemmere at gemme sig i sovset guitarstøj og tunge basfigurer, men bandet har niveauet til at satse mere og sætte mere på spil. Det gør de kun i glimt på en ellers gennemført opfølger til debutsuccesen.