Genrer
Aretha Franklin: I never loved a man the way I love you
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 83
For første gang anmelder jeg to plader af samme kunstner lige efter hinanden. Sidst var det Aretha Franklins Lady Soul fra 1968, som trods visse glimrende sange ikke rigtig formåede at fange mig. Den var ellers fra Arethas glansperiode på Atlantic Records i slutningen af 60’erne. Den første plade, hun udgav på dette pladeselskab var I never loved a man the way I love you i 1967. Jeg forventede noget i samme stil, idet både titlen og coveret leder tankerne hen på æstetikken fra Lady Soul. Jeg må dog erklære mig positivt overrasket, da det i forhold til både lyd og lyrik er en langt mere levende oplevelse. Overraskende mange af sangene har en lettere feministisk vinkel, navnligt de to store hits "Respect" og "Do right woman, do right man". De andre sange har dog stadig en vis power, der ikke typisk prægede Lady Soul, og det gør for mig I never loved a man the way I love you mere engagerende.
Dermed ikke sagt, at der er et totalt fravær af ballader. Især i starten er der en del. Bortset fra "I never loved a man (the way I love you)" og "Do right woman, do right man" er de ikke det, der interesserer mig mest, med mindre man medregner hendes cover af Sam Cookes "A change is gonna come". Det er ikke på niveau med Cookes original, kun ganske få er, men det er en flot hyldest. Hun har endda tilføjet en lille intro om, at sangen er nogle vise ord fra en gammel ven. Hun kendte da også Sam Cooke personligt, og det var nok ham, der inspirerede Franklin mere end nogen anden. Generelt er det dog numrene med mere gang i den, der tiltaler mig, bl.a. hendes cover af Otis Redding-sangen "Respect", som ikke blot musikalsk er blevet forbedret gevaldigt i et helt genialt arrangement, teksten er også ændret en smule, men det gør en stor forskel. Reddings udgave er lettere mandschauvinistisk, men Franklin formår at gøre det til en sang om lighed mellem kønnene. Og så lyder den bare helt fantastisk.
Jeg klagede lidt over det høje antal covers på Lady Soul, mest af alt fordi de føltes lettere ligegyldige. Her har vi allerede haft to covers, hvor Franklin tilføjer noget interessant, og det er langt fra de eneste covers på pladen. Næsten halvdelen af pladen er covers, og mens ikke alle er lige fænomenale, så varierer kvaliteten på hendes covers cirka lige så meget som på de originale sange, hvor Franklin selv har været med til at skrive en god portion af dem, bl.a. den rå, Sam & Dave-lignende "Save me" og den diskrete, latin-prægede "Don’t let me lose this dream". Strukturen på pladen er rimelig god. Der er ikke tale om nogen konceptuel rækkefølge, men der er sørget for mellemrum mellem de langsommere ballader, så man sagtens kan klare en del gennemlytninger, selvom man ligesom jeg finder de fleste af balladerne ret kedelige. Jeg afsluttede min Lady Soul-anmeldelse med, at selvom jeg ikke var stor fan af pladen, var jeg sikker på, at Aretha måtte have et album, der faldt i min smag. Det viste sig at være I never loved a man the way I love you.
Lån I never loved a man the way I love you fra dit nærmeste bibliotek