Genrer
Aretha Franklin: Lady Soul
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 84
I 1960’erne var der to store pladeselskaber, der mere end nogen andre repræsenterede R&B i offentligheden. Det ene, det med den mere polerede lyd, var naturligvis Motown, der i visse kredse nærmest er blevet synonym med 60’ernes R&B-lyd. Det andet var Atlantic, der med navne som Ray Charles, Otis Redding og Ruth Brown kunne præsentere noget mere rå, blues- og gospel-præget R&B. Deres helt store stjerne i slut-60’erne var dog Aretha Franklin, nok en af de teknisk dygtigste soulsangere nogensinde. Franklin var meget produktiv. Lige fra starten af hendes karriere udgav hun 1-2 album om året, så det giver nærmest sig selv, at der er svage plader indimellem. Faktisk er det de færreste af Franklins plader, der har været særlig store succeser. Af hendes over 40 studiealbum har kun fire af dem ramt top 10 på den amerikanske albumhitliste. De fleste har nærmest intet omdømme, hverken godt eller dårligt, men en af de få plader, der har vakt opmærksomhed hos publikum såvel som anmeldere er Lady Soul fra 1968, der indeholdt singlerne "Chain of fools", "Since you’ve been gone (sweet sweet baby)" og "(You make me feel like) a natural woman".
De tre singler er da også vældig solide. Især "Natural woman" er meget velskrevet, hvilket er naturligt da den skyldes Gerry Goffin og Carole King, nogle af 60’ernes bedste pop-sangskrivere. De to andre singler er også i pladens gode ende, og afslutningsnummeret "Ain’t no way", der blev udgivet som B-side, er også en velkonstrueret, behagelig ballade, der flot viser Franklins stemme frem. Jeg føler dog, at singlerne ofte får lige lovlig meget af opmærksomheden, når man snakker om Lady Soul. Det er der måske en grund til. Pladen er kun 30 minutter lang, og næsten halvdelen af denne tid bruges på covers. Ikke mærkbart dårlige covers, ej heller mærkbart gode covers, egentlig bare covers, der lyder som man ville forvente, når Aretha Franklin fortolker James Brown eller The Impressions. Produktionen er god, Arethas stemme lyder fantastisk, instrumentationen er muligvis lidt for pæn, men den er stadig godt arrangeret – og alligevel føles det hele bare så ligegyldigt. Og det må jeg nok sige er mit væsentligste problem med pladen som helhed, at den kun på meget få punkter præsenterer noget, hvor jeg kan se en egentlig vision.
Selvom det måske kunne synes, at jeg påstod, at singlerne var alt, pladen havde af værdi, så vil jeg sige, at der også er nogle mere konsekvente, gennemgående elementer, hvor Lady Soul rammer plet. For det første har albummet stemning, noget jeg ikke synes, man ser samtidens soulplader gøre godt særlig tit. Det er en elegant plade, og de hyppige gospel-elementer sørger for at give den en løftende følelse. Derudover er Franklin flot iscenesat som en diva. Foruden at hun selv at har skrevet to af sangene, oser mange af numrene af enten visdom eller styrke. Det sker hovedsageligt i sange om kærlighed, så det er ikke fordi Lady Soul genopfinder den dybe tallerken, men Aretha får en aktiv rolle i disse sange, der ellers typisk var forbeholdt mænd i 1960’erne. Alle de sange, hun giver covers af, var da også oprindelig sunget af mænd. Men selv med alt det sagt, er Lady Soul ikke den mest interessante plade at lytte til for mig i dag. Jeg holder dog stadig meget af Aretha Franklin som sanger og som ikon, så det ville undre mig, hvis der ikke er en plade for mig et eller andet sted i hendes diskografi.