dummy

Årets bedste i 2012

3-01-2013
Jens Laigaard

Hvilke plader havde Bibzooms klassiske redaktør mest fornøjelse af i året der gik? Læs og bliv inspireret - musikken er lige for hånden. At der har sneget sig et par rock- og folk-skiver ind på listen, skyldes at redaktøren ikke er fagidiot, bare en almindelig sådan.

ARMENIAN SPIRIT

Årets modtager af Sonningprisen, Jordi Savall, står bag denne hyldest til Armenien. Sammen med sit håndplukkede Middelhavs-ensemble gør han de traditionelle melodier til en melankolsk og hypnotiserende oplevelse.

NIELSEN & TJAJKOVSKIJ: KONCERTER FOR VIOLIN

Vilde Frang og DR SymfoniOrkestret giver en flot, dyb og glødende udlægning af to store violinkoncerter. Det er norsk, det er vildt, det fås ikke bedre.

LANGGAARD: STRYGEKVARTETTER, VOL. 1

Danske Nightingale String Quartet fik fremragende anmeldelser i det store udland for deres første ombæring af Rued Langgaards strygekvartetter. Et gennembrud. Helt på sin plads.

THE BAND FROM ROCKALL

Endnu et år uden ny cd fra Runrig. Heldigvis kan vi trøste os med brødrene Mcdonalds duo-projekt med Atlanterhavsduftende, gennemblæst keltisk rock.

MATHILDE FALCH: LAD MIG GÅ FRI

Findes der beskidt poprock? Mathilde Falchs debut siger klart ja og topper med en omgang rå tekster om sindets og kærlighedens vildveje. Næste generation er på vingerne!