Arne Würgler: Huset Brænder

Vækst eller vækster?
Det sidste par år har landets statsminister i sine udmeldinger været i tvivl, om regeringens politik var mest rød eller mest grøn, uden at den førte politik dog har afsløret nogen særlig forkærlighed for nogen af de to farver. Der har været en del velmente initiativer, men ingen som for alvor har dokumenteret en erkendelse af, at det i dag slet ikke er muligt at være rød uden samtidig at være mørkegrøn i forhold til de aktuelle miljø- og klimaproblemer. ”Uden natur, ingen fremtid”, kunne man måske formulere problemstillingen – og så hjælper det ikke noget, at man gerne vil støtte de grønne initiativer, ”bare det ikke går ud over væksten”.

Væksten i produktionen og naturens vækster er langt hen ad vejen hinandens modsætninger og kan ikke trives sammen – og det dilemma er der en del rockmusikere, der i deres sangtekster har adresseret, bl.a. de to aldrende venstrefløjskrigere Finn Sørensen og Arne Würgler.

Finn Sørensen, som tidligere har repræsenteret Enhedslisten i Folketinget, udsendte sidste år sangen ”Sæt Lærkesletten fri”, som i lang tid lå nr. 1 på Dansktoppen! Med udgivelsen ønskede Finn Sørensen at støtte naturen på Amager Fælled, som var (og er) truet af kommunens ønske om at finde plads til mere boligbyggeri – i dette tilfælde altså på naturens bekostning. Men Finn Sørensen står langt fra alene med sit ønske om at kæmpe for naturens overlevelse i et samfund præget af vækstfilosofien.

Også Arne Würgler (der ligesom Finn Sørensen er grøn, fordi han er rød) har på sine seneste udgivelser kritiseret vækstsamfundets ødelæggende grådighed; men det er først på hans nyeste udgivelse, ”Huset brænder” (2021), at naturen selv får tildelt en hovedrolle i kampen for at skabe et samfund, det er værd at leve i.

Huset brænder
Arne Würgler repræsenterer ligesom Finn Sørensen Enhedslisten, og i den sammenhæng har han givet udtryk for sin støtte til naturen i et valgoplæg hos partiets Gribskov-afdeling: ”I alt for mange år har vores politikere haft fokus på alt andet end vores fælles natur. Det skal stoppe nu. (-) Naturen er meget mere end et reservat med hegn om inde i en skov. Naturen er det hele, naturen er os selv. Den skylder vi vores stemme”.

Og for at lade handling følge ord har Würgler indspillet en cd, hvor naturen er særdeles nærværende i alle udgivelsens 12 sange og oven i købet kommer direkte til orde i flere af sangene. Lige fra den allegoriske titelsang til den afsluttende kærlighedserklæring til stilheden og nærværet hylder Würgler samhørigheden med naturen i sine tekster: vinden, regnen, træerne, dyrene, fuglene er til stede overalt i teksterne, undertiden i barnligt naivistiske vendinger som: ”Lille vibemor/ hvor er du/ Agerputtehøne/ mangler nu/ Søde lærkefar/ syng min ven/ Lad naturen blive/ natur igen” – og undertiden i dystre, truende forudsigelser om klodens snarlige undergang.

Arne Würglers nye natursange knytter an til Finn Sørensens protestsang til støtte for naturen på Amager, og ligesom den er Würglers viseprægede sange lette at synge med på. Her må være nogle oplagte bud til den næste udgave af Højskolesangbogen, hvis sangbogsudvalget ellers får kendskab til cd´en. Dette er dog ikke helt uproblematisk, og undertegnede har da også først opdaget cd´en her 1½ år efter dens udgivelse. Så vidt jeg kan se, er ”Huset brænder” kun blevet omtalt i den socialistiske netavis Arbejderen, som jeg – mea culpa – ikke frekventerer ret ofte. Derfor er jeg ikke stødt på den før nu, hvor jeg tilfældigvis så den på mit lokale bibliotek; længe leve bibliotekerne, som heldigvis har mulighed for en mere systematisk tilgang til de danske musikudgivelser, end vi almindelige dødelige har det.

Pladen fra den nu 78-årige venstrefløjs-troubadur føjer sig smukt til musikerens tidligere produktion, bl.a. i kraft af involveringen af guitaristen Nils Tuxen og Sine Bach Rüttels fine korsang og banjospil. Würglers stemme har måske ikke helt den samme spændvidde som tidligere; men det drejer sig i givet fald om marginaler og spiller desuden ingen rolle i sammenhængen. Indignationen over samfundets uretfærdigheder er stadig intakt og lige så glødende som nogensinde, hvilket danner et perfekt afsæt for en stribe kraftfulde sange om vores aktuelle vanrøgt af naturen.

Den eneste anke mod cd´en skulle evt. være ophavsmandens lidt for overspillede ydmyghed i forhold til de nye sanges kvalitet og berettigelse, således som det kommer til udtryk i nogle kommentarer i det medfølgende hæfte til cd´en.

Her kan man bl.a. læse: ”Sangene er ikke fantastiske, ikke unikke, ja, de er sådan set bare noget, en gammel hvidhåret i isolation lå og tænkte i det mørke forår 2020, da vores verden væltede”. Og lidt senere i teksten citerer Würgler Martin A. Hansen, hvis ord: ”Meget har jeg ikke at fortælle” han gør til sine egne. Men så galt står det heldigvis slet ikke til; Arne Würgler har stadig meget at fortælle, og det er vigtigt, at han gør det.

Så tak for sangen, Arne – fortsæt endelig kampen for naturen!