Atomvåben? – Ellers tak! Atomkraft? – Nej tak!

Putins invasion af Ukraine og efterfølgende slet skjulte trusler om at ville gøre brug af atomvåben, hvis det bliver nødvendigt, varsler en ny kold krig mellem stormagterne og en tilbagevenden til en atomvåbenfrygt, man ellers troede hørte fortiden til.

Samtidig har klima- og energikrisen tilsyneladende givet vind i sejlene til kræfter, som ønsker at indføre atomkraft på dansk jord, og som derfor på ny er begyndt at diskutere en sag, man ellers troede var død og begravet for længe siden. Det ser altså ud, som om det er blevet tid til at støve de gamle plader om atomvåben og atomkraft af og give dem en tur på pladespilleren igen.

Den kolde krig
Opfindelsen af atombomben og anvendelsen af den i Hiroshima og Nagasaki i 1945 var et realitetschok for menneskeheden. Aldrig før havde man oplevet et våben med så omfattende en ødelæggelseskraft og med så vidtrækkende konsekvenser, og omfanget af bombens destruktionskraft har siden 1945 fungeret som en (usikker) garanti for, at atomvåben ikke kommer i anvendelse igen.

Alligevel kan selve eksistensen af våbnene bruges som skræmmemiddel i internationale konflikter, hvilket ikke mindst var tilfældet i starten af den kolde krig omkring 1960, hvor Cubakrisen handlede om en mulig opstilling af russiske atomvåben på Cuba. På dette tidspunkt var frygten for en kommende atomkrig helt reel, og truslen fra atombomben affødte en række musikalske udsagn i samtiden.

En af de første af disse anti-atomvåbensange var Tom Lehrers galgenhumoristiske ”We will all go together when we go” (1959), som i en stribe vittige vers udmaler, hvad der vil ske, når atomkrigen starter, og bomberne begynder at falde. Ganske skrækindjagende og samtidig meget morsomt formuleret:
”We will all go together when we go/ and suffuse with an incandescent glow/ No one will have the endurance/ to collect on his insurance/ Lloyd´s of London will be loaded when they go”. Sangen slutter meget passende med hele jordens undergang: “We will all go together when we go/ ev´ry hottentot and ev´ry eskimo/ When the air becomes uranious/ we will all go simultaneous/ Yes we all will go together/ when we all go together”.

Det er lidt den samme galgenhumoristiske indfaldsvinkel til atombombe-truslen, der ligger bag jazz-pianisten og –bassisten Charlie Mingus´ (stort set) instrumentale nummer fra 1962, ”Oh Lord, don´t let them drop that atomic bomb on me”, hvis tekstdel primært består af en gentagelse af titlens indtrængende bøn. Trods den humoristiske indpakning er der næppe tvivl om, at Mingus´ bøn om at slippe for at få en bombe i hovedet udtrykker en dybfølt frygt og usikkerhed i samtiden, hvor mange fulgte den stigende atomoprustning i verden med bange anelser.

Et helt andet udtryk møder man i aktivisten Malvina Reynolds´ sang fra 1962, ”What have they done to the rain?”, selv om frygten for atomvåbnenes langtidsskadelige virkninger er den samme her som i Mingus´ og Lehrers sange. Anledningen til Malvina Reynolds´ lavmælte, men stærkt iørefaldende sang var de aktuelle forsøg med atomprøvesprængninger, som spredte radioaktivt Strontium-90 i luften, hvorefter regnen viderebefordrede stoffet ned til jorden, derfra til græsset og via køerne til børnene, som oplagrede Strontium-90 i deres knogler. Måske ikke et lige så dramatisk scenarie som det at få en atombombe i hovedet, men på sigt lige så ødelæggende for ofrene som selve bomben. I 1963 standsede præsident Kennedy de livsfarlige forsøg med atomvåben i luften – nok ikke direkte på grund af Malvina Reynolds´ sang; men måske har den stærkt foruroligende tekst i den indsmigrende indpakning alligevel medvirket til at fremme præsidentens beslutning: ”Just a little boy standing in the rain/ the gentle rain that falls for years/ and the grass is gone/ the boy disappears/ and rain keeps falling like helpless tears/ and what have they done to the rain?”

Bob Dylan og atomvåbnene
Bob Dylan startede sin karriere som folkesanger i Woody Guthries ånd og blev snart kategoriseret som protestsanger – en betegnelse, man vel også roligt kunne hæfte på Guthrie. En del af Dylans tidlige sange rettede sig i mere generelle vendinger mod krig, mod nød og mod uretfærdighed i USA og i resten af verden, men sangeren har også i starten af karrieren direkte adresseret truslen fra atomvåbnene.

En af hans tidlige sange havde således titlen ”Go away you bomb” (1963); men som Dylan-kendere vil vide, er sangen – en slags talking blues – aldrig blevet indspillet. I stedet var den i en årrække gemt bort i et arkiv og blev først i 2013 hentet frem i lyset for senere at blive solgt på auktion hos Christie´s. Indholdet i sangen/digtet er bestemt ikke epokegørende, men medvirker til at understøtte indtrykket af, hvor meget atombomben fyldte i den offentlige debat og i den almindelige amerikaners bevidsthed i starten af 1960´erne.

Mens det ikke er muligt at høre Bob Dylan skælde ud på atombomben i form af en indspilning af ”Go away you bomb”, er der rig mulighed for – og god grund til – at høre en anden, kunstnerisk langt mere tilfredsstillende sang om atomkrigen og dens følger i indspillet form, nemlig ”A hard rain´s a-gonna fall” fra pladen ”The freewheelin´ Bob Dylan” (1963). Sangen beretter i stærkt suggestive billeder om en verden i opløsning efter nogle apokalyptiske begivenheder, som aldrig uddybes nærmere, men hvis følgevirkninger er rigeligt skræmmende i sig selv – dog med enkelte indslag af håb for fremtiden:
”I´ve stepped in the middle of seven sad forests/ I´ve been out in front of a dozen dead oceans/ I´ve been ten thousand miles in the mouth of a graveyard/ And it´a a hard/ and it´s a hard/ it´s a hard/ it´s a hard rain´s a-gonna fall”.

Dylan har i sin tid selv udtalt, at han skrev sangen under indtryk af Cubakrisen, og selv om den datering måske ikke er helt præcis, er der ingen tvivl om, at sangen på glimrende vis udtrykker samtidens frygt for en mulig atomkrig. I samme forbindelse kan man tilføje, at Dylan også ved en lejlighed har fortalt, at man ikke umiddelbart skal fortolke den ”hårde regn” som et billede på den regn, der følger efter en atombombeeksplosion; men nu skal man jo ikke altid tage Dylans ord om hans egne værker for gode varer, og under alle omstændigheder kan man sikkert hurtigt blive enige om, at regnen er nært forbundet med følgevirkningerne af den – unavngivne – katastrofe, der har lagt verden øde og har vendt op og ned på alle kendte forhold.

Uanset hvordan man fortolker regnen og det øvrige indhold i ”A hard rain´s a-gonna fall”, er det sikkert, at Dylan med denne tidlige sang har givet et stærkt og uhyggeligt – og poetisk! – billede af en ødelæggende begivenhed, som sagtens kunne være en atomkrig.

Den ”fredelige” atomkraft
Det er let at blive enige om, at verden for enhver pris må prøve at undgå at havne i en atomkrig. Men de radioaktive langtidsvirkninger af en sådan krig adskiller sig jo i princippet ikke fra virkningerne af et udslip fra et atomkraftværk – eller for den sags skyld ”bare” fra virkningerne af det radioaktive atomaffald, der som bekendt vil fortsætte med at være radioaktivt i tusindvis af år, og som ikke med den aktuelt eksisterende teknologi kan opbevares sikkert.

Atomkraftens farlighed var årsagen til, at massevis af mennesker demonstrerede mod indførelsen af atomkraft i Danmark, da oliekrisen i 1973 gav anledning til, at offentlige instanser og elværksorganisationer begyndte at diskutere muligheden for at placere atomkraftværker på dansk grund. Der blev således udarbejdet konkrete planer om at opføre et atomkraftværk på Gyllingnæs ved Odder i 1973-74, og af samme grund tog protesterne mod atomkraften fart i den offentlige debat i disse år. I 1976 satte Folketinget dog punktum for debatten, da det vedtog, at atomkraft ikke fremover skulle indgå i den danske energiforsyning.

I starten af 1974 oprettedes organisationen OOA – Organisationen til Oplysning om Atomkraft – og det var under denne organisations logo, at en række danske rock-grupper og -kunstnere i 1976 fandt sammen om at udgive LP´en ”Atomkraft? – Nej tak”. Da pladen blev udsendt, var kampen mod atomkraft på dansk jord næsten vundet i kraft af den massive folkelige modstand mod projektet; men som de aktuelle håbefulde røster, der plæderer for indførelsen af atomkraft i Danmark i dag, demonstrerer, kan man aldrig vide sig sikker mod, at fortidens spøgelser ikke dukker op sidenhen i nye skikkelser.

Atomkraft-pladen fra 1976 er en noget blandet landhandel med en stribe velmenende bidrag, hvis primære hovedtræk er de medvirkendes ønske om at være med til at udtrykke deres afstandtagen fra atomkraften. Lige fra Gnags´ energiske og optimistiske ”Sig nej, sig nej” over Hos Anna´s ”Atomkraftædeme Nej” og til Gasolin´s version af ”Dejlig er jorden” bærer sangene på ”Atomkraft? – Nej tak” for størstedelens vedkommende præg af at være blevet til som lejlighedssange til støtte for en god sag.

Enkelte numre er dog blevet langtidsholdbare klassikere, som f.eks. Niels Hausgaards ”Hilsen fra os”, som tydeligere end mange slagordsfyldte protestsange fortæller om de helt almenmenneskelige grunde til at ville sige nej til atomkraften. Omkvædet lyder: ”Men værket ska læej på Sjællaj hår vi tentj/ heller Fyen, hæen i dæj øest æej/ For ha her ve åes?/ Nej, det vil vi godt nok intj/ å det vil osse båer kom te å lej i væej”. Gruppen Agitpops ”Sang om atomkraft” er hentet fra LP´en ”Den sidste olie” (1976), som ud over dette nummer rummer en stribe glimrende eksempler på Jesper Jensens evne til at skrive effektive og letforståelige (og undertiden også let sentimentale) tekster om kapitalismens overgreb – herunder sange om A-kraften og dens fortrædeligheder.

Og så finder man også på ”Atomkraft? – Nej tak” en sang af Jomfru Ane Band, ”Den stumme lakaj”, med en kraftig opfordring til det tavse flertal om at tage sig sammen og sige nej til magthavernes utilslørede forsøg på at berige sig selv på folkets bekostning. Sangen er – som de fleste Jomfru Ane-sange – både melodisk og iørefaldende og passer fint ind i sammenhængen på anti-atomkraftpladen; men set i et større perspektiv kan man måske tillade sig at betragte ”Den stumme lakaj” som en forsmag på, hvad der var i vente fra den indflydelsesrige teater- og musikgruppe i forbindelse med kampen mod atomkraften.

I 1977 udsendte Jomfru Ane Band således LP´en ”Jomfru Ane”, hvor bl.a. nummeret ”Plutonium” blev et øjeblikkeligt hit hos det venstreorienterede kernepublikum - samt hos de fleste andre, der hørte sangen. Når Rebecca og Sanne Brüels kraftfulde stemmer igen og igen synger ”Vi akkumulerer/ vi akkumulerer/ Plutonium/ Plutonium”, er det næsten umuligt for lytteren at holde fødderne i ro – og også næsten umuligt at lade være med at synge med på omkvædet i den forrygende sang (med tekst af Hans Kragh-Jacobsen). Det er svært at forestille sig bedre ambassadører i kampen mod atomkraft – og mod vækst, forbrug og kapitalisme i øvrigt.
Atomkraft i Danmark? – Nej, ellers tak!