Bach: Johannespassionen

Langfredag 1724: St. Nicholas Kirken i Leipzig er fyldt.

De næste timer vil Leipzig-borgerne være fordybet i gudstjenesten. Men mon ikke at nogen af dem også vil strække hals for at se musikerne og sangerne ved orglet og på gallerierne?

Der skal de opleve den 38-årige Johann Sebastian Bachs første store værk som kantor i byen: Johannespassionen.

Bach er kendt for to store passioner, Johannespassionen og Matthæuspassionen.

Med sine to kor, to orkestre og hele pivtøjet synes Matthæuspassionen at være den største. Men tag ikke fejl: Johannespassionen er mindst lige så stærk i sin kortere, dramatiske, koncentrerede form.

Først og fremmest kirkemusik

I dag kender vi Bachs passionsmusik fra koncertopførelser. Men i samtiden var Johannespassionen en del af gudstjenesten langfredag. Formålet var at fortælle Jesu lidelseshistorie: Tilfangetagelsen i Getsemane Have, Peters fornægtelse af Jesus, fremstillingen for ypperstepræsterne, korsfæstelsen og gravlæggelsen. Til slut afrundes med en kor-epilog om frelse og opstandelse: Historien ender i lys.

Værket består af to dele, og derimellem var der i samtiden en timelang prædiken.

Går du til en koncertopførelse af én af Bachs passioner i dag, kræver det ro, fordybelse og god plads i kalenderen - det er ikke noget du bare lige klemmer ind imellem arbejde og kaffeaftaler. Men i 1700-tallet varede det endnu længere. Der var indbygget prædiken undervejs og der var endnu et korværk på programmet efter passionsmusikken i kirkerne i Leipzig.

At skrive passionsmusik var en fast del af Bachs virke som kantor. I en nekrolog skrevet af hans søn og elev nævnes i alt fem passioner, men i dag er kun de to bevarede.

Efter uropførelsen i 1724 opførte Bach selv Johannespassionen yderligere tre gange. Hver gang med nye ændringer. Dette kan tyde på, at Bach selv ønskede at ændre og forbedre værket, men det kan også være et tegn på, at komponisten har mødt kritik fra sine arbejdsgivere i Leipzig. Det var en traditionsbevidst, for ikke at sige konservativ, by Bach var kommet til, og passionerne var kirkelig brugsmusik. Jesu lidelseshistorie skulle så sandelig ikke gøres til operaunderholdning, og Bach måtte inden sin tiltrædelse love at holde sig fra de værste dramatiske og teatralske musikalske fristelser. Dette løfte holdt han – næsten.

Stærk musik med ordet i centrum

I Bachs passionsmusik er ordet i centrum. Virkemidlerne er afmålte, og værket er smukt symmetrisk opbygget: Alt går op i en højere enhed.

Men det er også direkte, intens og dramatisk musik. Hos Bach bliver Johannes-evangeliet ikke blot fortalt, som man så det hos tidligere komponister, det bliver fortolket og udlagt i musikken.

I enhver passion er der en række faste elementer: Der er altid en fortæller, evangelisten, og der er altid en række karakterer der taler direkte til lytterne, for eksempel Jesus og Pilatus. Derudover er der koret, der agerer folkemængde og ypperstepræster i korsatserne, og en række koraler, eller salmer, som menigheden kendte og sang med på undervejs. Det tekstlige grundlag er Johannesevangeliet, men der er også satser med andre tekstforfattere flettet ind undervejs.

Dette er hos Bach typisk tilfældet i solisternes arier, men forekommer også i åbningskorene, der dermed bliver en slags arier for kor.

I sin store Matthæuspassion levner Bach god plads til ro og eftertænksomhed, mens Johannespassionen har et større dramatisk flow gennem recitativer, arier, kor og koraler.

Bach har blik for dramaet i den bibelske fortælling, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Johannespassionen når han sætter de hadefulde folkemasser i tone, og de mere og mere opstemte jøder opfordrer til korsfæstelse gennem flere korte kor-replikker.

Værkets opbygning og variation er i høj grad også med til at skabe dramatikken. Som i en god film oplever vi fortællingen fra flere forskellige synsvinkler. Der klippes fra Jesus til Peter til Pontius Pilatus, og fra hovedpersoner til kommentatorer.

De fortællende recitativer bringer historien fremad, koralerne knytter bånd til kirkens velkendte hverdagsliv og skaber små åndehuller i fortællingen, og især i de satser der er bygget over tekst af samtidens digtere får Bachs kompositoriske kreativitet frit løb.

Gennem hele værket er orkestreringen med til at underbygge dramaet. I arierne er en række forskellige soloinstrumenter med til at sætte stemningen.

I første del bruges henholdsvis obo og fløjter til at fortælle historien i to af de kendte kommenterende arier: ”Von den Stricken meiner Sünden” og ”Ich folge dir gleichfalls.” Et andet fint eksempel findes i den ligeledes berømte sopran-arie ”Zerfliesse, mein Herze” i værkets anden del, og ikke mindst i Bachs behandling af ordene ”Es ist vollbracht”: Først bliver de sunget af bassangeren i rollen som Jesus, og derefter lader Bach dem understrege af en klagende gambe i en smertefuld alt-arie der vokser ud af Jesu ord på korset.