Ballet fra ekstremernes århundrede

 

Igor Stravinskijs ballet "La sacre du printemps" er månedens tema i lytteklubberne på landets biblioteker - P2 Klubben

Det 20. århundrede var "ekstremernes århundrede", sagde den netop afdøde historiker Eric Hobsbawm. Og det gjaldt så sandelig også inden for musikken. Generation efter generation arbejder stadig med at fordøje det 20. århundredes musikalske omvæltninger.

Et af de voldsomste værker er næsten 100 år gammelt, men stadig så frisk, at det kan overvælde nye lyttere: Stravinskijs ballet "Le sacre du printemps" - eller "Sacre", som den blot kaldes mellem venner.

Historien om uropførelsen af "Le sacre du printemps" i 1913 er for længst en legende. Stravinskijs aggressive og totalt ukonventionelle musik fik publikum til at udvandre og slås ved premieren i Paris.

"Aldrig er jeg blevet holdt sådan for nar!" skreg en frue, mens Stravinskij selv prøvede at få ørenlyd. Han stod nemlig ude i kulissen og råbte til balletdanserne, der havde besvær med at tælle slagene i musikkens skæve taktarter.

"Le sacre du printemps" (på dansk: Vårofferet) foregår i Ruslands oldtid. En ung pige skal ofres til foråret. I et uhyggeligt og uafvendeligt ritual træder unge piger og gamle shamaner frem for at tilbede jorden og ånderne. I centrum for begivenhederne er en udvalgt pige. I løbet af det rituelle orgie stiger hendes ekstatiske dans i vildskab, indtil hun falder død om. Våren har fået sit offer. Og der er ingen morale.

Det ukristelige og nådesløse viser sig fra start til slut i Stravinskijs musik. Alt det, der før var forbudt i musikken, fylder nu det hele: Akkorderne snerrer og skramler, instrumenterne spiller i yderområderne af deres registre. Melodierne, der har rødder i russisk folkemusik, splittes ad i småstykker. Orkestreringen er bevidst uciviliseret, så orkestret klinger dyrisk, klumpet og skingert. Og gennem det hele går rytmer, der spjætter og dunker, så det indre urmenneske kaldes frem.

"Le sacre du printemps" blev før i tiden regnet for uspilleligt, men er i dag et standardværk for alle symfoniorkestre i verden. Alligevel har musikken på en mærkelig måde bevaret sin chokeffekt. Stravinskij foreslog halvt i spøg, at ballettens indledning, som spilles af en fagot i et unaturligt højt leje, burde hæves en halv tone hvert 10. år. Han ville ikke riskere at opleve, at det revolutionerende stykke musik mistede sin virkning. Til hans beroligelse er det endnu ikke sket.

Det var balletkompagniet Ballets Russes (Den russiske ballet) der bestilte og uropførte Sacre i Paris. Kompagniet blev ledet af den overdådige impressario Serge Diaghilev, der havde en fantastisk fornemmelse for hvad publikum blev tiltrukket af. Og i Paris var det bl.a. alt, hvad der var russisk. Byen havde en stor tilstrømning af russiske indvandrere og gæster, som medbragte glimt af en eksotisk verden. Pariserne ville have mere, og Diaghilev lavede sit kompagni som en slags kulturel ambassade for russisk musik og dans.

Utallige forestillinger blev sat op, og i 1909 introducerede Diaghilev den unge komponist Stravinskij i balletten Ildfuglen, skrevet over et russisk folkeeventyr. Derefter fulgte Petruskja, en endnu vildere forestilling med russisk markedsstemning, og i 1913 kom så Sacre.

Efter skandalepremieren skal Diaghilev have sagt, at optøjerne var akkurat det, han havde ønsket sig. Stravinskij var også meget bevidst om sin rolle som enfant terrible, og han sørgede for at holde det i live. Derfor er det gået over i historien, at det var musikken, der lavede skandale. Men danseeksperter i dag påpeger, at det i mindst lige så høj grad var selve dansen, der chokerede. Koreografien brød totalt med den velkendte ballettradition (husk, at på denne tid var Svanesøen stadig et nyt værk!). I stedet for formaliserede bevægelser og en bestemt skønhedsopfattelse var Sacre ikke bare kropsligt frigørende, men søgte direkte det aparte. Koreografen og stjernedanseren Nijinskij, der rygtedes psykisk ustabil, blev betragtet som vanvittig og pervers. "Scenen var fuld af groteske skikkelser, som trampede i stedet for at danse, og som svajede frem og tilbage som i et mareridt", skrev en parisisk anmelder.

Ingen ved præcist hvordan der blev danset til den oprindelige opsætning, for selv om det er blevet forsøgt, kan koreografien ikke genskabes. Derfor er der blevet lavet adskillige nye koreografier til balletten siden. En af de mest berømte er en abstrakt, kostumeløs udgave, lavet af franskmanden Maurice Bejart.