Barok- og renæssancekoncert fra det varme Syden

Ensemblet “Capilla del Real de Las Palmas”. Teatro Pérez Galdós, Las Palmas, Gran Canaria. 27. oktober 2016

Pladsen foran Teatro Péres Galdós blev langsomt fyldt af et koncertpublikum, der nød de 25 luftgrader en af de sidste dage i oktober. Det 170 år gamle teater blev for knap 10 år siden restaureret og forsynet med en splinterny fløj, så teknikken kunne føres up-to-date.

Der var ikke brug for megen teknik denne aften – på scenen var fem stole til fem sangere, der blev flankeret af cellisten Juan Pablo Alemán og ensemblets leder Carlos Oramas, der trakterede en barokguitar og det imponerende strengeinstrument teorbe.  I den store sal, med plads til 1.400 tilhørere, fik vi denne aften en hyldest til El Siglo de Oro Español – det spanske guld-århundrede - med et program af spanske komponister fra den tidlige barok. Ja, jeg vil nu mene, det smagte mere af renæssance end af barok.

Sart sammenspil

I løbet af en time fik vi tolv spanske madrigaler samt tre instrumentale numre.

Jeg var spændt på, hvordan balancen kunne styres, når en spinkel barokguitar uden forstærkning skulle spille op til en granvoksen cello og fem sangere. I ni af sangene var det med fuld vokalbesætning, og i de kraftigere tutti-passager måtte Carlos Oramas virkelig piske løs på guitaren, og med dynamiske nuancer var det så som så.

Ofte vælger man til denne tids musik celloens forløber gamben, som er mere slank i klangen og med bånd på gribebrættet som på guitaren. Men cellisten denne aften spillede yderst tilbageholden på sin moderne cello og tilstræbte den vibratoløse basklang, vi kender fra gamben. Her var (næsten) ikke det svulstige vibrato, vi ellers forbinder celloen med.

De fem unge sangere må have læst dress-coden forskelligt. De to sopraner matchede det gyldne bagtæppe med to orangeblomstrede rober, mens de to mandlige alter troppede op i henholdsvis sølvlaméjakke med butterfly og højrøde jeans – perfekt til et Melodi Gran Prix anno 2016 – og ikke 1616. Til gengæld gjorde baritonen ikke stort væsen ud af sig selv; i påklædning og fremtoning kunne jeg let forestille mig ham sidde på et støvet regeringskontor. Det gav sig desværre også udtryk i musikken, idet hans øjne gennem hele koncerten var klinet til nodepulten; kun ved få ansatser fik den dirigerende guitarspiller et sideblik.

Men musikken klingede fint og pænt. Kendetegnende for renæssancen madrigaler er de mange takt- og temposkift, som her blev udført uden vaklen i geledderne. Det var et ungt sangerkorps, hvor kun førstesopranen og andenalten havde periodevis overskud til at gestikulere musikken til bagerste række.

Rigtig renæssance

Aftenens hovedkomponist Cristóbal Galán, som havde sit hovedvirke i Madrid til sin død i 1684, blev introduceret af Carlos Oramas, der samtidigt fortalte om koncertens overskrift ”Det spanske guldsekel” – 1600-tallet. Tror jeg. For det var på hurtigt og fuldtonet spansk, og der var ingen turisthjælp i programmet.

Vi hørte både homofone og polyfone madrigaler, som ledte tanken hen på Heinrich Schütz’ kirkelige værker. I Galáns Fénix, que en llamas de Amor var guitaren udskiftet med teorben, hvis noget større og harpelignende klang gav en god fylde.

En af aftenens højdepunkter var Calderón de la Barca-Hidalgos Quedito, pasito, der blev bygget op fra en enkel solo med et enkelt svar, som blev mere og mere avanceret. Faktisk som vi kender fra børnesangen "Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg".

Koncerten indeholdt som en behagelig afveksling også en Fantasia af Huan Hidalgo for guitar og cello samt mod slutningen et sologuitarnummer, som ikke stod i programmet. Så vidt undertegnede kunne forstå, var det et forstudie, en forløber for Francisco Tarrega, den store og populære spanske guitarkomponist, som regnes som ophavsmand til den moderne guitarteknik. Her kom Oramas’ tekniske og musikalske formåen endelig til sin ret; det var virtuositet på højt plan, og publikum var åndeløst stille, så enhver nuance i det spinkle spil nåede alles øren. Musikken spændte fra introverte passager til ridt over Spaniens solblafrende sletter.

Mod koncertens slutning var de unge stemmers koncentration ved at være brugt rimeligt op, men til gengæld fik de igennem koncertens forløb en mere fri optræden, som gav mere nerve i opførelsen – dejligt.

Derfor var det opløftende at kunne gå fra koncerten med sidste ekstranummer stadigt ringende i ørerne – for her var livsglæde. En livsglæde, der trods sine 400 år er intakt.

Capilla del Real de Las Palmas var denne aften:

Carolina Sosa og Nisamar Díaz, sopran, David Batista og Víctor Ramírez, alt, Pedro González-Quintana, baríton, Juan Pablo Alemán, cello og Carlos Oramas, barokguitar, teorbe og direktion.

(foto: Peter Elmelund)