Genrer
Barry White: Can't get enough
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 281
Man kan ikke nævne disko uden at sige Barry Whites navn før eller siden, for før både Gloria Gaynor, Bee Gees og Donna Summer fik folk ud på dansegulvet, så havde vi Barry White disko-hits som "You’re the first, the last, my everything" og "Can’t get enough of your love babe", begge at finde på hans tredje album, Can’t get enough fra 1974. Dette album starter rigtig ambitiøst. Det står på et førsteklasses intronummer, et instrumentalt nummer på to minutter med titlen "Mellow mood pt. 1", og det er rigtig godt. Det sætter stemningen, og man føler, man er parat til at dykke ned i pladen. Den er mere dramatisk og seriøs end man forventer fra en figur som Barry White, og den går faktisk smukt over i "You’re the first, the last, my everything. Det er en af de mest overdrevet kærlige kærlighedssange, denne jord nogensinde har set. Det er måske lidt latterligt, især som White går over toppen med sit højlydte croon, men man bliver bare så glad af det. Og Whites charmerende spoken word fungerer godt til at skyde nummeret igang.
Jeg håber, du kan lide spoken word, for bagefter står den på endnu mere. Den langsomme "I can’t believe you love me" starter med en ret lang – og ret god – spoken word-sang. Der er smukke strygere og en sexet saxofon, og hans ordvalg her er meget charmerende, og det kunne som sådan bare stoppe der. Men så kommer det smukke kor, der synger “I can’t believe that you love me” i lang tid. Det virker i starten som en god, overset White-sang, men pludselig opdager man, at denne sang varer 10 minutter. Jo, den udvikler sig, andet vers har en melodi i stedet for al den spoken word, og sangen er stadig meget sprød og velskrevet, men den er alligevel mindst tre minutter for lang, for i de sidste tre minutter sker der vitterligt ikke andet end omkvædet en masse gange og lige en enkelt instrumental passage. Det er derfor rigtig dejligt at få en regulær latterlig popsang, og vi får da "Can’t get enough of your love, babe". Man bliver atter så glad for Whites kærlighed, der kommer gennem en utrolig fængende melodi.
"Oh love, well we finally made it" er endnu en lykkelig popsang. Det er lidt det, man forventer fra Barry White, en glad sang om kærlighed, der åbner med noget spoken word, mens nogle flotte strygere og friske backingvokalister danner godt underlag. Versene er ikke noget specielt, men omkvædet gør, at dette nummer sagtens kunne have overlevet en single-udgivelse. "I love you more than anything (in this world girl)" er endnu mere White, som man kender ham, her med nogle charmerende vers men med et omkvæd, der måske bliver lidt mere corny end hvad godt er – og corny er ellers normalt meget godt, når vi snakker sådan en charmetrold som White. Efter denne afsluttes pladen som den startede, med "Mellow mood pt. 2". Den føles mere kærlig og mere afsluttende end etteren. Det får pladen til at virke vigtigere end den er. Det er dog en god, sjov plade, og det kan man ikke tage fra den.