Beastie Boys: Licensed to ill

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 217

Jeg elsker hip hop i mange forskellige afskygninger, men alligevel har jeg haft væsentlige problemer med de fleste hip hop-plader, jeg har anmeldt. Det er ikke så slemt i dag, men før i tiden var der mange skratch-numre, skits og decideret fyld på selv de bedste plader. De eneste hip hop-plader, jeg har anmeldt, der ikke har haft ét svagt nummer er The blueprint af Jay-Z, Enter the Wu-Tang (36 chambers) af Wu-Tang Clan og Illmatic af Nas. Det vil denne anmeldelse ændre på, for Licensed to ill af Beastie Boys er en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Og det er sjovt, for jeg ville aldrig på et lyrisk niveau sammenligne Beastie Boys med f.eks. Jay-Z, Nas og størstedelen af Wu-Tang Clan, og alene med hensyn til deres flow, så er det på Licensed to ill ikke synderligt imponerende. De er til gengæld fulde af energi og personlighed, og det kan række langt. Det hjælper nok også, at der er tre af dem. MCA er nok den eneste, jeg kunne udholde at høre en solo-plade med, for Mike D og især Ad-Rock er meget højlydte og irriterende på en sært tiltalende måde.

Beastie Boys rapper på Licensed to ill ikke rigtig om andet end vilde røverhistorier, barnlige fantasier og alt muligt, som ville være uudholdeligt at høre på, hvis de tog sig selv mere seriøst. Men det gør de ikke, og selv i dag fungerer Licensed to ill på et satirisk plan. Det virker faktisk skræddersyet til at gøre grin med moderne mainstream-rappere, men den slags typer fandtes selvfølgelig også dengang, de tjente bare ikke penge på at udstille deres skødesløshed. Der er dog ingen, der har lyst til at være de figurer, Beastie Boys portrætterer på Licensed to ill. De er naive, de er dumme, de tror selv, at de er de sejeste. På "(You gotta) Fight for your right (to party)" rapper de om at pjække fra skole, på "Paul Revere" truer de med at dræbe hinanden. Kontrasten mellem disse får mange af deres alligevel langt ude fortællinger til at virke fuldkommen usandsynlige, selv inden for det selvskabte univers. Og denne personlighed er da også virkelig hjulpet af skingre Ad-Rock, sprøde MCA og frembrusende Mike D. Især Ad-Rock lyder som en 7-årig i sin attitude, og det gør det svært ikke at holde af.

Albummet er produceret af Beastie Boys i samarbejde med Rick Rubin. Han er en næsten endnu vigtigere person i genrens historie end Beastie Boys. Han producerede før License to ill for Run-D.M.C. og LL Cool J, og senere ville han også samarbejde med bl.a. Public Enemy, Jay-Z, Eminem og rapguden over dem alle: Sir Mix-a-Lot. Det var praktisk talt ham, der skabte den hårdtslående, vrede lyd, mange forbinder med den bedste guldalder-hip hop. Før ham var stort set alle hip hop-samples fra funk og lignende genrer, men Rubin havde en baggrund i rockmusik og dermed et bredere spektrum end de fleste hip hop-producere. Der er ganske vist lyd fra Stevie Wonder, Kool & the Gang og Barry White, men lige så meget kommer fra navne som Led Zeppelin, AC/DC og The Clash. Beastie Boys lavede også tidligere hardcore punk, så det giver et udsyn på musikken, der stadig virker originalt i dag, for jeg kan ikke nævne én anden rapper, der har en baggrund i lignende genrer. Og det er nok sådan noget, der har gjort, at Licensed to ill bare holder. Det er en fantastisk plade, og den kunne sagtens være en af mine top 10 hip hop-plader.

Lån Licensed to ill fra dit nærmeste bibliotek

Besøg Kjartans musikblog