Genrer
Beastie Boys: Paul's boutique
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 156
Når man snakker store klassiske rapgrupper, er det svært at komme udenom Beastie Boys. De har da også lavet stribevis af vidunderlige sange med spøjse, sjove tekster. Deres plader er alle fra start til slut meget underholdende, ja der er faktisk ikke én af dem jeg ville kalde mindre end fremragende. Mange vil nok fremhæve Paul’s boutique fra 1989 som et af deres hovedværker, og det kan jeg kun erklære mig enig i. Denne plade fik helt nye sider frem i genren. Hip hop var i hænderne på Beastie Boys mere eksperimenterende, mere varieret i lyd og mere alsidig i emner, end genren nogensinde havde været før. Der er interludier, hvilket en gruppe som De La Soul havde arbejdet med før, men først med Beastie Boys føler jeg faktisk, at interludierne gør albumoplevelsen bedre. Den ikke særlig poppede struktur får også pladen til enten at lyde som én lang sang eller mange enormt korte sange. Anden halvdel af en sang som "The sound of science" har f.eks. musikalsk mindre at gøre med første halvdel, end den har at gøre med "3 minute rule", sangen der kommer umiddelbart efter.
På "3 minute rule" viser de en flot lydforståelse, som man ikke typisk ville forbinde med en gruppe som Beastie Boys. De vælger nemlig at give hvert medlem et vers, i stedet for at de støtter hinanden undervejs. Det gør nummeret mere fokuseret og simpelt. Og en simpel lyd i ny og næ er også et godt tiltag på Paul’s boutique. Der bliver samplet over 100 sange i løbet af pladen, hvilket vil sige, at lytteren møder et nyt sample hvert tredivte sekund. Hvis man skærer vokalen fra, er al musikken på pladen faktisk samples, og samtidig er lyden så varieret og virtuos. Ja den er endda mere levende end på mange hip hop-plader med organisk instrumentation, noget jeg desuden er stor fortaler for. Hvis du nogensinde møder nogen, der mener at samples er en doven måde at lave musik på, vis dem et nummer som "Shake your rump", "Hey ladies" eller den over 12 minutter lange "B-Boy bouillabaisse". Det er en suite, der samler kortere sang-ideer til en længere helhed, lidt i stil med "Abbey Road medley" af The Beatles.
De samples, der er på Paul’s boutique lader til at være meget nøje udvalgt, ikke blot fordi de er så forskellige. De støtter også de mange referencer, drengene kommer med i deres tekster. Hvis man skal citere en Johnny Cash- eller Sweet-sang, så bliver det mere underholdende og interessant, hvis man direkte inkorporerer et klip fra pågældende sang. Der er et Johnny Cash-sample på "B-Boy bouillabaisse", der i hvert fald altid får mig til at grine, når jeg hører det. Og det er en anden god kvalitet ved Beastie Boys, at de er morsomme. De laver sange om æg og videnskab, og selv når de viser, at de er så kompetente musikere, som de er, laver de ironisk barnlige tekster som på "Shake your rump" og "Hey ladies". De tager så meget fis på sig selv, deres image og hele deres koncept. De var en slags parodi på tendenser rapmusik end ikke havde udviklet. På den måde er det fristende at kalde dem hip hops svar på Frank Zappa, da han også var enormt morsom, svingede mellem det platte og det vittige, og vigtigst af alt var et musikalsk geni. Paul’s boutique er en vidunderlig plade, og en af de bedste hip hop-udgivelser nogensinde.