Genrer
The Beatles: With the Beatles
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 420 på listen.
The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please please me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med "It won't be long" der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50'erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende "All I've got to do" er en ligeledes fantastisk sang. Den leger godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne "All my loving" er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.
Den Harrison-skrevne og -sungne "Don't bother me" er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. "Little child", sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skal være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af "Till there was you" albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svage side, og "Please Mr. Postman" og "Roll over Beethoven", sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCartney-sungne "Hold me tight" er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer bare så som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de gode melodier.
Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af "You've really got a hold on me". Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste "cover", nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af The Rolling Stones-sangen "I wanna be your man". Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med, at Lennon og McCartney skrev den i første omgang og forærede den til Stones. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så fulgt op af pladens værste cover, måske oven i købet en af gruppens allerværste sange. "Devil in her hart" er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med "jeg har ret" – "nej, jeg har ret". Den næstsidste sang er "Not a second time" med Lennon, og blandt de originale melodier er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af "Money (that's what I want)". Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With the Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.