Beatles og Penny Lane revisited

I det store regnskab er Beatles-nummeret ”Penny Lane” blot én af en lang række sange, som tilsammen har givet Liverpool-gruppen dens helt unikke position i rockhistorien. ”Penny Lane” er vel hverken bedre eller dårligere end så mange andre Beatles-sange; men alligevel er der nogle pudsige omstændigheder omkring sangens tilblivelse og senere berømmelse, som det kan være relevant at gøre opmærksom på her i forbindelse med nummerets 55 års fødselsdag d. 13. februar 2022.

Indholdet i teksten til ”Penny Lane” var allerede delvis foregrebet i sangen ”In my life” (1965), hvor John Lennon (bl.a.) synger: ”There are places I´ll remember/ all my life, though some have changed/ some forever, not for better/ some have gone and some remain”.

I en tidlig version af sangen indeholdt teksten direkte referencer til nogle af disse steder med navns nævnelse, og efter udsendelsen af sangen udtalte Paul McCartney, at han godt kunne tænke sig at lave en hel sang om et af disse steder, han huskede fra sin barndom. Ved udgangen af 1966 havde han så skrevet sangen ”Penny Lane” – samtidig med, at John Lennon havde skrevet en sang om et andet erindringssted i Liverpool, ”Strawberry Field”.

På et tidspunkt var det ligefrem tanken, at de to sange skulle udgøre grundstammen på en plade, der løseligt var bygget op omkring temaet: Liverpool. Men sådan blev det ikke.

Jagten på hits
Den engelske musikscene i midttresserne kunne være et barsk sted at opholde sig, og kun de stærkeste og mest kreative kunne klare den benhårde konkurrence om hitlisteplaceringerne, mens de mere almindeligt dødelige musikere i værste fald kunne gå ned med stress, få nervesammenbrud eller bare droppe ud af konkurrenceræset.

Colin Blunstone fra gruppen The Zombies har i et nyligt interview beskrevet situationen på plademarkedet omkring 1967, som den så ud for ham: ”Pladeselskabet ville have en ny single fra os hver sjette uge; det var ødelæggende, fordi ingen bortset fra The Beatles, The Stones og en eller to grupper mere kunne præstere et hit så ofte. Det var uundgåeligt, at man måtte komme til kort, og når det skete, ville selskabet bare af med én”.

Blunstone stiller måske sagen på spidsen, men grundlæggende har han sikkert helt ret i sin beskrivelse af et overophedet og opskruet plademarked, hvor musikerne hele tiden skulle servere nyt – og helst skulle overgå sig selv for ikke at gå bagud af dansen.

Selv om man måske kunne synes, at The Beatles havde bidraget rigeligt til musikbranchen omkring nytåret 1966/67, gjaldt præstationskravet også denne gruppe, og omkring årsskiftet var det 4 måneder siden, The Beatles sidst havde udsendt en singleplade.

Derfor begyndte ledelsen på EMI/Parlophone at presse på for at høre, om der ikke snart var nyt materiale fra hitgruppen. Det var der sådan set, selv om Beatles-medlemmerne ikke umiddelbart havde gjort sig tanker om en ny single mellem ”Revolver” og den kommende LP, ”Sgt. Pepper”. Men hvad gør man ikke for at glæde chefen?

De to sange ”Penny Lane” og ”Strawberry Fields forever” var allerede blevet indspillet til den kommende LP, så derfor indvilgede Brian Epstein og George Martin (samt de 4 Beatles-medlemmer, må man gå ud fra) i at udsende en ny ”midtvejs”-single mellem de to LP´er, og det skete d. 13. februar 1967, hvor pladen blev udsendt som dobbelt A-side single.

Pladen blev straks en stor salgssucces, men er alligevel gået over i historiebøgerne som den første Beatles-single siden ”Love me do”, der ikke blev nr. 1 på den engelske hitliste. Den position havde og bevarede Engelbert Humperdinck i foråret 1967, så han kunne prale af at være den første i umindelige tider, som formåede at støde The Beatles fra hitlistetronen.

Men kan det nu også have sin rigtighed?
Nej, naturligvis ikke. The Beatles´ nye dobbelte A-side single solgte langt mere end Engelbert Humperdincks ”Release me”, og blev kun henvist til hitlistens andenplads, fordi de gældende regler for listen sagde, at man kun opregnede halvdelen af salget fra en dobbelt A-side single! Det kan man mene om, hvad man vil; men mon ikke man de facto roligt kan konstatere, at ”Penny Lane/ Strawberry Fields forever” ligesom samtlige øvrige Beatles-singler siden 1962 i rigeligt mål opnåede salgstal, der berettigede den til den eftertragtede førsteplads på hitlisten?

Synsbedrag
Tingene er ikke altid, som de ser ud til at være, hvilket altså bl.a. illustreres af den tvivlsomme fortælling om ”Penny Lane”´s forvisning til andenpladsen på den engelske hitliste. Et andet eksempel på et bedrag i forbindelse med ”Penny Lane” finder man i den musikfilm, der blev indspillet i starten af februar 1967 som ledsagelse til pladeudgivelsen.

Musikfilm var noget helt nyt inden for musikbranchen på dette tidspunkt (ligesom billedomslaget til singlen ”Penny Lane/ Strawberry Fields forever” var en nyhed i England i 1967), hvilket nok er grunden til, at producenterne bag filmen kunne tillade sig at snyde temmelig meget på vægten med deres optagelser uden at blive bebrejdet for det af kritikerne og af publikum.

Optagelserne til ”Penny Lane”-filmen fandt nemlig slet ikke sted i Liverpool, selv om teksten jo angiveligt handler om en række navngivne steder i denne by. Filmoptagelserne med The Beatles blev foretaget på Angel Lane og på King´s Road i London, hvorefter filmoptagelserne blev krydret med turistbilleder fra Liverpool, så det færdige resultat så ud, som om det var lavet i de omgivelser, teksten handler om. Men det var altså bare et synsbedrag – uden at musikken naturligvis blev dårligere af den grund.

Både musikken, som er inspireret af den ”rene lyd” på Beach Boys-albummet ”Pet sounds”, og sangteksten, som forskellige kvikke fortolkere har forsøgt at udlægge som et overflødighedshorn af seksuelle referencer, men som står sig ganske udmærket som en sang om en svunden paradisisk tid, har alle de ingredienser, der kendetegner et rigtigt hit, og ”Penny Lane” har da også i tidens løb modtaget en lang række udmærkelser (foruden en optagelse i den danske Højskolesangbog som sang nr. 553!).

Det er interessant at tænke på, hvordan de to sange på den dobbelte A-side single kunne have påvirket helheden, hvis de som planlagt var blevet en del af ”Sgt. Pepper” – og ikke mindst kan man tænke over, om Liverpool-konteksten i de to sangtekster i givet fald kunne have influeret på indholdet i de øvrige sange på pladen, som skulle have været men altså ikke blev en Liverpool-temaplade.

Det kan man ikke vide; men under alle omstændigheder kan man her på 55 årsdagen for ”Penny Lane” ikke lade være med at nære beundring for et hold kreative musikere, som tilsyneladende uden videre kunne undvære en del af rygraden på et kommende album, uden at det af den grund gjorde pladen til et ringere produkt. Stor respekt.

Læs mere om ”Penny Lane” på den engelske Wikipedia eller i en af de talrige bøger om The Beatles´ sangskat.