The Beatles som tegneserie

Historien om rockmusikken er på mange måder historien om The Beatles. Der blev lavet rockmusik før The Beatles, og der er især lavet meget rockmusik efter The Beatles; men alligevel står Liverpool-gruppen som en gigantisk kolos i rock-landskabet, som man bliver nødt til at forholde sig til.

The Beatles er en inspirationskilde for et utal af senere rockmusikere, og gruppen fungerer som en uundgåelig reference for endnu flere af de sidste 50 års rockmusikere og rockudgivelser. Alle kender The Beatles og deres sange, og selv om megen senere rockmusik befinder sig inden for helt andre genrer og bruger helt andre udtryk end Beatles-musikken, bygger dens fundament alligevel i større eller mindre grad på musikken fra The Beatles.

The Beatles er en ikonisk størrelse i det tyvende århundredes kultur på samme måde, som Elvis Presley og Marilyn Monroe er det. Og så lever to af gruppens medlemmer jo faktisk endnu, ikke at forglemme.

John Lennon – og de andre tre
Med The Beatles´ særstatus i musikhistorien er det ikke så mærkeligt, at en række tegneserietegnere har haft lyst til at gå i lag med at fortælle gruppens historie i tegneserieform. Indtil videre er kun 3 af disse Beatles-tegneserier oversat til dansk, og de 3 historier viser, hvor forskellige indfaldsvinkler til den samme grundlæggende fortælling, man kan vælge.

Finske Mauri Kunnas´ beretning ”Beatles – fra begyndelse til berømmelse” (2013) er nok den mest traditionelt fortalte af de 3 tegneserier, både i kraft af den strikt kronologiske gennemgang af stoffet og i kraft af tegnerens karikerede tegnestil, som ikke adskiller sig væsentligt fra stilen i massevis af andre humoristiske tegneserier. Det betyder naturligvis ikke, at tegneserien af den grund er dårligere eller kedeligere end de andre tegneserier om The Beatles, blot at den via sin præsentationsform ikke har mulighed for at påvirke læseren så stærkt følelsesmæssigt, som hvis indfaldsvinklen havde været mere original.

Hvis man som Kunnas er velbevandret i litteraturen om The Beatles, er det ikke for overraskelsernes skyld, man skal læse hans version af historien om The Beatles og om gruppens vej fra de små cafeer til indspilningen af den første singleplade. Her finder man alle de kendte ingredienser fra Beatles-mytologien, lige fra Johns og Pauls barndom til deres første møde og lige fra de kaotiske dage i Hamborg til de mere eller mindre traumatiske udskiftninger af et par af gruppemedlemmerne.

Kunnas gennemgår det hele grundigt og metodisk – og heldigvis også humoristisk, for ellers kunne det let være blevet en sej omgang at komme igennem. Kunnas visualiserer Beatles-medlemmernes unge dage – og frem for alt Johns – ned til de mindste detaljer og ofte i anekdotisk form, hvor læseren må spørge sig selv om, hvad der er digt, og hvad der er fakta. På grund af præsentationens noget ukritiske blanding af stort og småt, fremstår Kunnas´ fortælling ret flimrende og temmelig vidtløftig – men altså heldigvis også særdeles underholdende.

Der er ingen tvivl om, at det er John, der er hovedpersonen i Kunnas´ beretning, hvilket alene afsløres af den omstændighed, at fortællingen om Johns barndom fylder 10 sider, hvor de øvrige Beatles-medlemmers barndom og opvækst spises af med et par sider hver. John er beretningens helt og centrum, og det er han også i en anden tegneserie med udgangspunkt i Beatles-mytologien: Foenkinos´, Corbeyrans og Hornes ”Lennon – the New York years” (2017; oversat fra fransk (2010), ikke oversat til dansk). Som titlen fortæller, tager historien udgangspunkt i John Lennons 5 år i New York, fra 1975 til 1980. Men eftersom størstedelen af indholdet i beretningen udgøres af Johns betroelser til sin (fiktive) psykiater, er handlingen i albummet ikke blot en fortælling om musikerens sidste 5 år, men om hele hans liv og karriere – og det vil naturligvis først og fremmest sige hans liv som Beatle.

I en sort-hvid, skitseagtig tegnestil med flittig brug af gråtoner fortæller forfatter-trioen om Johns barndom og opvækst, om mødet med Paul, om venskabet med Stuart Sutcliffe, osv. osv. – altså hele den ”autoriserede” Beatles-mytologi. Men eftersom fortællersynsvinklen udelukkende er Johns, er det kun begivenhederne set fra hans ståsted, der oprulles, og det giver en lidt anden indfaldsvinkel til Beatles-årene end den, man f.eks. finder i Kunnas´ beretning. Foenkinos har som sin vinkel på Beatles-tiden valgt John Lennons behov for gruppen til at styrke sit eget ego og hans udnyttelse af gruppen til at bekæmpe sin egen eksistentielle usikkerhed og sårbarhed – på godt og ondt.

Ifølge Foenkinos fungerede The Beatles primært, fordi John Lennon havde brug for gruppen for at overleve: ”My solitude is the band´s bedrock”, hedder det i begyndelsen af beretningen, og senere uddyber Lennon over for psykiateren: ”Being part of a band was like having armor”. Men berømmelsen og gruppeidentifikationen havde også sine omkostninger i form af isolation fra omverdenen: ”We were alone as well. In a bubble”, fortæller John Lennon om konsekvenserne af den hastigt voksende idoldyrkelse af The Beatles.

Den femte Beatle
I de to ovenfor omtalte tegneserier er det de centrale Beatles-medlemmer, der har hovedrollerne i handlingsgangen; men i de to øvrige danskudgivne Beatles-tegneserier er det et par af personerne i Beatles-periferien, der er i fokus. Begge tegneserier handler om ”den femte Beatle” (hvilket også er titlen på den ene af udgivelserne); men det er ikke den samme person, de to serier beretter om, og det skyldes, at betegnelsen ”den femte Beatle” i tidens løb er blevet brugt om en del af de personer, der indgik i kredsen om den berømte kvartet. Tyske Arne Bellstorf har i sin sort-hvide tegneserie ”Baby´s in black” (med titel fra en kendt Beatles-sang) fra 2011 taget udgangspunkt i bassisten Stuart Sutcliffe og hans kortvarige medlemskab af gruppen, inden den blev kendt, og ikke mindst handler tegneserien om tiden i Hamborg.

Her mødte Sutcliffe fotografen Astrid Kirchherr, som han indledte et forhold til, og det står hurtigt klart, at Astrid i virkeligheden er den centrale figur i historien; men rundt om Astrid og Stu færdes historiens øvrige personer, som tilsammen skaber et troværdigt og ret kalejdoskopisk billede af kunstner- og musikermiljøet i Hamborg i starten af 1960´erne. Den atmosfærefyldte beskrivelse af en tid og af nogle skelsættende begivenheder i The Beatles´ karriere skaber et flot og overbevisende bidrag til Beatles-mytologien, hvor læseren naturligvis på forhånd kender slutningen på historien, men hvor Bellstorfs poetiske streg og indfølte fortælleform alligevel giver en ny indfaldsvinkel til begivenhederne. ”Baby´s in black” er en smukt fortalt og smukt tegnet skæbnefortælling, som giver et lidt anderledes syn på historien om The Beatles´ begyndelse end det, man er vant til at møde.

Det andet af de to danskoversatte tegneserieværker om en ”femte Beatle” er Tiwarys, Robinsons og Bakers ”Den femte Beatle” (2016), der i ord og billeder fortæller om The Beatles´ manager Brian Epstein, som var med til at gøre rockgruppen verdensberømt, men som bag den glamourøse facade sloges med sine egne dæmoner. Epstein var homoseksuel i en tid, hvor det absolut ikke var accepteret at være det, og det komplicerede hans liv voldsomt, ikke mindst på grund af de mange fristelser, stjernetilværelsen bød på.

Ligesom beretningen om Stuart Sutcliffes tragiske endeligt, kun 21 år gammel, er ”Den femte Beatle” at ligne med en græsk skæbnetragedie, der langsomt men sikkert fører handlingen fremad mod dens uundgåelige afslutning. Undervejs i skæbnefortællingen er der dog meget at glæde sig over, bl.a. den meget personlige streg, der skaber en helt anderledes kulørt og energifyldt læseoplevelse, end Arne Bellstorfs spartanske linjeføring gør det – uden dermed at rangordne de to meget forskellige udtryksformer. Det er forståeligt, at forlaget Fahrenheit har ønsket at præsentere historien om Brian Epstein for de danske læsere.

Flere Beatles-tegneserier
De 4 ovenfor omtalte tegneserieberetninger om The Beatles og om deres fantastiske karriere udgør kun toppen af isbjerget i forbindelse med emnet: The Beatles i tegneserieform. I 2012 udkom de to italienere Enzo Gentiles og Fabio Schiavos ”The Beatles in comic strips” på engelsk, og her kan den interesserede for alvor svælge i billedreferencer til rockgruppens optræden i tegneserieform i bøger, tidsskrifter og aviser. Det 240 sider store værk rummer eksempler på The Beatles´ tilstedeværelse i tegneserier helt tilbage til 1964, med gruppens opdukken i tegneserier som ”Batman” og Playboys ”Little Annie Fanny” som stationer undervejs mod nutiden, hvor The Beatles stadig viser sig i diverse tegneseriesammenhænge. Episoden fra Blake og Mortimer-historien ”Doktor Voronovs komplot” (2000), hvor man i et kort glimt overværer Johns møde med Paul, er også med i den italienske bog, ligesom intermezzoet med Liverpool-gruppen i Asterix-albummet ”Asterix og briterne” kan ses her.

Der er massevis af andre ældre eller nyere eksempler på Beatles-medlemmernes opdukken i forskellige tegneserier, men jeg vil slutte min lille gennemgang af et stort emne med at pege på det måske allermest iøjnefaldende eksempel på en Beatles-relateret kobling af rockmusik og tegneserier – nemlig det hæfte, der i sin tid blev lavet i tilknytning til tegnefilmen ”Yellow submarine”. Filmen fra 1968, som fortæller om de onde Blue Meanies (Blåtroldene) og om deres – heldigvis – mislykkede angreb på det paradisiske Pepperland, blev en stor succes i samtiden, såvel kunstnerisk som økonomisk. For at lukrere på filmens succes udsendte forlaget Gold Key derfor i 1968 et tegneseriehæfte med filmens historie, tegnet af José Delbo og fortalt af Paul S. Newman. Tegneserien er også udgivet i Danmark og er et sjovt eksempel på flower-power-åndens nedslag i populærkulturen. I 2018 blev der for at markere tegnefilmens 50 års jubilæum udsendt en ny tegneserieversion af beretningen, denne gang med tegninger af Bill Morrison; men den nye ”Yellow submarine”-tegneserie savner i høj grad den oprindelige udgaves naive charme.