Genrer
Beck: Odelay
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 305
Jeg elsker spøjse typer, og det gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow gold og Odelay. Odelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som "The new pollution", "Devil’s haircut" og "Where it’s at". Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med hinanden, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som få andre sange kan.
Lyden på Odelay er der til gengæld en temmelig rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, for det bevæger sig mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. "High 5 (Rock the Catskills)" er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens "Minus" er næsten rendyrket støjrock, og "Ramshackle" er Becks egen fortolkning af folk-genren. På "Hotwax" er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne konsekvente fokus på tre genrer gør, at pladen føles som en helhed snarere end en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.
Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som "Girl", "Lost cause" eller "Golden age", men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – "Devil's haircut", "Hotwax", "Jack-ass", "Sissyneck" og "High 5 (Rock the Catskills)" er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og rig på personlighed, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan hurtigt synge med på "Devil's haircut", "The new pollution" og "Where it’s at", og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.