Beethoven og brutaliteten

De fleste mennesker forbinder klassisk musik med fuldendte æstetiske oplevelser, men i litteraturen er der eksempler på bøger, som skildrer sindssyge galninge, der slår andre ihjel for bagefter at give musikken skylden for deres udåd. Den russiske forfatter Leo Tolstoj beretter om en jaloux ægtemand der, inspireret af Beethovens violinsonater, myrder sin kone, fordi han tror, hun er ham utro. Hovedpersonen Alex DeLarge fra Anthony Burgess' fremtidsfabel ‘A Clockwork Orange’ har også et alt andet end sundt forhold til Beethovens tonesætninger.

Stanley Kubricks kontroversielle filmversion, der fik verdenspremiere i New York den 19. december 1971, blev mødt med stærk kritik og trusler om censur i England. Som konsekvens heraf sørgede den egenrådige amerikanske instruktør for, at den siden 1973 ikke kunne vises offentligt nogen steder i Storbritannien i knap 30 år. Da det endelig kunne lade sig gøre igen, var Kubrick død i mellemtiden 70 år gammel den 7. marts 1999. Beethovens 9. symfonii d-mol er en integreret del af handlingen, og der er rigeligt med klassisk musik i filmen. Noget er elektronisk forarbejdet af en af genrens pionerer, Walter Carlos, mens resten afspilles i de almindeligt kendte orkesterudgaver.

Walter Carlos, der kort tid efter filmens premiere og en kønsskifteoperation officielt blev til Wendy Carlos, har både en universitetsgrad i fysik og et længere studie i komposition bag sig. Han arbejdede sammen med Robert Moog om udviklingen af Moog-synthesizeren, som han selv har været med til at gøre kendt i offentligheden. I slutningen af 1960'erne indspillede Carlos flere Bach-plader med sine keyboards og blev derefter hyret af Kubrick til at koncentrere sig om lydsiden på ‘A Clockwork Orange’. Carlos havde få år tidligere komponeret stykket ‘Timepiece’, inspireret af Burgess dystopiske roman fra 1962, og var på den måde et naturligt valg.

Den engelske organist Henry Purcell skrev i slutningen af 1600-tallet den meget sørgelige ‘Music for the Funeral of Queen Mary’ til Dronning Marys begravelse. Efter en tur gennem Carlos' maskinpark lyder melodien pludselig som ren science fiction, og kører under indledningen, hvor vi første gang stifter bekendtskab med Alex DeLarge (dæmonisk og kynisk spillet af Malcolm McDowell) og hans bande klædt i underlige sparkedragter, der samler mod til deres aggressive adfærd med ulovlige stimulanser, som indtages i den mystisk udseende Korova Milkbar.

Flokken går voldeligt bersærkergang i et autoritært velfærdssamfund, der forsøger at resocialisere sine uønskede medborgere med mildest talt tvivlsomme metoder. Dette får Alex at mærke på egen krop, efter han bliver arresteret af politiet og står til 14 års fængselsstraf. Han sættes i aversionsterapeutisk behandling på en opdragelsesanstalt, hvor man ‘kurerer’ ham ved hjælp af volds- og krigsfilm. Til sidst prøver Alex at begå selvmord, men forsøget mislykkedes. Han nyder en kort berømmelse fra sin sygeseng og er på forsiden af alle aviser. Glæden er kortvarig. De afsporede fantasier vender tilbage, og Alex konstaterer til sidst ‘I was cured all right’.

Beethovens 9. symfoni indgår som en vigtig og integreret del af handlingen. Den tempofyldte scherzo sats med betegnelsen ‘molto vivace’ (meget livlig) akkompagnerer Alex' drømmeverden, der er præget af vold og seksuelle overgreb. Symfoniens flotte korfinale reciterer Schillers digt ‘Ode an der Freude’, og misbruges af myndighederne til at give DeLarge det sidste mentale knæk gennem deres vedvarende psykiske terror.

Pludselig opdager Alex til sin gru, at de har lagt Beethoven ind under billederne af marcherende nazister, og skriger derfor: ‘Beethoven har ikke gjort noget forkert, han skrev bare musik’. Uddraget er kørt gennem en vocoder, en form for keyboard, der er i stand til at ændre lyden af den menneskelige stemme til ukendelighed. Beethoven og Schillers ode til friheden forvandles til grim muzak, der er vanskelig at holde ud for længe ad gangen.

Mange tog anstød af volden, der enkelte steder er mere stiliseret, end egentlig realistisk. Det ses tydeligt, når banden går i kødet på en rivaliserende flok bøller til tonerne af ouverturen fra Puccinis opera ‘Den tyvagtige Skade’. Slagsmålet minder en del om koreograferet ballet og er ifølge instruktøren helt bevidst. En anden ouverture, der stammer fra Rossinis ‘William Tell’ opera, bruges i en sexscene, der set med datidens optik må have været mere end almindelig dristig. Ouverturen afspilles i et opspeedet tempo i elektronisk form, så det passer til de absurd hurtige billedskift. Alex har inviteret to villige piger med ind på værelset til en heftig hyrdetime, der varer mindre end et minut.

På trods af den megen turbulens, er det værd at notere sig, at ‘A Clockwork Orange’ generelt modtog flotte anmeldelser, lokkede folk i biografmørket i stort tal, og senere har opnået såvel klassiker-
som kultstatus. Filmen er bestemt ikke særlig behagelig med dens fokus på systemisk, sagesløs og nær pornografisk vold, men tankevækkende, provokerende og yderst original i sin brug af klassisk og elektronisk manipuleret musik. Good ole Ludvig van Beethovens værker har i hvert fald ikke siden lydt helt, som de plejer, hvilket næppe kun gælder for mit indre øre. Tillykke med jubilæet til ‘A Clockwork Orange’, der på sin egen beethovenske, brutale og bizarre facon stadig er en reprise værd. Skål for det i Korova Milkbar med den 9. symfoni på afspilleren. Nogle gange skal det jo være grumt og DeLarge(r) Than Life for at gøre godt.