Genrer
Beethoven på fransk manér
Copenhagen Phil har en attraktiv Beethoven-sound, og denne lyd er endnu mere fokuseret i deres opførelse af 9. Symfoni med historiske trompeter og horn samt to små, professionelle vokalensembler som kor. Orkestrets forhenværende chefdirigent Lan Shui skriver i covernoterne om Beethovens glæde ved den “lette”, franske måde at spille hans musik på, og lydens gennemsigtighed er da også en af denne indspilnings fineste dyder. I en symfoni, der nemt kan lyde overfyldt, opnår Shui en imponerende grad af klarhed, også selvom den under tiden fødes af en lettere tynd strygertone og en tendens til at forenkle rytmer ved at fokusere på det første slag i takten.
Shuis tempi bygger på Beethovens egne forskrifter, som forskere længe har draget i tvivl (Beethovens metronom var tilsyneladende i stykker), men mange har gjort det samme, og andre tilgange kan være ligeså gangbare. Det springende punkt er, at Shuis tempi hænger så godt sammen, og sjældent viser de sig – som tilfældet har været med nogle af de tidligere indspilninger i denne serie - for hurtige til, at Copenhagen Phil kan håndtere det. Shui kan være lidt barnlig med de mange sforzandi i førstesatsen, men hans Scherzo folder sig attraktivt ud, og efter nogle tilløb blomstrer Adagioen ganske flot. Dirigenten modstår fristelsen til at manipulere musikken i disse satser og får noget enkelt og tiltrækkende ud af dem, især på grund af lyden.
I lighed med, hvad vi har hørt før, overvælder Shuis finale ikke, men den er grundigt forberedt. Det "tyrkiske" slagtøj er relativt tilbageholdt og fint i pagt med Thomas Cooleys bønfaldende tenor. Efterfølgende er der nogle lidt langtrukne øjeblikke, men det lyder som præparation og smidighed, der trækker musikerne igennem. Det er en sjælden fornøjelse at høre denne symfonis finale med så tjekkede, professionelle kor som de forenede styrker i Ars Nova Copenhagen og Det Lettiske Radiokor, men dette "superkor" kunne have brugt lidt mere øvetid (der er flere steder uenighed om vokaler og nogle tøvende indsatser). Solisterne kommer først på plads som kvartet efter lidt tid, men deres miks ved den tyste passage "Über Sternen muss er wohnen" er meget rørende; Liao Chngyong er varm og fuld af lidenskab ved den første vokalindsats.
Konkurrencen er op ad bakke med indspilninger af denne symfoni, lige fra Otto Klemperer til Riccardo Chailly. Shui og Copenhagen Phil scorer især høje point på helhedsindtrykket af deres lyd, hvis ikke for detaljegraden.