Begavede musikfortællinger

I skæret fra elektriske kandelabre bød Spillemændene indenfor til lun lørdagshygge i selskab med en samling vældigt gode viser.

Moderne fortolkninger af visetraditionens samtidsfortællinger, barok lyrik tilsat lidt jazz, lidt folk og lidt rock - og med reference til Johannes V. Jensens Kongens Fald i bandets navn - det bliver næsten ikke bedre for en musikinteresseret litterat. Det var da også ganske rigtigt vældigt godt selskab at befinde sig i hos Spillemændene denne lørdag eftermiddag på Roskilde Festival. Med Nicolai Elsbergs kælderdybe baryton i front, men med mindst lige så centrale indslag fra musikerne og sangerne omkring ham, leverede musikanterne en forførende koncert.

Velkommen indenfor

Spillemændene består af seks ganske unge mennesker - de har blot eksisteret siden 2010 og har netop udgivet deres debut-EP (i sagens natur en vaskeægte bog!), produceret af Nikolaj Nørlund. Der var nu hverken nogen debutantusikkerhed eller særlig benovelse at spore hos gruppen - tværtimod indtog flokken hjemmevant scenen med Elsberg ligefrem spankulerende bag og foran scenetæppet undervejs som en helt naturlig ting. Hans fabelagtige croonede vokal indtog til gengæld hver en øregang fra første færd, da han høfligt og belevent, iført tilknappet hvid skjorte og lige så hvide pressede bukser, havde budt velkommen til eftermiddagens seance.

Ro til at smage, tygge og fordøje

Det litterære univers funderes på at numrene fortælles lige så meget som de synges og hyppigt gør brug af faste vendinger - som i den svingende Træmanden fra EP'en: "Findes kærligheden andre steder end i skovens dybe stille ro? Historien vinker med sine industrialiserede vognstænger. Jeg forventer mig ikke længere meget af mine kommende generationer." Godt hjulpet på vej af Elsbergs stemmepragt smages der på og dvæles ved ordene, så det er en fryd. I det hele taget er Spillemændene gode til at tage sig tid - hvert nummer får lov at synke ind inden det næste og flere af instrumenterne får også deres plads i rampelyset undervejs.

Charme og selvtillid

Selvom Spillemændene kun har den ene EP bag sig, medbragte de masser af nyt materiale, der lover godt for et kommende debutalbum. Tempo, udtryk og dominerende stilart skiftede elegant undervejs - fra sørgmodig eftertænksomhed a la Mikael Simpson i Mosekonen, over decideret forførelse i Mine Medmennesker til synthede Vigtige Ting At Huske På I Livet, hvor Povl Dissing som forbillede ikke fornægter sig. Man kan diskutere, om der går lige lovlig meget grand finale i den til slut, hvor det afsluttende nummer drøner afsted og Elsberg på rockstar-maner kaster langstilkede, røde roser ud til publikum, men nuvel - det er charmerende leveret som alt det andet, og vi lapper det gerne i os. Tak for hygge!