Ben Webster i Danmark

BEN WEBSTER I DANMARK

 

København i 1960'erne og 1970'erne tiltrak en lang række amerikanske jazzmusikere, der i Danmark fandt et frirum fjernt fra den hverdag, de kendte i USA med racisme og dårlige arbejdsforhold. Blandt de mange legendariske amerikanske musikere kan nævnes Dexter Gordon, Ben Webster, Stan Getz, Bud Powell, Kenny Drew og Oscar Pettiford. Flere af musikerne bosatte sig i Danmark og fik en betydende indflydelse på udviklingen af den danske jazzscene. Her præsenteres Ben Webster.

 

De første år

Benjamin Francis Webster blev født den 27. marts 1909 i Kansas City, Missouri. Faderen var alkoholiseret og røg hurtigt ud af billedet. Bens mor, Mayme, og dennes moster, Agnes, opdrog kærligt drengen. Skønt de boede i den sorte ghetto, var hjemmet ikke præget af fattigdom. Ben fik undervisning i violinspil, men de andre drenge drillede ham, når han kom i fløjlstøj med violinkassen i hånden. I stedet skiftede han til klaver.

I 1920erne spillede han til stumfilm og i forskellige danseorkestre, men ved en tilfældighed mødte han tenorsaxofonisten Budd Johnson og det var ham, der viste Ben Webster, hvordan man spiller på en saxofon. Interessen blev fanget, Ben anskaffede sig en saxofon, øvede og øvede og blev snart professionel. I starten af 1930erne spillede han med en række af tidens førende orkestre, men det var som medlem af Fletcher Henderson Orchestra, han udviklede sit spil.  Dette orkester var læreplads for mange af tidens jazz-giganter.

Webster ca. 1946

 

Hos Cab Calloway

Webster fortæller selv: ”En ung sort mand fra ghettoen havde kun tre muligheder. Han kunne blive alfons, bokser eller musiker”. Efter at have forsøgt sig lidt med de to første muligheder, bestemte han sig for det sidste. Ben Webster blev efterfølgende tilknyttet Cab Calloways orkester. Calloway var en af tidens populæreste sangere og entertainere, og han turnerede flittigt og betalte sine musikere godt. Så fra 35 dollars om ugen hos Henderson, blev det nu til 100 dollars. For Ben Webster betød det et farverigt natteliv, hyppigt som gambler og billardhaj, men snart også med et alkoholforbrug, der ikke var godt for hans temperament. Han blev en anden, når han drak, uberegnelig og af og til voldelig. Kvinderne i hans liv, f.eks. Billie Holiday, som han datede en tid, fik mere end ét blåt øje. Det var ikke uden grund, han fik kælenavnet “The Brute and the Beautiful”. Også flere af de kvinder, der gjorde hans bekendtskab i hans sidste år i Europa, fik dette at mærke. Som grund til sin store tørst gav han, at hans farfar var cherokee og at indianere ikke kan tåle alkohol.

 

Spillestil

Dualiteten kom også til udtryk i hans spil.  Som de fleste andre af 1930ernes tenorsaxofonister var Ben Webster inspireret af den store Coleman Hawkins, men i slutningen af årtiet udviklede han sin egen stil. I de hurtigere numre begyndte han som den første saxofonist at anvende det knurrende ”growl” som i de følgende årtier blev overtaget af talrige blues- og rock’n’roll-saxofonister. Sideløbende gjorde Ben Webster sit balladespil blødt, smidigt og melodiøst med tilføjelse af den helt specielle, vibrerende og toneløse luftstrøm. Han var en af jazzens umiddelbart genkendelige solister blot i kraft af tonens klangfylde og karakteristiske vibrato, og det er som en af swinggenerationens store balladefortolkere med en uimodståelig inderlighed i udtrykket, Webster huskes.

Coleman Hawkins

 

 

Endelig hos Ellington

Websters store drøm var at spille i Duke Ellingtons store orkester og den blev virkeliggjort i januar 1940. Han fik tilbudt et fast job i orkestret, der havde base i Boston.  

Webster blev hos Ellington indtil begyndelsen af ​​august 1943, og det var i disse år han opnåede national og international berømmelse med optagelser som Cotton Tail – der blev hans signaturmelodi.

Efter flere skænderier med Duke Ellington i 1943 forlod Ben Webster orkestret og i årene derefter kunne man høre ham i række jazz- og blues-ensembler. I 1950erne var han tilknyttet impresarioen Norman Granz. Han deltog i dennes ”Jazz At The Philharmonic”-koncerter, og indspillede en række epokegørende albums for Granz’ selskab, Verve Records.

Årene i Europa

Ben Webster var bange for at flyve over det store Atlanterhav og kom derfor først i 1964 til England (med skib via Frankrig). Ronnie Scott, navnkundig natklubejer i London, havde inviteret Webster flere gange og endelig lykkedes det – et to-ugers engagement blev virkeliggjort.

Det var i London han blev engageret til jobs i Skandinavien.

Første koncert i Danmark var i Radiohuset med Kenny Drew, Niels Henning Ørsted Pedersen og Alex Riel. På grund af de begejstrede anmeldelser og honorarets størrelse ville han gerne have mere arbejde her og det fik han: fem ugers turne i Skandinavien, heraf hele tre uger i Jazzhus Montmartre.

Da det var første gang han var i Danmark, var interessen for Ben Webster meget stor og han blev feteret og beundret over alt.

Han følte sig hurtigt hjemme i København, hvor han slog sig ned. Han optrådte i Montmartre, turnerede med Arnvid Meyers orkester og var jævnligt solist med Radioens Big Band. Han fortsatte med at turnere ude i Europa, og i årene 1966-69 var han bosat i Holland.

Tilbage i Danmark boede Ben først hos Grethe Kemp, sangerinde og børnebogsforfatter. Det var på 5. sal i Nr. Farimagsgade uden elevator og netop det var grunden til at Ben ret hurtigt måtte finde et andet sted at bo. Det blev et musikerkollektiv i Svanholmsgade, hvor der blev afholdt legendariske fester, der varede i dagevis.

 

 

 

I egen lejlighed

Til sidst fik han dog sin egen lejlighed i Nr. Søgade. Ben havde aldrig haft sit eget sted, så han var lykkelig her. Han havde alt det, han skulle bruge: Tandberg-båndoptageren, UHER-maskinen, Lenco-pladespilleren, de fine silkeskjorter og cashmere-sweatere - han skulle altid have det allerbedste af alting. Han bestilte et klaver hos byens bedste klaverforretning og det blev båret op. Ben satte sig og spillede; han var ikke helt tilfreds. Han ville gerne prøve et andet, så flyttefolkene bærer klaveret ned og henter et andet. Det spiller godt og flyttefolkene inviteres på et par smiles, som han kalder brændevinen. De hygger sig og flyttefolkene er på vej ud af døren, da Ben igen sætter sig til klaveret. ”Lyden er en smule dåseagtig, måske kan I fyre lige smutte ned efter et til”. De protesterer og Ben smiler. Det var bare en joke.

Han var særdeles gæstfri; der stod altid en kasse Hof og brændevinen flød som vand.

Han fik en on/off kæreste, Birgit Nordtorp, en smuk blondine, halvt så gammel som han. Hun stod ikke model til hans drikkevaner.

Hun drak ikke selv og havde i øvrigt en søn, så når de var sammen var Ben ædru og blid som et lam. Han lod sig dog nemt friste til at gå over til ”the dark side”, hvor et par drinks blev til 10 eller mere.

Dag blev til nat; han sov dybt uanset tid på døgnet og var derefter frisk igen. Dem, han mest spillede sammen med, lærte at hente ham et par timer før koncerten. Alligevel faldt han ind imellem i søvn på scenen.

 

Et par anekdoter

Der er talrige anekdoter om Ben Webster og hans sidste år her i Danmark.

Her kommer et par stykker:

En dag i oktober 1969 faldt Ben i sin lejlighed og brækkede sin ankel. Han blev indlagt og var begejstret for lægerne og de søde sygeplejersker, der vaskede ham over det hele og han fik endda en øl til sin mad hver dag.

Det glemte han aldrig og hvert år på den dato, han blev udskrevet, besøgte han afdelingen og forærede personalet en flaske whisky.

Ligeså glad han var for det danske velfærdssystem, ligeså uvillig og uforstående var han over at skulle betale skat. Han fik besøg af en mand fra skattevæsenet, der forklarede ham, at han havde haft en indkomst og derfor skulle betale skat. Ben blev forvirret, for han havde jo brugt alle sine penge.

En ven, basunisten John Darville forsøgte at hjælpe, men det endte med at Skattevæsenet opgav sagen, mod at Webster (dvs. Darville) fremover fik orden på bogføringen.

En dag havde Ben fået en større check fra Fjernsynet for udført arbejde og sammen med vennen Henrik Wolsgaard-Iversens kone Rosita tog han i banken for at hæve checken. Han havde en lille fjer på og var i det sentimentale hjørne. Med pengene i hænderne gik han rundt til bankens ansatte og forærede dem 100 og 500 kr. sedler ”fordi de er så søde”. Rosita gik lige bag ham og samlede sedlerne ind igen. Morgenen efter havde Ben glemt alt om det og beskyldte en veninde for at have stjålet pengene ”that bitch stole my money”. Rosita forklarede ham, at hun havde pengene og spurgte, om han ville have dem tilbage. ”Nej, behold du dem bare, du er så sød…”

 

De sidste år

Webster vendte aldrig tilbage til USA. I Europa fandt han masser af arbejde især i Nordeuropa, hvor han spillede i klubber eller på festivaler med lokale bands eller med udstationerede eller besøgende amerikanske musikere, såsom Benny Carter, Bill Coleman, Don Byas, Kenny Drew, Teddy Wilson, Red Mitchell, Charlie Shavers, Dexter Gordon, Clark Terry og Buck Clayton.

I 1971 blev han og Duke Ellingtons orkester genforenet i et par koncerter i Tivoli.

 

Den 6. september 1973 spillede Ben Webster i en klub i Leiden i Holland. Efterfølgende svigtede helbredet på flere fronter, og to uger senere, den 20. september 1973, døde han på et hospital i Amsterdam. Hans kiste blev fløjet til Danmark, hvor der var bisættelse i Bispebjerg Kirke den 28. september – med Johannes Møllehave som prædikant. Hans urne er nedsat på Assistens Kirkegaard.

Ben Websters gravsten er bevaringsværdig i henhold til regler om kulturarv på kirkegårde. Ifølge disse regler skal gravsten af såkaldte 'meritorius-personer' bevares for eftertiden.

En kajgade i Sydhavnen i København er opkaldt efter ham.

 

 

 Ben Webster Prisen

Ben Webster Prisen er en dansk jazz-musikpris, som blev etableret af Ben Webster Fonden for at hædre danske og amerikanske jazzmusikere og andre, som arbejder aktivt med at promovere jazz i disse lande. Pengene stammer fra bl.a. royalties og nu også fra streaming af hans musik, som den danske fond har rettighederne til.

Prisen uddeles engang om året ved en festlig begivenhed med koncert, som har fundet sted på forskellige jazzspillesteder, bl.a. Jazzhus Montmartre, Huset, Copenhagen Jazzhouse og Queen's Hall i Den Sorte Diamant.  Vinderen modtager 25.000 kr.

Derudover uddeles også en Ben Webster Ærespris.

I år, 2020, får trommeslageren Frands Rifbjerg Ben Webster Prisen og Elith (Nulle) Nykjær får æresprisen.

 

 Lyt
Coleman Hawkins Encounters Ben Webster (ikke specifikt for Danmark, blot et af verdens bedste jazz-albums of all times) 1957

My Man: Live at Montmartre 1973 (Steeplechase, 1973)

Sunday Morning at the Montmartre (Black Lion, 1977)

 

Læs

Frank Büchmann-Møller

Montmartre : jazzhuset i St. Regnegade 19,  2008

 

 

Jeroen de Valk

Ben Webster : his life and music, 2001

 

Kig

Ben Webster - Big Ben (1971) kan ses i sin fulde udstrækning på youtube.com

Ben Webster -Stormy Weather (Live in Copenhagen, 1965) youtube.com

Duke Ellington & Ben Webster: All To Soon (igen youtube.com, der er en veritabel guldgrube for os, der er for unge til at kunne have oplevet  de store koryfæer).