Bent Lorentsen, den folkelige modernist

I den fine serie Danske komponister fra forlaget Multivers har vi fået fine, overskuelige bøger om danske komponister, som ikke lige er på top 5. Fra de ældre August Enna og Emil Hartmann til nyere som Else Marie Pade og Niels Viggo Bentzon.

Og nu godt 120 sobre og informative sider om den folkelige modernist Bent Lorentzen, der døde i 2018.

Lars Ole Bonde er uden tvivl den oplagte forfatter til bogen om Bent Lorentzen. Siden 1989 har de kendt hinanden personligt, og Bonde har udarbejdet Lorentzens værkfortegnelse med 160 opusnumre samt skrevet vægtige artikler om Bent Lorentzen gennem årene. Bonde er tidligere professor i musikterapi ved Aalborg Universitet.

Denne bog må ses som kronen på værket: den ultimative bog om Bent Lorentzen – komponisten, der havde stærke meninger om sin samtid og dens musikliv. Lorentzen skrev sandelig ikke ”absolut musik”, men ”musik til tiden”.

Det musikbegavede barn
Bogen er holdt i et klassisk sprog og komposition; vi starter med komponistens fødsel i 1935 i landsbyen Stenvad på Djursland i et hjem, der emmer af musik.
Bonde fortæller, at den lille Bent skriver noder, før han kan læse dem. Det er betegnende for hans videre virke, hans nødvendige trang til at kunne videregive hans musikbillede, selvom han ikke kender det traditionelle nodesystem, men opfinder egne visuelle systemer.

Efter gymnasietiden i Tarm starter Lorentzen på Musikvidenskabeligt Institut i Aarhus, men efter tre år bliver det til cellostudiet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han skifter dog hurtigt over til musikteori med lærere som Vagn Holmboe, Jørgen Jersild og Finn Høffding.
Samtidigt arbejder Bent Lorentzen med musikpædagogik for børn – ofte sammen med hustruen Edith. Her oplever vi hans aldrig slumrende nysgerrighed, der holder hele livet. Betegnende beskriver Bonde parrets fire børn som ”udogmatisk opdraget til kreativitet og selvstændighed”.

Det nysgerrige menneske
Lorentzen har sine første oplevelser med elektronisk musik, og da han i 1962 bliver lærer på Det Jyske Musikkonservatorium, bliver den elektroniske musik en drivende kraft i musikdramatikken. Her bliver Karl Aage Rasmussen hans første privatelev, og Rasmussen fortæller i dag med glæde om Lorentzens udtrykte nysgerrighed. Senere er mange af Lorentzens avantgarde-teknikker blevet mere eller mindre mainstream.
Samtidig udviser Lorentzen en stor opmærksomhed på både musikere og tilhørere. Det nytter da ikke at skrive et kompliceret værk, som musikerne ikke vil tage til sig. Han har den grundlæggende opfattelse, at musik er lyd og ikke noder – han ønsker at henvende sig til tilhøreren.

I 1963 stiftes Aarhus Operagruppe med en dynamisk sangfaggruppe på konservatoriet, der står overfor den mere konventionelle Den Jyske Opera. Her kommer flere konfrontationer – også i medierne. Først da dirigenten Francesco Cristofoli ansættes på operaen i 1973, optøs fronterne. Ifølge Cristofoli bliver Lorentzen ”sangbar”, men hans værker splitter gerne anmelderne.
Ved siden af sin ”voksne musik” beskæftiger Lorentzen sig med børnenes musik, og i 1967 udgiver Edith og Bent Lorentzen sangbogen ”Ej sikkelej sikkeladetus”, hvor der som noget nyt også er remser og sanglege.

Det komponerende menneske
Fra 1972 er Bent Lorentzen full-time komponist. Hans værker får varme modtagelser i udlandet, mens de hjemlige, danske reaktioner er mere tilbageholdende – for at sige det med Lorentzens mildhed.
For Lorentzen er orglet ”et slaraffenland af tonegeneratorer og lydmuligheder”. Derfor bliver det til en del orgelværker i 1970’erne, som noteres i komponistens egen originale grafiske notation. Men dette betyder, at mange organister ikke kaster sig i lag med værkerne. Derfor reviderer Lorentzen senere stykkerne og anvender den traditionelle nodenotation. For det er jo vigtigere, at værkerne spilles.
Bent Lorentzens værker bliver skrevet, så det er let for tilskueren at følge historien. Og for at komme ud af ”nymusikghettoen” (hans eget ord) lægger han vægt på, at ”fremtidens musikteater skal have en vis popularitet, hvis det overhovedet skal kunne lade sig gøre”.

Det arrangerende menneske
Dette viser han i praksis ved at etablere Ebeltoft Festival årligt fra 1989 til 1993. Bonde skriver: ”Ideen var indlysende, enkel og alligevel – for sin tid – unik: En musikfestival, hvor den ene halvdel af musikken er gammel og fortrolig, og den anden mere utraditionel og ny.” Samtidig er et af målene at spille musikken på nye steder: fra kirketårnet, på brandstationen, på fregatten Jylland. Festivalen er populær både i medierne, hos anmelderne – og især vigtigt for Lorentzen – hos tilhørerne. Desværre må festivalen lukke af økonomiske årsager.

Mod slutningen af Lars Ole Bondes fine bog får vi kapitlet om ”den folkelige modernist”; Lorentzen har både humor og bred appel. Såre sympatisk i kredse, hvor man ofte oplever selvhøjtidelighed i forskellige grader.
I 1998 skriver Lorentzen en ”rekomposition”: den succesfulde opera ”Pergolesis hjemmeservice”, som er en opera om Pergolesis ”La Serva Padrona”. Og i 2009 får vi Lorentzens version af ”Jeppe på bjerget”, der formmæssigt er en nummeropera, hvor ”der både er en kontinuerlig musikalsk strøm og en klar opdeling i enkeltdele, som publikum kan orientere sig i”. Typisk Lorentzen – og her er anmelderne enige: Bravo. Desværre når Lorentzen ikke de ønskede revisioner; han indhentes af Parkinsons sygdom.

Det pædagogiske menneske
Kapitlet ”Den pædagogiske modernist” fortæller varmt om Lorentzens ideer om musik og børn, hvor børn ikke bare skal lytte, men både producere, komponere, udøve – og være publikum. Men som Bonde rammende beskriver: ”Det er et paradoks, at nogle af de mest velfungerende og gennemtænkte pædagogiske værker, vi har, samtidig er de vanskeligste at opføre i praksis, fordi de går på tværs af institutionernes traditionelle arbejdsmåde.”
Ja, det er da trist.
Og rigtigt; det har jeg selv oplevet. Så hermed en opsang: Lad engagerede sjæle ta’ initiativet til større produktioner med professionelle musikere og de institutioner, hvor børnene er: skolen, musikskolen, børnehaven, fritidsordningen.

Det samarbejdende menneske
Og netop samarbejdet er så vigtigt for Bent Lorentzen. Her nævnes de nære samarbejdspartnere pianisten Erik Kaltoft og basunisten Niels-Ole Bo Johansen; Lorentzen var hele livet nysgerrig efter at finde nye udtryksmuligheder for instrumenterne.
Og det er jo den klingende musik og publikums oplevelser, der tæller, ikke den noterede musik. I Lorentzens terminologi kaldes det den performative dimension. En dimension, som jeg mener er mere alment fremherskende i den rytmiske musikverden – her kunne alle nok lære noget.
De sidste år er vanskelige for Bent Lorentzen. Hustruen Edith bliver ramt af en hjerneblødning, og Lorentzen kan ikke komponere. Edith dør i 2012 og Bent i 2018. Inden da oplever han, at det store værk operaen Steppenwolf endelig bliver opført i 2016.

Dialogen med publikum er gennem hele livet vigtig for Bent Lorentzen. Han udtaler i 1977, at publikum ikke er borgerskabet eller arbejderklassen. Men hvem så? Han har selv svaret: De musikalske.
Bent Lorentzen var en sjælden komponist i musikverdenen – både farverig, uforudsigelig – og lydhør.
Ifølge Bonde kunne Ebeltoft Festivals motto være komponistens: ”Kunst er udfordrende, en gang i mellem farlig”.

Lars Ole Bondes bog om Bent Lorentzen er en strålende perle uden de store armbevægelser, og vi får et såre sympatisk billede af ”den folkelige modernist”.
Så hør Bent Lorentzens musik – den findes på bibliotekerne og på streamingtjenesterne.