Bernhoft på beatet

SMUKFEST 2013, torsdag d. 8. august kl. 14.00 Bøgescenerne

Festivalen vågnede langsomt op torsdag efter onsdag nats strabadser med alt for mange mennesker… Derfor var det en lise at kunne starte med nordmanden Jarle Berhoft på scenen.

Bernhoft er ikke “kun” en soulsanger og en guitarist, men en multiinstrumentalist, der ved hjælp af en ganske ordinær BOSS RC-300 Loop Station formår at bygge et nummer op med flerstemmig sang, guitar, basgang og perkussion – ene mand. Enhver kan købe sådan en maskine (vejledende udsalgspris kr. 4.019,-) og pusle med den hjemme i kælderen, men at få et produkt ud af det, som Bernhoft gør, er forbeholdt de få.

En ung mand udvikler sig

På SPOT 2011 stiftede vi herhjemme for første gang bekendtskab med Bernhoft, og samme sommer var han booket til SMUKFEST til det mindre P3 Teltet. Her mødte vi en ung og ydmyg mand, som nogen dog havde hørt om i forvejen, og succesen var hjemme.

Siden er Bernhoft blevet et navn, der ifølge konferencieren Søren Rislund lige kunne klemme dette job ind mellem en USA- og en Japanturné.

Derfor optrådte Bernhoft også på hovedscenen for et tusindtalligt publikum i næsten tørvejr.

Og den unge mand var sandelig vokset, eller lad os kalde det superprofessionaliseret. Også denne gang lagde han ud med ”Ever Since”; en a cappella sang, der blev bygget op til flerstemmig Bernhoftsang og med taktfaste klap, som publikum også bare var med på. I sangen ”So Many Faces” fik vi hele pakken: Først en basrundgang, så guitar, og mere guitar sluttende med Bernhofts fuldsoulede sangstemme. Og som stadigvæk i flere af fraseringerne minder om gårsdagens lilla Højhed – Prince.

Som behagelig variation i loopnumrene gav Bernhoft den sensuelle sjæler ”Stay With Me” på et godt, gammelt Fender Rhodes el-klaver. Og her var der ingen snærende rytmebånd, der bandt, så han kunne croone og frasere så meget, han ville. ”Nå, det er noget for pigerne” bemærkede min sidemand.

Vi synger med Bernhoft

Koncertens numre var fra pladerne Ceramik City Chrinicles fra 2009 og Solidarity Breaks fra 2011; numre, som vi også hørte for to år siden. Men denne gang blev der sandelig sunget godt med, og Bernhoft var ikke sen til at udnytte publikum til kor; han har hørbart stået på en del scener og spillet mange koncerter siden sidst! Han fik da også improviseret en operapastiche over ordet ”smuk”, som blev vendt og drejet med stor patos gennem maskineriet.

Der blev også plads til et par nye numre, det ene var en drømmende og meget anderledes sang, som Paul Simon godt kunne have skrevet. Og som sluttede med et kuldegysende smukt trestemmigt kor.

Efter finalenummeret ”Shout” gav Bernhoft som ekstranummer en smuk nærmest spirituel solosang ”I’m gonna leave in the morning”. Det var lige knap morgen, men publikum måtte modstræbende lade Bernhoft forlade os. Dog ikke uden en lille skælmsk cadeau på klaveret til et af forbillederne. Til tonerne af Stevie Wonders ”Superstition” kunne vi gå fra denne times koncert og være lidt mere glad i låget.

Lad os nu se, hvor længe det er interessant med disse loopkunster. For Bernhoft behøver dem ikke – han er i sig selv en unik sanger og en blændende guitarist. Næste gang må han altså gerne tage hele sit store band med, som efter sigende også skulle svinge fortryllende.