dummy

Bibzoom præsenterer: Mathilde Falch

17-02-2016
Tina Schmidt

Mathilde har haft travlt siden debut-EP’en Kom Med Mig udkom i 2010. Hun har både som duo og soloartist bygget sit navn solidt op på landets spillesteder.
Som 18-årig oprettede Mathilde sit eget pladeselskab Just For The Record og udgav sin første single. Mathilde Falch laver selv al sin musik.

Samtidig er Mathilde Falch meget aktiv som ambassadør for Landsforeningen Sind, hvor hun er med til at sætte fokus på psykisk sårbarhed og er selv åben og om sin egen historie i psykiatrien og med misbrug.
Mathilde Falchs sange om afhængighed, relationer, det fordummede massemenneske, tilgivelse, kærlighed og savn viser, at hun er en sangskriver med meget på hjerte.

Med en kærlighed, der i højere grad er til rock end pop, er hun stadig en sjælden fugl i sin generation. Sammen med Christian Ki, skruer hun på det seneste album op for en mere alternativ og melankolsk rocksound, uden at give afkald på det melodiske og det særlige nærvær, der er kendetegnende for hende.

"Ligesom Lou Reed har hun i den grad ordene i sin magt. Og endnu mere vigtigt, ligesom Lou er Mathilde kompromisløs helt ind til benet og i ordets allerbedste forstand." Citat: BT

 

Seks skarpe til Mathilde Falch

 

Hvordan fik du ideen til at starte bandet?
Jeg har skrevet sange og spillet musik så længe jeg husker, og spillede i band fra jeg var 11 år. Da jeg var i band, spillede jeg klaver og tværfløjte. Jeg begyndte først selv at synge mine sange og blev frontfigur da jeg virkelig havde et behov for at formidle de ord, jeg havde skrevet. Jeg oprettede mit eget pladeselskab og udsendte min første single da jeg var 18 år.
På det tidspunkt var jeg blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, og havde fundet ud af, at det er musik og sangskrivning, der gjorde mig glad, og at jeg ville arbejde meget hårdt i forsøget på at gøre min drøm til virkelighed.
Jeg samlede et band og begyndte at tage ud og spille koncerter i 2008. Siden har jeg langsomt bygget et trofast publikum op på spillestederne.

Hvad er det bedste ved musikken?
Min musik kommer fra mine følelser, og det kan man mærke. Mine sange er nærværende og jeg mener hvert et ord, jeg synger. Så skiller min musik sig ud ved, at det er nærværende rock’n’roll med fokus på tekster i en tid, der domineres af pop.

Hvad har inspireret stilen?
Jeg er inspireret af mit eget liv, og tager udgangspunkt i de stemninger, jeg havde da jeg skrev sangen på min guitar. Den stemning forsøger vi at bygge et lydunivers op omkring i øvelokalet og studiet.
Min guitarist og producer Christian Ki har virkelig været inspirerende at arbejde sammen med på min seneste plade Alle Taler. Vi har siddet i et kælderstudie i Valby og haft tid til at prøve en masse forskellige ting af, og fundet frem til hvornår vi syntes, sangene havde det bedste udtryk. Christian er ikke bange for at tage chancer og eksperimentere, det synes jeg der er kommet et kompromisløst rockalbum ud af.

Hvad er den bedste oplevelse med bandet?
Jeg har haft virkelig mange gode oplevelser med mit band. Vi er i øjeblikket på turné og spiller for første gang for udsolgte huse. Det er helt vildt at opleve. Det kulminerede for mig i lørdags, hvor vi spillede i DRs Koncerthus. Det har været en drøm for mig i mange år at spille der, og drømmen gik i opfyldelse med mere til. Jeg har det fedeste og mest trofaste publikum, og for tiden må jeg lige knibe mig selv lidt i armen.

Hvad skal der ske i 2016?
Jeg er på tour både med mit band og solo med min guitar. Vi skal rundt i hele landet og spille på spillesteder og festivaler. Det er det bedste jeg ved. Mit band består af mine bedste venner, og jeg elsker alt ved det at være på tour. Så er jeg i gang med at skrive nye sange, og håber på at have sparet penge nok op til at kunne gå i studiet til efteråret og indspille et album mere.

Har du en yndlingsplade(r)?
Min yndlingsplade er i øjeblikket Push The Sky Away af Nick Cave og Long Gone Before Daylight af The Cardigans. Det er to plader med fokus på lyrikken, og hvor der er et spændende og dynamisk lydbillede, som jeg kan høre lige meget hvilket humør jeg er i.

Find Mathilde Falch her:
Officiel side: www.mathildefalch.dk
Facebook: www.facebook.com/mathilde.falch
Youtube: www.youtube.com/user/FalchMathilde
Soundcloud: www.soundcloud.com/mathildefalch
Spotify: https://open.spotify.com/artist/1J2xxbfq6YUu9b6EdjYk5R