Genrer


Bibzoom præsenterer: OH GUARD
Husoptagelser er et musikerkollektiv og pladeselskab, hvis formål er, at skabe en musikplatform for unge kunstnere, som arbejder med elektronisk musik i Danmark. Husoptagelsers primære netværk og base befinder sig i og omkring musikmiljøet i København.
Husoptagelsers egen pop-aficionado er Mads Vadsager, alias OH GUARD. Han har været medlem af husoptagelser i lidt over et år, og udgav sin første plade hos husoptagelser d. 20. September 2014 med titlen Yushania. Den 24. August i år udkom opfølgeren My Majestic Plural, en plade som udviser voksende melodiøsitet og et kompositorisk talent af høj karat. Med sin baggrund som jazzmusiker byder OH GUARD på fængende, men også udfordrende temaer, som ikke er til at skyde igennem. My Majestic Plural byder på en endnu mere organisk lyd med inkorporationen af strengeinstrumenter og gæstevokaler.
Seks skarpe til OH GUARD
Hvordan fik du ideen til at starte? Jeg var på daværende tidspunkt kommet til et punkt, hvor jeg havde brug for at tænke musik på en helt anden måde for at undgå at sidde fast, hvilket fik mig til at kaste mig over elektronisk musik. Jeg tror, at jeg så det lidt som en måde, jeg kunne udfordre mig selv og udvikle mig rent musikalsk. Hvad er det bedste ved din musik? Jeg tror, at jeg har en anderledes måde at tænke elektronisk musik på end andre elektroniske kunstnere, eftersom min musikalitet ikke grunder i musikproduktion, men i musikudøvelse så at sige. Det gør, at det elektroniske univers, jeg forsøger at skabe, suppleres med organiske elementer og instrumenter, hvilket giver lyden en anderledes atmosfære. Hvad har inspireret din stil? Lige for tiden lytter jeg rigtig meget til neoklassiske komponister som Nils Frahm og Ólafur Arnalds. Jeg er helt vild med den måde, de forener klassisk musik med elektronisk musik, og jeg er meget inspireret af deres evne til at bruge ganske få og simple midler til at skabe et stort og smukt lydunivers. Hvad er din bedste oplevelse med musikken? Da jeg spillede i Trinitatis Natkirke for et halvt års tid siden. Det var helt sikkert det smukkeste sted, jeg nogensinde har spillet, og jeg glæder mig allerede til den 3. november, hvor jeg har fået lov til at komme igen! Hvad skal der ske med projektet i 2015? Jeg har det sidste lange stykke tid arbejdet på min EP My Majestic Plural, der lige er blevet udgivet, så nu skal jeg vist bare ud og spille nogle koncerter her i løbet af efteråret. Har du en yndlingsplade? Det må være Ólafur Arnald’s album For Now I Am Winter fra 2013. Det rummer efter min mening nogle af de smukkeste sange, der nogensinde er blevet skrevet. Den mand er nærmest irriterende dygtig til at komponere musik.
Kunne du tænke dig at få din musik promoveret på Bibzoom?