dummy

Big Fat Snake har gæster i midnatstimen

26-11-2013
Kenth Kjeldgård Nielsen
Anmeldelse

Big Fat Snake har igen allieret sig med en række gæstemusikere og leverer et flot livealbum, Midnight . Koncerten er optaget på Værket i Randers i foråret 2013. Overordnet kan man sige om albummet, at det er en gedigen gang party-musik. Der er gang i den både når det gælder kendte og mindre kendte numre fra såvel eget som andres bagkatalog.

Med inspiration fra Memphis og Memphis-soul bliver vi præsenteret for en flot håndfuld sange med kraft og saft. Der bliver lånt fra folk som Booker T & The MG's, Otis Redding og ikke mindst  Elvis Presley. Det sidste er ikke så sært, da en af gæstemusikerne er stjerneguitarisen James Burton, der bl.a. spillede med Elvis fra 1969-77. Burton var også med på Big Fat Snakes  album One Night of Sin, der udkom for ti år siden. Midnight Hour kan sagtens ses som en to'er til dette, idet konceptet er det samme. En række af Big Fat Snakes egne favoritter, klassikere og andre guldkorn, der på fornem vis passer i sammenhængen.

Det er et album der på flot vis udnytter spilleglæden, glæden ved musikken som såddan og ikke mindst evnerne hos de medvirkernde. Ud over James Burton medvirker Billy Cross, Benjamin Koppel og Anna David. Billy Cross kom ind i billedet i sidste øjeblik, da en anden guitarist, den amerikanske Steve Cropper desværre blev forhindret. Men Cross passer fint i selskabet og har udtalt at han er meget stolt over at medvirke, da han har haft James Burton som idol i mange år.

Som sagt tager sangvalget udgangspunkt i Memphis og Elvis Presley. Albummet indledes med en swingende version af Booker T's "Green Onions". Elvis-nørder vil vide, at dette nummer  af og til blev brugt som baggrundsmusik, når Elvis præsenterede musikerne på scenen i starten af 1970'erne. Der bliver også leveret en fornem udgave af Otis Reddings "Hard to Handle" - en sang som også Henning Stærk tidligere har fortolket.

Big Fat Snake har gjort lidt ud af at finde mindre kendte Elvis-numre til dette album.Et af albummets højdepunkter er den intense, seje "Stranger in My own Hometown". Fornemt, karakterisisk  guitarspil af James Burton og Billy Cross. Sangen er skrevet af Percy Mayfield og oprindeligt udgivet i 1963. Elvis lavede en version i 1969 og igen en mere uformel, jamvesrion i 1970 hvor netop Burton medvirkede. "If You Talk in Your Sleep" skal også nævnes. Oprindeligt indspillet i de berømte Stax-studier i Memphis af Elvis og Burton i 1973. Her får vi en flot liveversion. Og helt i live-tråden får vi også Big Fat Snakes fortolkninger af Elvis's livefortolkninger af sangene "Little Sister" og "Get Back". De blev i sin tid leveret i et medley, og her får vi endda et lille hint til Ry Cooders version af "Little Sister" også. Flot. Og igen en genkendelig Burton-sound. Det posthume mega-hit for Elvis, "A Little Less Conversation" får også en tur her på albummet. Måske ikke helt så "ukendt" som de andre nævnte. Det er ok, swinger godt, men ikke det mest nødvendige nummer i denne sammenhæng.

Dylan-klassikeren "Don't Think Twice" bliver også taget under behandling. Måske ikke oplagt på dette album, og så alligevel. Elvis indspillede en version af sangen i 1971, men senere har Billy Cross medvirket på sangen sammen med netop Dylan bl.a. på albummet Bob Dylan at Budokan. Og Billy Cross er som nævnt en af gæstemusikerne her, så på den måde kan man sige, at ringen bliver sluttet. Der bliver også plads til en håndfuld af Big Fat Snakes egne numre. Her kan nævnes "Every Negative", "Explain", "Only One Like You" og "Up in the Sky" .

Der bliver sunget og spillet med sikker indføling hele vejen igennem af både Big Fat Snake og gæstemusikerne. Der er ikke noget nyskabende eller nogle frække uventede arrangementer på albummet Midnight Hour. Men der er flotte, swingende fortolkninger, der holder.