Genrer
Big Star: No. 1 record
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 438 på listen.
The Box Tops havde i 1967 et stort hit med "The letter", og denne sang introducerede verden til den helt utrolige sanger og guitarist Alex Chilton. I 1970 gik bandet hvert til sit, og Chilton dannede Big Star med trommeslager Jody Stephens, sanger og guitarist Chris Bell og bassist Andy Hummel. I 1972 udgav de så en debut med det simple navn No.1 record . Albummet starter ud med den energiske "Feel", der er fuld af interessante elementer. Rock and roll-klaver, en flot saxofonsolo og godt med saft og kraft i guitarens power-akkorder. Og et kor sørger også virkelig for at løfte Chris Bells vokal op mod nye niveauer. En af gruppens stærkeste sange er "The ballad of El Goodo". Der er meget følelsesmæssig styrke i den sang, og det er en af Alex Chiltons bedste vokalpræstationer. Og koret sørger virkelig også for at give sangen fylde og størrelse. Den Bell-sungne "In the street" er også et helt fantastisk nummer. Det er i den mere energiske afdeling, og Bells riff er dejlig fængende. Den var ikke engang et hit, men den lugter så langt væk af 70'erne, at Cheap Tricks cover af den blev gjort til temasangen for tv-showet That 70's show.
Den Chilton-sungne "Thirteen" er nok et af de bedste numre nogensinde. Jeg ville kalde den en af de fem allerbedste kærlighedssange, jeg har hørt. Den er egentlig ikke andet end Alex Chiltons stemme, to guitarer og til tider et kor. Men denne simple lyd passer helt perfekt til sangen. Teksten er fuldstændig direkte, så der er i grunden ikke meget at forstå, men den er mange genhør værd på grund at det væld af følelser, Chilton lægger i vokalen. "Don't lie to me" bliver sunget af Bell, og det er en af de simpleste melodier på pladen, men den er rigtig fængende, og den bluesrock-inspirerede lyd derpå er ganske unik blandt resten af sangene. Da kommer den eneste sang, trommeslager Andy Hummel synger for på, "The India song". Det er en ganske sød sang, og selvom den er dejligt drømmende, er den også en kende fjollet og intetsigende, og Hummels falset kan godt ende med at blive irriterende. Det er også den eneste sang, Hummel har skrevet, og det er måske den svageste sang, Big Star lavede på de tre oprindelige plader. Chilton overtager heldigvis nok engang mikrofonen på "When my baby's beside me", som er endnu en stærk, fængende poprock-sang.
Chris Bell ryger da op i en helt enorm form for lykke på "My life is right", og Alex Chilton drømmer med dejligt mange strygere på "Give me another chance". For ikke at forglemme Chris Bells yderst oprigtige ballade, "Try Again". Alle tre sange er rigtig gode, forstå mig ret, det er det meste af albummets sidste halvdel, men den første del af albummet griber bedre fast om lytteren. "Feel", "The ballad of El Goodo", "Thirteen" og "In the street" er virkelig fængende, stærke melodier, der griber godt fast om lytteren, og der er kun én sang på sidste halvdel, der på samme måde kan fange min interesse som lytter. Det er "Watch the sunrise" med Chilton på vokal. Det er et perfekt nummer, hvor Chilton oser af lykke og oprigtige tanker om, at alt nok skal gå. Det ville det så ikke, ville senere albums vise, men Chilton var jo ikke profet, bare en dygtig musiker. Chilton og Alex synger til sidst sammen på et kort nummer ved navn "ST 100/6". Det føles ikke så meget som et helstøbt nummer men rettere som en outro til en af de bedste powerpop-plader, der nogensinde er lavet. Det er ikke perfekt, men der er rigtig mange stærke sange