Genrer
Billy Joel: The stranger
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 67
Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som "Uptown girl" og "It’s still rock and roll to me" har muligvis formået at trække opmærksomheden væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme grad som The stranger fra 1977. Her leverer ham konsekvent mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som She’s always a woman", mere rockede numre som "Movin’ out (Anthony’s song) eller en R&B-præget sang som "Just the way you are". Ikke alene er de mindeværdige, de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. "Vienna" skyldes meget den simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på "Scenes from an Italian restaurant" udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.
Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er "Only the good die young", der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. "Movin' out (Anthony’s song)" udforsker to personers jagt på den amerikanske drøm, og på kort tid får Joel sat drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må "Scenes from an Italian restaurant" også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende indhold, at dens status som Joels længste sang på ingen måde er et problem. Joels sangskrivning har jeg vist fastslået er sublim, men hvad med pladens andre aspekter? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.
I det hele taget er samspillet mellem musikerne eminent. Der er et levende musikalsk univers på The stranger, og man kan næsten fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med Tom Petty and the Heartbreakers eller E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: "She’s always a woman", "Vienna" og størstedelen af "Everybody has a dream" er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel god til at variere lyden. Dynamisk holder The stranger sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en plade, man kan spille mange gange uden at blive træt af den. Det er en velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for The stranger, der stadig er en drøngod skive.