Genrer
Bizet: Symfoni nr. 1
Sikker hånd om Bizet
Til sin første og eneste symfoni var Bizet inspireret af Haydn, Mozart og Mendelssohns klassiske symfonier. Men hans vægt lå på melodi snarere end udvikling eller strukturel fornyelse; han baserede symfonien på et lignende værk af læreren Gounod, og det blev et klassisk eksempel på eleven, der overstrålede læremesteren.
Denne nye indspilning lader til at have dette in mente. Måske er det politisk ukorrekt at sige, da Aarhus Symfoniorkester efterhånden har mistet en del musikere, men det nuværende ensemble er den perfekte størrelse til Bizets lille juvel af et partitur i en klar og frisk opførelse uden trængsel.
Marc Soustrot understreger værkets klassiske forbilleder med sprødt spil med punch i.
Men Symfoni nr. 1 skal også synge. Orkestersoloerne på denne optagelse er ikke virtuose, men rene og klare, især solooboens fremmaning af en fjern fortid i adagioen. Den efterfølgende allegro opbygges fint, og Soustrot overdriver aldrig de rustikke klagesange. Aarhus' nye chefdirigent slår ikke Beecham eller Minowski af pinden som førstevalg af dette værk, men han leverer en idiomatisk og attraktiv opførelse.
I den firesatsede suite fra Carmen, der følger, kan Soustrots tilgang være frustrenende lidenskabsløs, særligt i forspillet. Intermezzoet stiger og falder flot, "Les Dragons" har pikante detaljer, og "Les Toré adors" er fuld af selvtillid. Men til syvende og sidst bør denne musik være mere hed og dramatisk.
Til slut hører vi to suiter fra skuespils-musikken, som Bizet skrev til Alphonse Daudets L'Arlesienne (Pigen fra Arles). Bizet sammensatte selv første suite, hans ven Ernest Guiraud arrangerede den anden, og det virker fjernt og irrelevant, hvis man ikke kender skuespillet.
Cd'en afrundes altså af småstykker, men vi hører igen flot spil. Med sikker hånd understreger Soustrot alle de forskellige stilarter i første suites forspil, og lyden af de sordinerede strenge i adagiettoen er virkelig smuk. Soustrot har altid en fornemmelse af det centrale i disse korte stykker, højdepunktet som musikken skubbes frem mod og så viger væk fra. Siden Danacord har indspillet Aarhus-kor så ofte før, er det en skam, at vi ikke hører de oprindelige sangstemmer i anden suites afsluttende "Farandole".