Genrer
Björk: Post
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 373 på listen. Island er et land, der er meget berømt for sit musik. Sigur Rós, Ásgeir Trausti, Of Monsters and Men, Mezzoforte og Emilíana Torrini er nogle af de mest berømte, men ingen af dem overgår Björk, hverken hvad angår popularitet eller kvalitet. Björk har udgivet rigtig mange gode albums, og et af de bedste er hendes tredje, Post fra 1995. Det åbner med et af Björks mest kendte numre, "Army of me", der med sit aggressive, trip hop-inspirerede beat sparker albummet godt i gang. Melodien er virkelig fængende, og Björks vekslen mellem stille og højlydt er rigtig smukt og dramatisk. "Hyperballad" har mere af et dance-beat, og jeg erkender, at jeg ikke er verdens største dance-fan, men "Hyperballad" er et virkelig interessant, følelsesrigt nummer. Det er betydeligt lystigere end "Army of me", men det føles lige så intenst. "The modern things", sunget delvist på islandsk, starter lidt skidt for mig med et meget sært introvers, som bygger på en metafor, jeg ikke forstår et pluk af. Når det går over i islandsk, kan jeg dog lettere værdsætte den vidunderlige sang, der ikke falmer, selv efter en så god start.
Det meste af Post er ret elektronisk, men pladens største hit er et forholdsvis rendyrket bigband-nummer. Det er et cover af Betty Hudsons "It's oh so quiet", og det er en virkelig fed udgave. Den benytter flot dynamik, og man kan slet ikke mærke, at det er skrevet over 40 år før resten af albummet. Og på en eller anden måde passer det faktisk ind mellem de andre numre. Den efterfølgende "Enjoy" er mere af et beskidt trip hop-nummer, som gør rigtig meget med sit simple beat. Og trompeten derpå tilføjer meget flavour. "You've been flirting again" er et ambient-nummer, og et ret flot et af slagsen. Der var også brug for noget mere stille efter "Enjoy", og især da den efterfølgende sang, "Isobel" også er trip hop-inspireret, er "You've been flirting again" ekstra tiltrængt. "Isobel" er i øvrigt et flot nummer, og især strygerne på det er imponerende. Det er pladens længste sang, men der sker så meget, at dens længde knap nok bemærkes. Og så kan jeg slet ikke få nok af førnævnte strygere.
Det bliver mere stille med "Possibly maybe", der har en dejlig vinyl-lignende knasen, og Björks excentriske sangstil er virkelig smukt udnyttet her. Det er en ret simpel melodi, men den danner en flot lyd. "I miss you" er en storladen, funky lydeksplosion, hvorpå der findes nogle pragtfulde blæsersektioner og et vidunderligt klimaks. Det er en af mine yndlingssange fra pladen. Efter dette sjove nummer kommer pladens korteste nummer, "Cover me", der har en flot, knap så elektronisk lyd. Det er dog virkelig stemningsrigt og en ret så interessant oplevelse. Afslutningsnummeret hedder "Headphones", og det kører lige fra der hvor "Cover me" slap. Lyden starter stille, men efterhånden bygges der op til et helt enormt klimaks, der faktisk ikke er så højlydt igen, da det bare er Björks stemme, der føles som et helt orkester. Efter klimakset falder lydniveauet, og der bliver langsomt sagt farvel til lytteren. Post er et fantastisk album. Der er utrolig lidt ved albummet, der kunne være bedre, og disse ting er ganske banale. Hvis du kan lide excentrisk musik, så er det nok noget for dig, for det bliver sjældent mere excentrisk end Björk.