Genrer
Blå tråd
Blues er i endnu højere grad end jazz en musik, der har udviklet sig i et lukket system. En sag for klubber og mindre spillesteder. Hovedsagelig spillet af sorte for sorte. Og med en trofast kreds af tilhængere, som på stående fod kan holde et længere foredrag om forskellen på delta, Chicago og Texas blues. Men to gange har blues lavet en crossover og rakt ud over sine egne cirkler til et bredt publikum.
To dyp i mainstream
Første gang var i tresserne med det britiske blues-boom, hvor en mængde hvide grupper opdagede denne melankolske og stærkt maskuline musik. Blues kom til at rime på beat. Rolling Stones og Fleetwood Mac startede karrieren som bluesbands, og sidstnævnte gjorde det godt. Endnu bedre var John Mayalls Bluesbreakers, en rugekasse for stortalenter som Eric Clapton og Peter Green. De autentiske navne fra bluesens hjemland blev inviteret over for at spille i England, heriblandt Muddy Waters, som senere opsummerede historien i en enkelt sætning: "De stjal min musik, men de gav mig et navn." Udviklingen smittede af på USA, hvor man sidst i tresserne kunne opleve Albert King vælte et hvidt hippie-publikum i San Francisco. Og så var Hendrix der pludselig, som en kulmination og indgangen til noget nyt.
I halvfjerdserne gik bluesen på vågeblus og rørte først rigtigt på sig tyve år senere. Ganske vist havde Stevie Ray Vaughan gødet jorden op gennem firserne, men det var især Gary Moores Still got the blues, der i 1990 skubbede blues tilbage i rampelyset. Moore havde de to garvede Albert'er, King og Collins, med på sin plade, og snart tog de sorte musikere styringen på bluesens anden bølge. Den unge Robert Cray fandt et stort publikum til sit afslappede, men bidende guitarspil. Gamle veteraner dukkede op og lavede deres mesterstykke: Buddy Guy med Damn right, I've got the blues og John Lee Hooker med The healer. Og endelig, endelig fandt de to ikoner B.B. King og Clapton sammen på Riding with the king, et hovedeksempel på poleret mainstream-blues, men også en plade, der som man kunne forvente oser af hygge.
Det har været Luther Allisons held, at hans debut og comeback faldt i henholdsvis tresserne og halvfemserne, hvor der var særligt fokus på blues. Og hans uheld, at han først kom ind et stykke henne i forløbet, så han ikke var med, da bølgen gik højest. Da han døde, kaldte nekrologerne ham et "blues-es", men han var aldrig i forreste række. Gennem hele karrieren var han den solide og samvittighedsfulde håndværker. Fine plader, men hvad han huskes for er hans udladninger på scenen. Når han var live, var han det til overmål. Hans guitarsoli var rødglødende. Og så gav han koncerter på op til fire timer!
Drag mod nord, unge mand
Luther Allison blev født i 1939 på en bomuldplantage i Arkansas. Han var nummer fjorten i en børneflok på femten, og han kom tidligt ind i det med musikken.
"Jeg lavede mit første musikinstrument, da jeg var syv. Det var et stykke ståltråd fra en kost, som jeg sømmede op på husvæggen. Jeg brugte en flaske som bånd."
Han var endnu ikke fyldt ti, da han spillede orgel i kirken og turnerede med en gospelgruppe. I 1952 flyttede familien til Chicago. En klassisk rejse, når det gælder blues. Op gennem 1900-tallet fjernede mekaniseringen af landbruget talløse jobs i sydstaterne, mens der opstod lige så mange arbejdspladser i de store industribyer nordpå. Tusinder af sorte familier sagde farvel til arbejdsløshed og diskrimination, tog flodbåden eller Illinois Central Railway og endte i Chicago. Og de havde deres musik med i bagagen.
Chicago sydede af blues. Luther blev ven med Muddy Waters' søn, som boede lige i nærheden, og undertiden blev han inviteret ind og fik lejlighed til at se den store bluesmand øve sig. Senere kom han til at spille både med Waters og andre legender som Elmore James, Freddie King og Howlin' Wolf. Ikke den værste læretid. I 1957 dannede han sin egen gruppe, Rolling Stones, men han var utilfreds med navnet og ændrede det til Four Jivers. Det første navn blev senere taget af en anden gruppe, som klarede sig godt. Four Jivers holdt derimod kun et år. Allison arbejdede videre som gæstemusiker lige til 1969, hvor han omsider fik et album ud under eget navn. Love me mama kan stadig høres, den har en rå, tidstypisk charme, men er ellers mellemvare sammenlignet med hans sidste indspilninger. De følgende plader var også kun jævnt gode og solgte derefter. Til gengæld fik Allison et begejstret publikum til sine koncerter i Europa, ikke mindst i Tyskland og Frankrig. I 1984 tog han konsekvensen og flyttede til Paris.
Lige lovlig live
Herefter dukkede han kun sjældent op i USA, og hans plader kom på europæiske selskaber. Men i 1994 udsendte han Soul fixin' man på det berømte Chicago-selskab Alligator. Det er en af hans bedste plader, og den blev starten på et triumftog, hvor Allison generobrede USA med energiske koncerter og opfølgerne Blue streak og Reckless. Her er masser af soul i blæserne og Allisons rustne stemme, mens guitaren læner sig op ad rock.
Hans koncerter kunne have givet Springsteen hjertestop. Sidste gang, han optrådte på Buddy Guy's Legends, var han en herre på 57 år. Han gik på scenen klokken ni. Seks timer senere måtte klubbens bestyrer nærmest hive ham ud, nu syntes han, det måtte være nok. Det syntes Allison ikke. Han fortsatte over til Kingston Mines, som havde åbent til klokken fem, og her jammede han lige to timer til.
Det bedste indtryk af Allisons scenemagi får man på dobbelt-cd'en Live in Chicago, optaget i 1995 og 97. Han indleder med "Soul fixin' man" (et ordspil, som går på, at Allison egentlig er uddannet skomager). Så følger et af hans topnumre, "Cherry red wine", skrevet til en ven, der var ved at drikke sig ihjel. Første guitarsolo varer tre minutter. Anden knap to et halvt. Så er territoriet markeret, og på resten af sættet får man tråd i en grad, så man skal over til heavyguitaristerne for at finde noget lignende. Når skive to løber ud, er man ør og mæt, og så mangler der endda en time i at nå en standard-Allison-koncert.
Gaffa skriver, at "mandens "overkill" guitarspil ofte er for meget af det gode". Hertil kan man svare med Mae West: For meget af det gode kan være vidunderligt.