The Black Keys - et hypnotisk angreb

Det hører til sjældenhederne, at en minimalistisk blues-duo kan løfte et helt album uden at der går tomgang i den. The Black Keys har - ligesom måske kun The White Stripes - evnet det på en række albums siden 2002. Det skyldes i høj grad guitarist og sanger Dan Auerbachs fine, varierede sang og eksplosive guitarspil, og duoens flittige afstikkere i retning af funk, soul og rock, dygtigt inspireret af giganter som Jimi Hendrix og James Brown.

Kunstnere bliver ofte først rigtigt interessante, når de går fra den trygge, gode formular og udfordrer sig selv. Sådan er det med The Black Keys og deres album fra 2008: Attack & release. For første gang har de for alvor gjort brug af de tekniske muligheder i et studie og - ikke mindst - hentet en producer ind i det. At de er hooket op med en kapacitet som Danger Mouse, der altid sætter kraftigt aftryk på sine samarbejder, er også et tydeligt tegn på ikke at ville træde vande, men derudover også på et fint instinkt. For The Black Keys og Danger Mouse er faktisk et match made in heaven.

Danger Mouse er en af de producere, der evner at flyde med på kunstnernes indre, måske skjulte talenter, og få dem frem i lyset og samtidig tilføje interessante, ikke-skurrende detaljer til lydbilledet. Den højstemte, melankolske side af The Black Keys træder på Attack & release tydeligere frem end før, måske mest klart i den afsluttende sang, balladen "Things ain't like they used to be", hvor også Dan Auerbachs næsten Jeff Buckleyske vokal gnistrer.

Attack & release byder udover dette også på stærkt varierede elementer, der dog hænger sammen som et hele. Den hypnotisk, syrede tung-rock på "I got mine" og "Strange times", der kan minde om ørken-rockerne Queens of the Stone Ages' opdatering af Led Zeppelin, fletter sig således fint sammen med den førnævnte melankoli. Det hypnotiske, næsten mareridtsagtige, går igen på fx "Psycotic girl" og "Lies" og tilføjer et velkomment, mere farligt anstrøg til The Black Keys' lydmaleri.

Jeg kan - desværre eller heldigvis - ikke putte et genre-klistermærke på Attack & release, men jeg kan fortælle at albummet er et perfekt soundtrack til en kold, men smuk vinter som denne.