Genrer
Black Sabbath: Master of reality
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 298
Black Sabbath ses ofte som den første heavy metal-gruppe. Jeg ved ikke, om jeg selv ville kalde dem det, men ingen lød som dem, da de dukkede op i starten af 70’erne, end ikke Led Zeppelin, Iron Butterfly, Steppenwolf eller The Jimi Hendrix Experience. Black Sabbath var ikke blot epokegørende og talentfulde, de var også produktive. Kun lidt over et år efter deres debutalbum udgav de deres tredje plade, Master of reality. Den åbner med en hosten, der virkelig flot går over i den hårde, langsomme, blues-inspirerede "Sweet leaf". Denne sang kører over et fængende riff, og guitarist Tony Iommi er da også måske den vigtigste force i hele bandet. Sangens melodi er simpel, men dens styrke vedbliver i løbet af hele nummeret, der ellers er hele 5 minutter langt. Efter det følger "After forever", der åbner med en uhyggelig synthline, hvorefter et virkelig energisk guitarriff begynder, for da at skifte til et andet riff, der er mindst lige så godt. Denne sang udvikler sig mere end "Sweet leaf", der mest af alt er en intro til albummet. "After forever" er en hel lille symfoni, der bare lyder skønt uanset sin form.
Så kommer et kort instrumentalt interludium med titlen "Embryo", og det spilles udelukkende på guitar af Iommi. Det er virkelig smukt, og det er også overraskende stille i forhold til resten af albummet, og det giver pladen god dynamik. Efter det kommer pladens måske bedste sang, "Children of the grave". Den har en helt vidunderlig rytme, og riffet er igen spektakulært. Teksten handler om hippie-revolutioner, og sangens stemning anmoder nærmest om oprustning dertil. Og det er utroligt, at der kun er en eneste guitar på dette nummer, for Iommi gør sørme nogle vilde ting. Hele det sidste halve minut bruges hovedsageligt på efterklang. Det lyder smukt, og det lader nummeret synke ind. Efter "Children of the grave" kommer endnu et stille, kort instrumentalt interludium med Iommis guitar i fokus. Det hedder "Orchid", og det varmer flot op til "Lord of this world", der er en lidt langsommere sang, men den er stadig rigtig rå. Riffet er endnu engang vidunderligt, og forsanger Ozzy Osbourne lyder sjældent så lidenskabelig som her. Det er en virkelig flot sang.
Næstsidste nummer hedder "Solitude", og det viser os en dengang helt ny side af Black Sabbath. Musikken er mere stille, og Ozzy viser sin følsomme side. Noget lignende var prøvet med "Planet caravan" på pladen Paranoid, men det virker mere ærligt og mindre passivt aggressivt på "Solitude". Guitaren er for en gangs skyld ikke det væsentligste instrument her, men rettere fløjten. Både fløjten, klaveret og selvfølgelig guitaren er spillet af Tony Iommi, og han gør det fremragende. Pladen afsluttes selvfølgelig med noget hårdt, og afslutningsnummeret hedder "Into the void". Det er et fedt, hårdtslående nummer, hvor Ozzy synger næsten direkte henover riffet, som han jo er kendt for at gøre, og man sidder virkelig og rocker med, når man hører det. Ca. halvvejs igennem sangen kommer et hurtigere stykke, der sørger for at skabe dynamik, og det gør nummeret meget levende. Som den sidste tone bliver spillet, føles det definitivt. Master of reality er en virkelig fed plade. Det er en af de største metaludgivelser nogensinde, og den føles mindre forældet end de to foregående plader, der ellers også holder rigtig godt.